Fortællingen om Min Barndoms Gade

Jeg har i de senere år godt kunne tænke mig at høre til et sted. Et lille sted med naturen som evigt holdepunkt. “Hun har Vesterhavet i sine øjne.” Det føles poetisk at sige sådan, og sådan kunne jeg godt tænke mig, at nogen ville kunne sige om mig. Der er nemlig noget romantisk over at komme fra et lille sted, et simpelt sted, et sted hvor man altid har hørt til, måske et hele ens familie i generationer har set som hjem. Sådan et sted kommer jeg ikke fra. Og sådan et sted har min familie heller ikke. I hvert fald ikke længere. Så Vesterhavet, eller noget som helst andet hav for den sags skyld, sidder ikke i mine øjne, ej gør gule rapsmarker, høje fjelde eller dybe skove.

Nej, jeg kommer fra Brønshøj. Jeg blev født i Tingbjerg, det sted de fleste nu frygter mere end Mjølnerparken eller Yahya Hassans ghetto i Aarhus, og jeg voksede op i Husum. Derfor har Brønshøj egentlig altid bare været mit postnummer, men aldrig mit kvarter. I 2700 er det nemlig de rige, der bor i Brønshøj. Den lille cirkel, der strækker sig fra der, hvor Frederikssundsvej møder Veksøvej og så op til Brønshøj Torv. Det er Brønshøj. Resten, det er bare fyld. Det er Husum, Tingbjerg, Bellahøj og Islev. Steder, som ingen andre end folk, der bor der eller folk, der følger med i Ghetto-News kender. Ikke særlig romantisk eller poetisk. Men der er jeg altså født og opvokset. I Københavns Kommune, men langt nok væk til at folk, der er født inden for broerne fnyser, (og sjovt nok også folk fra Jylland, og de burde da om nogen virkelig bare holde deres mund) hvis man formaster sig til at sige, at man er københavner.

image

Dag 252 – Bybilleder i Brønshøj 

Og det er nogen gange et problem, altså manglen på det poetiske, når nu man selv både er er romantisk og poetisk. For hvordan skal man beskrive sin barndomsgade, når det hverken er en rå gade på stenbroen eller en brostensbelagt en i Skagen.
“Den gang, jeg gik tur med min hund i Husumparken og tænkte over livet” lyder bare ikke særlig spændende eller som stuff that novels are made of. Bjarne Reuter forsøgte med Buster at gøre Brønshøj og Husum til noget andet, noget mere. Det er indtil videre ikke rigtig lykkedes. Jeg tror dog, at jeg vil forsøge. Der være noget poesi at finde fra stedet, der næsten er en forstad og næsten ikke er det.

image

Dag 268 – Det gulde hus, der en gang var fyldt med blomstrende kærlighed. Og gode blommer i haven. 

I dag gik jeg så en tur rundt i mit barndomskvarter og der fandt jeg lidt. Jeg har nemlig, på trods af alt, altid holdt af tanken om, at Brønshøj var det sted min far boede, da han mødte min mor. Og at han, da hun skulle besøge ham for første gange, stod og flagrede ude ved indgangen til det kollektiv han boede i på Frederikssundsvej, fordi han var så spændt på at se hende. Jeg kan se ham for mig stå der ved indgangen til det orange hus, som lå tre huse fra den akvariefiskehandler jeg besøgte knap fem år senere med min børnehave, og trippe. Forelsket og spændt, urolig og nervøs. Det tænker jeg altid på, når jeg kører forbi Neonfisken, som stadig ligger der. Og det gør mig glad. For selvom hverken Brønshøj, Husum eller Tingbjerg lægger op til naturskønne beskrivelser eller poesi, så fandt jeg alligevel noget af det, da jeg tænkte mig om. 

Jeg tænker derfor, at der må være flere ting at finde. Små ting der, hvis man trækker dem frem i lyset, skinner næsten lige så stærkt, som solen over Vesterhavet, så nu går jeg ud og leder efter dem.
I burde gøre det samme på denne, åh så solrige Stor Bededag.

image

Dag 267 – Frederiksundsvej ❤

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s