Fortællingen om Sad-Dialing

I kender godt Drunk-Dialing, ikk? Det der øjeblik, hvor man i sin fuldskab synes, at det da er verdens bedste ide at ringe til sin ekskæreste for enten at fortælle ham, hvor stor en idiot han er eller hvor meget man savner ham. Og at lige meget, hvilken af disse to tilgange man vælger, så ender det i tårer (og anger over overhovedet at have ringet op), og de tårer kommer sjældent fra ekskæresten.

Jeg har haft min fair share of Drunk-Dialing-Telefonsamtaler, og det har oftest været mig selv, der har ringet op. Få gange har jeg haft en fuld mand i røret, der snøvlende erklærede sin kærlighed eller sit savn til mig, men for det meste har det været mig, der har ført fingeren hen på “ring-op-knappen”. Og for det meste er det ikke endt godt.

Der findes dog også en anden version af Drunk-Dialing, nemlig Sad-Dialing.
Sad-Dialing finder ofte sted i ydertidspunkterne af døgnet (faktisk lidt ligesom Drunk-Dialing) Det er i hvert fald oftest aften, gerne sent, hvor impulsen til at trykke et bestemt nummer på en bestemt person, som man i virkeligheden virkelig ikke burde ringe til, dukker op. 

Nogle gange er impulsen noget man har gået og undertrykt i timerne forinden, andre gange dukker den pludselig op. Men tristhed går altid forud for impulsen.

I kender det sikkert godt. Du sidder i sofaen, det er mørkt udenfor og du har lige spist kanelsnegl(e) til aftensmad. Flere gange i løbet af dagen er personen, som du virkelig ikke burde tænke på, og da slet ikke ringe til, dukket op i dine tanker. Måske har det oven i købet været en dum dag eller også er der lige sket et eller andet, der har gjort det hul i brystet, som du ellers ihærdigt har forsøgt at murre til, lidt større. Først forsøger du at distrahere dig selv ved at se dumme kattevideoer på Youtube. Det virker ikke, og pludselig tager du fat i telefonen. Du skal bare lige se de gamle beskeder igennem. Eller facebook-stalke en smule. Men det ene tager det andet, og med et sidder du og lytter til de genkendelige duuut-lyde og både håber og håber ikke, at telefonen bliver taget i den anden ende.

Dag 239 – Det hjælper fandme heller ikke på tristheden , når alt er gråt.

DOES IS RING ANY BELLS? (Pun totally intended)

Det gør det i hvert fald hos mig. Og ja, du gættede rigtigt. Jeg har lige beskrevet min aften for jer ved at lade som om, at det bare var et tænkt eksempel. You. Got. Me. Og “personen” var selvfølgelig Den Lyshårede Fodboldfyr.
Jeg havde ellers sådan en god oplevelse sidste uge, hvor jeg fik en “Jeg-savner-dig-besked fra ham.” Jeg blev glad for beskeden og vi talte sammen efterfølgende, hvilket var både hyggeligt, sjovt og rart. Men jeg savnede ham ikke, jeg nød blot, at jeg kendte ham.

Flash-forward til i dag, hvor jeg af årsager ikke egnet til bloggen, var lettere trist og derudover også savnede Fodboldfyren, fordi jeg tidligere på dagen var gået forbi en af vores favorit burgerrestauranter og blev mindet om, at “Jagten på Københavns Bedste Burger” var en forever overstået par-aktivitet. Så jeg ringede selvfølgelig til ham, der midt i tristhededen og kanelsnegleskammen. Og vi snakkede sammen. Og det var hyggeligt. Og vi grinede. Oooog jeg blev endnu mere trist, end jeg var, inden jeg ringede op. For som jeg skrev her, kommer jeg i virkeligheden bare til at savne ham endnu mere, hvis vi ses eller snakker, når jeg i forvejen savner ham. 

Det er egentlig lidt ligesom Marabou. Man har lyst til et stykke, men ved at man vil have endnu mere, når først man har taget hul på pakken. Mens, hvis man spiser et stykke på et tidspunkt, hvor man egentlig ikke har lyst, gør det hverken fra eller til.
Og så sidder man der og føler sig dum. For hvorfor overhovedet udsætte sig selv for det?
Vel nok, fordi det på trods af savnet og en ekstra portion tristhed, alligevel giver noget. Et kort glimt af samhørighed. En lille smule kærlighed. Følelsen af at have betydet noget. Jeg har ikke det endelige svar, og jeg kan heller ikke svare på, hvordan jeg regner med at kunne blive ved med have Den Lyshårede Fodboldfyr i mit liv uden ind imellem at blive ramt af savn og ondt i maven. Første skridt er dog nok at pakke telefonen væk, når tristheden indfinder sig.

Dag 259 – Sad face til Sad-Dialing

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s