Fortællingen om En Flygtnings Fortælling

En slank ung mand går let hoppende op på den store scene og trækker vejret dybt. Han hedder Ahmad, står der på skærmen bag ham, og Ahmad kommer fra Syrien. Den unge mand med det tilbagestrøgne hår begynder sin fortælling med en let skælven og en hånd, der konstant hiver lidt i enden af sin hvide skjorte. Han er nervøs, siger han.

På Bremen mødte 650 danskere igår op for at høre 6 flygtninge fortælle deres historie. Historier som alle indebar noget svært, noget sjovt og noget smukt. Historier, der var blevet fundet frem ved hjælp af foreningen Forvandlende Fortællinger, DFUNK og Os Imellem, og som nu blev fortalt af flygtningene selv på trods af nervøsitet, stærke accenter og store sorger.

flugt

Pressebillede

Det er ikke alle flygtningene på scenen, der som Ahmad kommer fra Syrien og som er nye i Danmark. Der er Gracias fra Congo, som har været i Danmark i 15 år, der er Rand, der som lille bitte blevet taget med fra Irak af sine forældre og der er Edin fra Bosnien, som med en hjerteskærende ro fortæller om, hvordan alarmklokker og sirener stadig får ham til at fare sammen. Alle de fortællende har historier, der rør noget i mig. Alle har på den ene eller den anden måde været igennem noget de ikke burde have været igennem. Og alle ønsker inderligt at få lov til at eller blive ved med at bygge et liv op her i Danmark. At blive taget imod og accepteret.

Men det er alligevel Ahmads fortælling, der rør mig mest. Hans skælvende stemme og hans store ihærdighed for at udtale de danske ord ordentligt, historien om hvordan det hele var normalt indtil det lige pludselig ikke var det længere. Fortællingen om beslutningen om at flygte, om at komme til Danmark og om at ville det nye land så meget. Om at ville være journalist og om at holde fast i sin drøm. En drøm om et godt liv.

Historier På Flugt hed arrangementet og selvom historierne i sig selv hurtigt bliver flygtige og glemt igen i hverdagens trummerum og mediernes nyhedsstrøm, så håber jeg at dem som var med, vil huske dem. Huske på de seks menneskers historier. Huske på deres håb og drømme. Huske følelsen som dem på scenen gav dem på stolerækkerne. Og at det måske kan være føre til, at de vil gøre en forskel på den ene eller den anden måde.

Det ved jeg i hvert fald, at det vil for mig.

image

Dag 245 – De flygtendes fortællinger. 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s