Fortællingen om At Være En Lorteveninde

Da jeg var omkring 20 år gammel havde jeg ikke særlig mange veninder. Jeg havde ikke gået i gymnasiet, men på HF og havde derfor ikke oplevet det sammenhold, der kan opstå i en gruppe, som mange andre har fra deres gymnasietid. Jeg havde heller ikke kontakt til særlig mange fra min folkeskole og gik ikke til nogen fritidsaktiviteter. Derudover var jeg jo en evig seriemonogamist og brugte derfor også meget af min tid på at være kærester med nogen. Heldigvis er det ikke sådan længere. (Altså det med veninderne, seriemonogamismen er, ja det ved jeg faktisk ikke helt)

I dag har jeg nemlig en mindre hær af gode og tætte veninder og også en enkelt fantastisk drengeven. Nogen ser jeg ikke så ofte, men jeg ved, at de er der, hvis det hele brænder på eller hvis der skal drikkes en kop kaffe. Nogen ser jeg flere gange om ugen, nogen går jeg altid ud med, andre snakker jeg mest i telefon med og nogen ligger jeg bare på sofaen med, mens vi taler om alt og intet. De fleste medlemmer af venindehæren er piger, jeg har mødt på mit studie. Der er også en, jeg kender helt tilbage fra 4. klasse, to fra min højskoletid og to jeg har arbejdet sammen med i løbet af et af mine sabbatår. Men de fleste af dem jeg kender nu, kender jeg fordi vi allesammen har læst sammen. Og det er både fantastisk, men kan til tider også være svært.

Vi er nemlig alle sammen journalister nu, og som jeg opdagede på studiet, er journalistik en meget konkurrencefyldt branche fyldt med spidse albuer og folk, der intet har imod at slikke en masse røv på store chefer. Jeg har dog hverken særlig spidse albuer eller bryder mig synderligt meget om røvslik, hvilket kan være en udfordring i denne branche. Jeg er heller ikke særlig konkurrencemindet og har altid bare syntes, at vi da burde kunne være her allesammen. At der skal være plads til alle og at opskriften på en god journalist i øvrigt burde revurderes en smule, hvis ikke en del.

image

Dag 274 – Venindemorgenmad ❤

Mine veninder fra studiet har det overvejende på samme måde, hvilket nok også er derfor vi i første omgang fandt hinanden, men på trods af det er der alligevel forskel på, hvor vi alle er henne i vores karriere lige nu. Nogen kører med klatten, mens andre kun får en tur en gang imellem. Og det kan være svært. I hvert fald for mig. For selvom jeg kan være noget så glad på mine veninders vegne, når det går dem godt, kan jeg også blive virkelig misundelig. Og sur. Og irriteret. Jeg kan synes, at det er velfortjent og godt for dem samtidig med, at jeg kan synes, at det i virkeligheden slet ikke er fair, at jobbet landede i deres skød og ikke i mit. Noget som man jo i virkeligheden ikke må føle og da slet ikke sige. Så det gør jeg ikke. Altså siger det. Istedet smiler jeg og siger tillykke og lytter og nikker spændt. Og for det meste mener jeg det også. Men nogen gange gør jeg slet ikke.

For et par uger siden gik jeg rundt og var sur. Sådan rigtig grundsur og ikke mindst misundelig. Jeg syntes, at det hele var uretfærdigt og strengt og jeg havde ikke megen glæde til overs for en af mine veninder, der i mit hovede bare blev ved at lande det ene fede job efter det andet. Jeg var så sur, at jeg helt uden at indse det, virkelig var en dårlig veninde. Jeg lyttede ikke rigtig til hende, når hun fortalte ting og jeg var lang tid om at svare på hendes sms’er. Kort sagt, jeg var en lorteveninde.

Men så en sen fredag aften midt i et lyskryds fandt kærligheden mig igen. Den kærlighed, som det sidste stykke tid havde været gemt væk under misundelse og vrede, fandt nu tilbage til mig, da jeg skulle sige farvel til min veninde. Min veninde som lige der havde inderligt brug for mig. Som hele vores aften sammen havde været fyldt op af hjertesorg og som nu, uanset hvor mange fede jobs hun havde landet, ikke kunne andet end at græde ud på min skulder. Jeg blev mindet om, hvor meget vi har været igennem sammen, hvor ofte hun har været der for mig, hvor meget jeg elsker hende og hvor ligegyldigt et job eller et arbejde er i det store billede.

Det bliver dog sikkert svært igen på et tidspunkt. Det kommer nok aldrig til at være let at kæmpe side om side om noget, der kun har plads til en med nogen man holder af. Og jeg tror egentlig, at der er rigtig mange, der kan have det på samme måde, når de er gode venner med folk, der i virkeligheden også er deres konkurrenter. Men jeg ved nu at lige meget, hvad der så end sker i min venindes og mit arbejdsliv, så vil det aldrig være nok til at splitte os ad. For love conquers all. Ligegyldigt hvor corny det så end lyder.

image

Dag 272 – Tærte hjælper helt sikkert også på kærligheden. 

Reklamer

Fortællingen om At Have Mistet Sig Selv Igen

En gang imellem ville jeg ønske, at mit liv og ikke mindst mit følelsesliv var lidt mere som en lige vej. Sådan en vej, hvor der ikke er store sving, bakker eller bump. For sådan er det hele lige nu. Det ene øjeblik er der kun glæden  og følelsen af kild i maven, fordi livet svinger mig hen mod noget godt. Men det skifter hurtigt. Alt for hurtigt. Pludselig er der alt for mange bump på vejen, der får hele kroppen til at gøre ondt, samtidig med at det eneste, der er synligt i horisonten er tusindvis af tårnhøje bakker, som skal bestiges.

Det har været svært at komme hjem fra min fantastiske rejse. Svært at glide ind i hverdagen igen og svært at finde ud af, hvor jeg skal hen. Hvor jeg skal placere mig. Hvor jeg hører til. Den Amalie, jeg synes at have fundet, da jeg var afsted er efterhånden gledet helt væk, og når jeg forsøger at række ud efter hende, holde fast i hende, er det som om hun går længere og længere væk fra mig.

Dag 271 – Sådan en sti ville jeg gerne gå på.

I den sidste uges tid har jeg passet hus og kat for min mor og papfar, og det har både været rart og svært. For at gå rundt i mit barndomskvarter har på en måde bare gjort det endnu tydeligere, at jeg slet er ikke der, hvor jeg gerne vil være. Som jeg skrev om tidligere, kæmper jeg for tiden med at tro på, at jeg er god nok, men samtidig også med at få gjort de ting, jeg ved vil ændre mit syn på mig selv. Ting jeg i det store og hele ved vil være gode for mig, men som jeg ikke får gjort alligevel.

Forleden var jeg faldet i søvn på sofaen og vågnede pludselig midt i en drøm, hvor jeg kaldte på en. I drømmen hed han Storm og han havde efterladt mig en kryptisk besked skrevet med røde og grønne magnetbogstaver (Hej lærervikarreferencer), som jeg ikke helt kan huske, hvad var. Men meningen sidder stadig i mig – Det er ikke godt nok lige nu. I drømmen kaldte og kaldte jeg. Råbte på ham og skubbede samtidig alle væk, der prøvede at hjælpe. Der var ingen andre lyde end mit kald,og jeg vågnede op midt i et af dem. Helt tynget og forvirret.

Senere om aftenen stod jeg ude i min mors have i natbukser og røg en cigaret alt imens solen gik ned (Hej Nik & Jay) og tænkte. Røg og tænkte. Tænkte og røg. Og der, i kølvandet på drømmen om den forsvunde Storm, indså jeg, at jeg måtte gøre noget. Jeg ved ikke hvad eller hvordan, men noget skal gøres. For jeg skal finde ud af, hvor jeg skal hen. Jeg skal finde min vej igen, min sti. Den som jeg, efter at være kommet hjem igen, har mistet af syne. Jeg står pludselig midt i skoven og ved slet ikke i, hvilken retning jeg skal gå, men nu bliver jeg for alvor nødt til at lære at læse kort. Jeg håber bare ikke, at det er alt for sent.

Dag 268 – Mit trademark, tankefulde solnedgange

Taknemmelighedsrunden #3

1. I mandags købte jeg seks miniflødeboller fra Summerbird for at fejre noget virkelig godt. Og jeg har stadig tre tilbage. 

2. På et tidspunkt var jeg lige ved at falde ned af trappen til Nørreport station med ansigtet først, men nåede lige akkurat at få mine ben til at makke ret. Det var pænt nice sådan ikke at slå hul i hovedet. Igen.

3. Min lille kusine på fire, som er kendt for at være en strid banan, når hun skal passes, kiggede i onsdags på mig og proklamerede nærmest lykkeligt, at vi da havde haft det rigtigt hyggeligt. Måske var det alle vingummierne der talte, men jeg tror nu på, at det var kærligheden. 

4. Da jeg var til crossfit sidst, var jeg slet ikke den, der stønnede allermest. 

5. Verdens Længste Kat og jeg hygger os gevaldigt her i Brønshøj, mens de voksne er på Mallorca. Nogen ville måske mene, at noget af det var tvangshygge, men den nogen kan heldigvis ikke tale. #winwin 

6. Jeg har fået kontakt med en long-lost-studieveninde igen, hvilket i lørdags resulterede i en nærmest Nik og Jay-agtigt seance = Noget med en køretur, en solnedgang og en masse Blå Kings. 

7. Jeg har pålægschokolade i køleskabet. Og der er stadig flere hveder i hvedeposen. #yolo 

Dag 263 – Flødebollelove

Fortællingen om Min Barndoms Gade

Jeg har i de senere år godt kunne tænke mig at høre til et sted. Et lille sted med naturen som evigt holdepunkt. “Hun har Vesterhavet i sine øjne.” Det føles poetisk at sige sådan, og sådan kunne jeg godt tænke mig, at nogen ville kunne sige om mig. Der er nemlig noget romantisk over at komme fra et lille sted, et simpelt sted, et sted hvor man altid har hørt til, måske et hele ens familie i generationer har set som hjem. Sådan et sted kommer jeg ikke fra. Og sådan et sted har min familie heller ikke. I hvert fald ikke længere. Så Vesterhavet, eller noget som helst andet hav for den sags skyld, sidder ikke i mine øjne, ej gør gule rapsmarker, høje fjelde eller dybe skove.

Nej, jeg kommer fra Brønshøj. Jeg blev født i Tingbjerg, det sted de fleste nu frygter mere end Mjølnerparken eller Yahya Hassans ghetto i Aarhus, og jeg voksede op i Husum. Derfor har Brønshøj egentlig altid bare været mit postnummer, men aldrig mit kvarter. I 2700 er det nemlig de rige, der bor i Brønshøj. Den lille cirkel, der strækker sig fra der, hvor Frederikssundsvej møder Veksøvej og så op til Brønshøj Torv. Det er Brønshøj. Resten, det er bare fyld. Det er Husum, Tingbjerg, Bellahøj og Islev. Steder, som ingen andre end folk, der bor der eller folk, der følger med i Ghetto-News kender. Ikke særlig romantisk eller poetisk. Men der er jeg altså født og opvokset. I Københavns Kommune, men langt nok væk til at folk, der er født inden for broerne fnyser, (og sjovt nok også folk fra Jylland, og de burde da om nogen virkelig bare holde deres mund) hvis man formaster sig til at sige, at man er københavner.

image

Dag 252 – Bybilleder i Brønshøj 

Og det er nogen gange et problem, altså manglen på det poetiske, når nu man selv både er er romantisk og poetisk. For hvordan skal man beskrive sin barndomsgade, når det hverken er en rå gade på stenbroen eller en brostensbelagt en i Skagen.
“Den gang, jeg gik tur med min hund i Husumparken og tænkte over livet” lyder bare ikke særlig spændende eller som stuff that novels are made of. Bjarne Reuter forsøgte med Buster at gøre Brønshøj og Husum til noget andet, noget mere. Det er indtil videre ikke rigtig lykkedes. Jeg tror dog, at jeg vil forsøge. Der være noget poesi at finde fra stedet, der næsten er en forstad og næsten ikke er det.

image

Dag 268 – Det gulde hus, der en gang var fyldt med blomstrende kærlighed. Og gode blommer i haven. 

I dag gik jeg så en tur rundt i mit barndomskvarter og der fandt jeg lidt. Jeg har nemlig, på trods af alt, altid holdt af tanken om, at Brønshøj var det sted min far boede, da han mødte min mor. Og at han, da hun skulle besøge ham for første gange, stod og flagrede ude ved indgangen til det kollektiv han boede i på Frederikssundsvej, fordi han var så spændt på at se hende. Jeg kan se ham for mig stå der ved indgangen til det orange hus, som lå tre huse fra den akvariefiskehandler jeg besøgte knap fem år senere med min børnehave, og trippe. Forelsket og spændt, urolig og nervøs. Det tænker jeg altid på, når jeg kører forbi Neonfisken, som stadig ligger der. Og det gør mig glad. For selvom hverken Brønshøj, Husum eller Tingbjerg lægger op til naturskønne beskrivelser eller poesi, så fandt jeg alligevel noget af det, da jeg tænkte mig om. 

Jeg tænker derfor, at der må være flere ting at finde. Små ting der, hvis man trækker dem frem i lyset, skinner næsten lige så stærkt, som solen over Vesterhavet, så nu går jeg ud og leder efter dem.
I burde gøre det samme på denne, åh så solrige Stor Bededag.

image

Dag 267 – Frederiksundsvej ❤

Taknemmelighedsrunden #2

Det er blevet tid til nummer to af den nyopstartede Taknemmelighedsrunde! Håber at I også har ting, I er taknemmelige for?

1. Jeg er begyndt at sætte utrolig stor pris på, at jeg normalt, i en ikke-crossfit-eksisterende-verden, har helt velfungerende arme, der ikke får mig til at udbryde mærkelige gryntelyde, når jeg rækker ud efter ting (læs: nutella).

2. Om to uger får Flødebollemedbringerveninden og jeg besøg fra et styks journalistven fra England, hvilket bliver legenday-epic-awesome.

3. Denne uges Grey’s Anatomy var et to-timer langt afsnit. #lækrelægerenmasse,  #serielykke

4. Min mor og papfar skal leve luksuslivet på Mallorca, og jeg skal derfor passe Verdens Længste Kat i næste uge. I et hus. Med Have. Og opvaskemaskine. Og vinduer man kan se ud af. Og mad i køleskabet.

5. Min Veninde-Lykke-Konto er i denne weekend blevet fyldt helt op. Så fyldt, at det bliver nødt til at spredes ud over flere punkter:

6. Lækkert svin på Warpigs i Kødbyen, Comedy og derefter drinks. Og alt sammen med to af de bedsteste piger.

7. I anledning af Dronningens fødselsdag holdt jeg igår overdådig venindemiddag med to andre lækre piger, hvor der både var plads til høje grin, dans og dybe snakke.
Og vin, selvfølgelig. Der. Var. Masser. Af. Vin.

8. Venindekonto-opfyldningen er slet ikke slut endnu! Om intet mindre end fire timer skal jeg indgå i kvalitetstid med veninde nummer fem. Og noget panna cotta. #luckyme

9. Men indtil da skal jeg bare ligge på min sofa. Under et tæppe. Sammen med en anden god ven. Jeg kalder ham Netflix. #solonetflixandchill

image

Dag 261 – Og jeg skal nok også spise nogen af de her. #kagetaknemmelighed

 

Fortællingen om Sad-Dialing

I kender godt Drunk-Dialing, ikk? Det der øjeblik, hvor man i sin fuldskab synes, at det da er verdens bedste ide at ringe til sin ekskæreste for enten at fortælle ham, hvor stor en idiot han er eller hvor meget man savner ham. Og at lige meget, hvilken af disse to tilgange man vælger, så ender det i tårer (og anger over overhovedet at have ringet op), og de tårer kommer sjældent fra ekskæresten.

Jeg har haft min fair share of Drunk-Dialing-Telefonsamtaler, og det har oftest været mig selv, der har ringet op. Få gange har jeg haft en fuld mand i røret, der snøvlende erklærede sin kærlighed eller sit savn til mig, men for det meste har det været mig, der har ført fingeren hen på “ring-op-knappen”. Og for det meste er det ikke endt godt.

Der findes dog også en anden version af Drunk-Dialing, nemlig Sad-Dialing.
Sad-Dialing finder ofte sted i ydertidspunkterne af døgnet (faktisk lidt ligesom Drunk-Dialing) Det er i hvert fald oftest aften, gerne sent, hvor impulsen til at trykke et bestemt nummer på en bestemt person, som man i virkeligheden virkelig ikke burde ringe til, dukker op. 

Nogle gange er impulsen noget man har gået og undertrykt i timerne forinden, andre gange dukker den pludselig op. Men tristhed går altid forud for impulsen.

I kender det sikkert godt. Du sidder i sofaen, det er mørkt udenfor og du har lige spist kanelsnegl(e) til aftensmad. Flere gange i løbet af dagen er personen, som du virkelig ikke burde tænke på, og da slet ikke ringe til, dukket op i dine tanker. Måske har det oven i købet været en dum dag eller også er der lige sket et eller andet, der har gjort det hul i brystet, som du ellers ihærdigt har forsøgt at murre til, lidt større. Først forsøger du at distrahere dig selv ved at se dumme kattevideoer på Youtube. Det virker ikke, og pludselig tager du fat i telefonen. Du skal bare lige se de gamle beskeder igennem. Eller facebook-stalke en smule. Men det ene tager det andet, og med et sidder du og lytter til de genkendelige duuut-lyde og både håber og håber ikke, at telefonen bliver taget i den anden ende.

Dag 239 – Det hjælper fandme heller ikke på tristheden , når alt er gråt.

DOES IS RING ANY BELLS? (Pun totally intended)

Det gør det i hvert fald hos mig. Og ja, du gættede rigtigt. Jeg har lige beskrevet min aften for jer ved at lade som om, at det bare var et tænkt eksempel. You. Got. Me. Og “personen” var selvfølgelig Den Lyshårede Fodboldfyr.
Jeg havde ellers sådan en god oplevelse sidste uge, hvor jeg fik en “Jeg-savner-dig-besked fra ham.” Jeg blev glad for beskeden og vi talte sammen efterfølgende, hvilket var både hyggeligt, sjovt og rart. Men jeg savnede ham ikke, jeg nød blot, at jeg kendte ham.

Flash-forward til i dag, hvor jeg af årsager ikke egnet til bloggen, var lettere trist og derudover også savnede Fodboldfyren, fordi jeg tidligere på dagen var gået forbi en af vores favorit burgerrestauranter og blev mindet om, at “Jagten på Københavns Bedste Burger” var en forever overstået par-aktivitet. Så jeg ringede selvfølgelig til ham, der midt i tristhededen og kanelsnegleskammen. Og vi snakkede sammen. Og det var hyggeligt. Og vi grinede. Oooog jeg blev endnu mere trist, end jeg var, inden jeg ringede op. For som jeg skrev her, kommer jeg i virkeligheden bare til at savne ham endnu mere, hvis vi ses eller snakker, når jeg i forvejen savner ham. 

Det er egentlig lidt ligesom Marabou. Man har lyst til et stykke, men ved at man vil have endnu mere, når først man har taget hul på pakken. Mens, hvis man spiser et stykke på et tidspunkt, hvor man egentlig ikke har lyst, gør det hverken fra eller til.
Og så sidder man der og føler sig dum. For hvorfor overhovedet udsætte sig selv for det?
Vel nok, fordi det på trods af savnet og en ekstra portion tristhed, alligevel giver noget. Et kort glimt af samhørighed. En lille smule kærlighed. Følelsen af at have betydet noget. Jeg har ikke det endelige svar, og jeg kan heller ikke svare på, hvordan jeg regner med at kunne blive ved med have Den Lyshårede Fodboldfyr i mit liv uden ind imellem at blive ramt af savn og ondt i maven. Første skridt er dog nok at pakke telefonen væk, når tristheden indfinder sig.

Dag 259 – Sad face til Sad-Dialing

Taknemmelighedsrunden #1

Jeg prøver lige noget nyt. Det var min seje coach, der sagde at jeg måske burde prøve at tænke lidt mere positivt, når nu jeg for tiden synes, at det hele er lidt nederen. Og da jeg ikke af natur er den mest sprudlende og positive person i verden foreslog de, at jeg hver aften skulle skrive tre ting ned, som jeg var glad for var sket i løbet af dagen.
Og for at holde “Dovne Amalie” ved ilden blev det aftalt, at jeg ikke bare kunne nøjes med at skrive dem ned i en lille bog eller sige dem højt for mig selv. Nej, hver eneste aften i de næste to uger skal jeg via SMS belemre min stakkels coach med mine tre taknemmelighedsting. Indtil videre er det gået meget godt = Det har været muligt for mig at finde tre ting, der ikke var nederen hver aften, og derfor synes jeg, at jeg vil udfordre mig selv lidt mere.

image

Dag 248 – Sådan en smuk grå gåtur kan også gøre en helt taknemmelig.

Så nu, mine damer og herrer præsenterer jeg hermed (trommehvirvel) Taknemmelighedsrunden! (Skal råbes som en af de der overgearede cirkusmænd)
Denne fine og P-O-S-I-T-I-V-E liste vil blive postet en gang om ugen fra nu af og indtil der absolut på ingen måde er mere at være taknemmelig for i mit liv, (eller indtil gud forbyde det, bloggen lukker) hvilket forhåbentlig aldrig sker, men den kan og vil nok variere i antal – nogle uger er bare lorteuger)

1. Jeg har været lærervikar hele to gange i denne uge, hvilket betyder flere dollars i min tomme pengekasse. Det betyder også en rimelig hæs stemme, fordi nutidens børn absolut ingen manerer har, men det er en anden snak til et andet tidspunkt.

2. Jeg har med min enormt søde papfars hjælp fået bygget mig mit helt eget fucking flotte plankebord, som jeg helt selv og som en anden handy og kreativ sjæl har stået og slebet ude i haven hele lørdagen.

3. En af mine veninder kom med flødeboller i torsdags. Og vin.

4. En anden veninde kom med et byg-din-egen-burger-kit i tirsdags og introducerede mig samtidig for Happn, der har et lidt andet og ganske underholdende klientel. (Ved forresten ikke, hvorfor folk lige pludselig kommer med mad til mig. Jeg er jo faktisk ikke syg, jeg har bare ikke noget arbejde)

5. Det lykkedes mig kun at bruge 256 kroner, da jeg var i Ikea, hvilket aldrig nogensinde er sket før. De der Lyt-til-dine-grænser -øvelser (eller din økonomis) har altså åbenbart virket.

6. Jeg har lige fundet to kroner i en potteplante. (Lidt er også godt)

7. Igår havde jeg en fabelagtig god dag med den førnævnte flødebollemedbringer-veninde, hvor jeg ind imellem dobble cooked fries, heavy metal, øl og tarteletter virkelig nåede at sætte pris på det der med at være ung og fri.

8. Jeg har verdens længste kat hjemme hos mig mor. Og den er virkelig, virkelig nuttet og sød.