Fortællingen om En Flygtnings Fortælling

En slank ung mand går let hoppende op på den store scene og trækker vejret dybt. Han hedder Ahmad, står der på skærmen bag ham, og Ahmad kommer fra Syrien. Den unge mand med det tilbagestrøgne hår begynder sin fortælling med en let skælven og en hånd, der konstant hiver lidt i enden af sin hvide skjorte. Han er nervøs, siger han.

På Bremen mødte 650 danskere igår op for at høre 6 flygtninge fortælle deres historie. Historier som alle indebar noget svært, noget sjovt og noget smukt. Historier, der var blevet fundet frem ved hjælp af foreningen Forvandlende Fortællinger, DFUNK og Os Imellem, og som nu blev fortalt af flygtningene selv på trods af nervøsitet, stærke accenter og store sorger.

flugt

Pressebillede

Det er ikke alle flygtningene på scenen, der som Ahmad kommer fra Syrien og som er nye i Danmark. Der er Gracias fra Congo, som har været i Danmark i 15 år, der er Rand, der som lille bitte blevet taget med fra Irak af sine forældre og der er Edin fra Bosnien, som med en hjerteskærende ro fortæller om, hvordan alarmklokker og sirener stadig får ham til at fare sammen. Alle de fortællende har historier, der rør noget i mig. Alle har på den ene eller den anden måde været igennem noget de ikke burde have været igennem. Og alle ønsker inderligt at få lov til at eller blive ved med at bygge et liv op her i Danmark. At blive taget imod og accepteret.

Men det er alligevel Ahmads fortælling, der rør mig mest. Hans skælvende stemme og hans store ihærdighed for at udtale de danske ord ordentligt, historien om hvordan det hele var normalt indtil det lige pludselig ikke var det længere. Fortællingen om beslutningen om at flygte, om at komme til Danmark og om at ville det nye land så meget. Om at ville være journalist og om at holde fast i sin drøm. En drøm om et godt liv.

Historier På Flugt hed arrangementet og selvom historierne i sig selv hurtigt bliver flygtige og glemt igen i hverdagens trummerum og mediernes nyhedsstrøm, så håber jeg at dem som var med, vil huske dem. Huske på de seks menneskers historier. Huske på deres håb og drømme. Huske følelsen som dem på scenen gav dem på stolerækkerne. Og at det måske kan være føre til, at de vil gøre en forskel på den ene eller den anden måde.

Det ved jeg i hvert fald, at det vil for mig.

image

Dag 245 – De flygtendes fortællinger. 

Spørgsmål Fra Amalies Verden

  • Gad vide om de fyre, der på Tinder ikke har et billede af sig selv, fordi de simpelthen er alt for vigtige til at blive genkendt, rent faktisk får likes? Jeg har sådan lyst til swipe til højre bare så jeg kan høre, hvordan det skrider frem.
  • Kunne Liberal Alliance ikke snart gøre lidt nytte og gå bort fra at fokusere på enlige forsørgere og kontanthjælpsmodtageres kontoudtog, og i stedet gøre det ulovligt for gamle mennesker at køre bil eller i det mindste selv at tanke benzin?
    Det. Går. Så. Langsomt.
  • Burde man forresten søge hjælp, hvis man bruger over halvdelen af tiden som bilist på at råbe af de andre trafikanter?
  • Når håndværksfirmaer beregner eventuelle risici ved fx stilladsarbejde, medregner de så også depressions-og selvmordsrisikoen for de beboere, der bor i de ejendomme, de pakker ind i stilladser og plastforhæng? = Jeg har ikke set solen i en måned.
  • Hvordan er det lige pludselig sket, at jeg næsten kun har jyske venner? Sådan nogen jyske venner, der hver gang en helligdag viser sig på kalenderen tager hjem til det mørke Jylland og  dermed lader deres københavnske ven alene tilbage med alt for mange karameller og ingen at dele dem med?
  • Hvornår bliver bacon for gammelt?
  • Og har Anton Bergs påskeæg altid smagt så dårligt?

 

image

Dag 234 – Spørgsmål fra hende her.

Fortællingen om Min Familie

Min familie er skør. Den er lille, den har været hårdt ramt og den har til tider været svær at leve med. Da jeg var yngre, hadede jeg at have sådan en broget familie og ønskede inderligt, at jeg i stedet kunne have en helt normal parcelhusfamilie, hvor der var styr på alting, hvor bestikket matchede og der ikke var nogen, der blev vrede eller fulde hen over påskelammet. Jeg ønskede mig en familie, hvor der ikke manglede så mange af medlemmerne, en familie fyldt med fætre og kusiner og onkler og tanter, samt bedsteforældre, der ikke lige pludselig udbryder, at de godt kunne tænke sig en onsdagsven. Men sådan en familie har jeg ikke.

image

Dag 232 – Fødselsdagslagkagen til min søde og skøre mormor

I stedet har jeg en familie, der på både min mors og min fars side har været ramt af alkohol og stofmisbrug, psykiske problemer og diagnoser og lidt for mange dødsfald. Ikke noget, der ligefrem har bidraget til den gode stemning til familiejulefrokosten og heller ikke noget, der har gjort det let at være barn. Men min familie har til gengæld også været velsignet med kreative talenter, kunsteriske succeser og et gå-på-mod og et overlevelsesinstinkt, der har bragt mange goder med sig. Min familie indeholdt og indeholder blandt andet en frihedskæmper, en politiker og partistifter, en kunstmaler, en digter, en musiker og tegner, en kunstfotograf, en medaljevindende gymnast, en succesfuld tekstforfatter, en prisvindende keramiker og mange, mange andre ildsjæle, der hver især kæmper og har kæmpet indenfor deres felter.

Jeg ved ikke, om der er en eller anden form for kosmisk eller guddommelig regel om, at hvis man er blevet begavet med et talent, en stor kærlighed eller noget tredje, så kan man ikke også blive beriget med et stabilt familieliv eller sønner, onkler, fædre eller mødre, der ikke dør fra en alt for tidligt. At hvis man er gjort af et stof, et skrøbeligt stof, der i rosenrøde perioder kan bringe smukke ting med sig, vil det til gengæld gøre det modsatte i mørke tider. Jeg ved ikke, om det er muligt at have det ene med det andet, men hvis man ser på min families track-record, så kan man ikke.

image

Dag 271 – Keramikeren 

Jeg tror på, og det er måske fordi, jeg bliver nødt til det, for at det skal give mening, at de fleste i min familie er gjort af det fine, smukke og indsigtsfulde stof, der kan kreere smukke ting, smukke ord og smukke, kloge mennesker, der hver især på deres måde, formår at udtrykke deres følelser. Men at det stof også kan gøre rigtig ondt, kan være svært at leve med og kan få selv små ubetydeligheder til at føles store og tunge. Og at det måske er derfor, at så mange af mine familiemedlemmer har eller har haft det sværere end de fleste og at alt for mange ikke er her længere.

Jeg har dog efter, at jeg er blevet ældre lært at sætte pris på dette smukke, men svære stof. Og samtidig har jeg også opdaget, at det vigtigste og det bedste ved min families brogede medlemmer ikke er det stof, vi er gjort er, men at vi på trods af alt eller måske snarere på grund af alt, alle er blevet opfostret med at man, hvis man kan, skal hjælpe dem, der har det svært. En tankegang og en tro, der gennemsyrer min familie i en sådan grad, at jeg aldrig selv er i tvivl om, at alle vil være der for mig, hvis der en dag er brug for det.
En tankegang og en tro, der sikkert også har været med til at klare os igennem de mange svære tider min familie har været igennem. 

image

Dag 236 – De sødeste grankusiner 

Fortællingen om At Være Ung og Fri

Her på den seneste har der været rimelig meget tudepudesnak på bloggen, og det skal der også være plads til. For det fylder. Men der er nu også rigtig meget andet, der fylder. Ting der fylder godt. Ting, som gør mig glad, mennesker, der får mig til at smile og dage, der bare er helt almindelige, men gode. Det skriver jeg bare ikke så meget om.

Men den sidste halvanden uges tid har faktisk været så fyldt med sjove, gode og fine ting, at jeg bliver nødt til det. Det har nemlig resulteret i en underfundig følelse, en følelse, der lugter lidt af lykke. Den har luret længe i baggrunden af mit liv og alle mine mange sociale aftaler og slog først rigtig til, da jeg i sidste uge mødtes med min gode veninde Anne for at indtage meximad på BlueTaco I Blågårdsgade. På vej derhen stoppede vi op på midten af Dronning Louises bro for at tage billeder, som de Instagrampiger vi er.

image

Dag 224 – Da lykkefølelsen ankom

Og lige der i den kølige forårssol, der var ved at gå ned, var jeg lykkelig. Lykkelig for, at jeg trods tung livsbagage, intet fast job og en god portion hjertesorg og kærlighedsabstinenser, har et godt liv. Et liv fyldt med veninder, der elsker at være sammen med mig, et liv hvor jeg er fri, ung og smuk, et liv hvor jeg mere eller mindre kan gøre, hvad jeg vil, når jeg vil. Et liv, der er helt mit eget.

Jeg havde dog ikke forventet, at jeg som 26 år og ni måneder skulle være der. Jeg havde troet, at jeg ville være godt på vej mod at kreere min egen familie, at jeg ville have et fast job og en god løn. At jeg ville være settled. Og det er jeg på ingen måde, hvilket i perioder har irriteret og skuffet mig grænseløst. Men nu ser det ud til, at jeg har fundet ro i det. At jeg har embracet og accepteret det, og at jeg faktisk slet ikke har lyst til at være noget andet sted end her.

image

Dag 225 – Der hvor blomsterne dufter

Her, hvor jeg spontant kan køre hjem til en veninde og drikke en flaske rødvin på en torsdag, her hvor jeg uden bekymringer om hentetider, deadlines og aftensmad kan melde mig til spændende arrangementer og kurser, her hvor jeg uden varsel kan tage til Nord-Norge og forelske mig i et rensdyr, her hvor jeg helt selv kan bestemme, hvordan og hvor mange lysestager, der skal stå i vindueskarmen og om hvorvidt, jeg skal have mig et plankebord, der fylder hele stuen, her hvor jeg kan spise grilled cheese i sofaen til afsnit efter afsnit af House Of Cards og her, hvor jeg kan fylde hele sengen selv eller invitere, hvem end jeg lyster ned i den.

image

Dag 230 – Eller morgenmad, det kan man også invitere med i seng.

Det er her jeg er lige nu, og jeg er endelig for alvor begyndt at nyde det. Nyde at være ung og fri og så endda i København, min by.

image

Dag 229 – Min by.

Mit Forliste Parforhold I Popsange

Til alle søde ord, smukke dage, tårer, skrig, skænderier, kram, jublen hører der hos mig sange til. Og sådan tror jeg de fleste har det. Jeg bliver stadig ført direkte tilbage til mit teenageværelse og min første kæreste, når jeg hører Your Body Is A Wonderland eller tilbage til min højskoletid, når Xanders Det Burde Ikke Være Sådan Her spiller. Og ligesådan bliver jeg ført tilbage til mine og Den Lyshårede Fodfoldfyrs ups and downs, når jeg hører disse sange. Popsangene over mit forliste parforhold.

  • Det startede med Medina. Vi To var en rimelig god sang, når man var forelsket, men ikke helt kunne finde ud af, om de der skænderier nu også var så gode for parforholdet. Sangen tager mig stadig direkte tilbage til sol, sommerfugle i maven og overanalysering af sms’er.
  • Talk Tonight med Oasis fik mig kun til at glæde mig til endnu flere lange og forelskede nætter. Og morgener.
  • Der gik et år fra vi slog op første gang til vi blev rigtig kærester igen. Og med rigtig kærester mener jeg, at vi i det år så masser til hinanden alligevel, og det førte en gang imellem til ondt i maven, hævnsex og alt, alt for meget facebook-stalking. Derfor var L.O.C sammen med Medina en fantastisk sang, når alt jeg havde lyst til var at råbe, at han han da bare kunne skride ad helvedes til, men at han ville fortryde det, hvis han gjorde.
  • Og Anna Davids Fuck Dig fejler heller aldrig, når man er bitter og er kommet for sent op på cyklen om morgenen.
  • Men L.O.C’s egen Du Gør Mig var fantastisk, når det gik godt eller når Den Lyshårede Fodboldfyr ikke var så god til at udtrykke sine følelser, men nikkede ihærdigt, hvis sangen blev spillet.
  • Okay, mere Medina. Til mit forsvar var hun altså mere end stor i 2010-2011. Ensomsangen, især den hvor Tina Dickow sang Medinas del, var rimelig fantastisk i de øjeblikke, hvor tvivlen om, hvorvidt vi skulle blive ved med at ses, herskede.
  • Man kan ikke lave en sådan liste uden Coldplay. De bød ind med Green Eyes, der blev spillet på sommerfulgefyldte kærlighedsdage med sukker på. (psst, den passede så godt, fordi jeg jo selv har grønne øjne. Åh the feels)
  • Say Something (I’m giving up on you) med Christina Aguilera og A Great Big World er hjerteskærende ond og sand, når det hele for alvor er ved at falde fra hinanden. Jeg tuder stadig, når jeg hører den.
  • For tiden kører denne her med James Bay på repeat hos mig. Jeg havde hørt den tusind gange, før jeg virkelig lyttede efter ordene og da jeg gjorde måtte jeg lægge mig ned og tude ned i en pude. Den er alt det, som jeg har følt og stadig føler omkring mit breakup.
image

Dag 170 – Musik hjælper på alt.

Du Ved Du Ikke Har Noget Job Når…

Inden I læser alle disse fabelagtige punkter, må jeg hellere lige forklare min situation.
Jeg blev næsten færdig med min bachelor i journalistik sidste år i januar. Og med næsten færdig mener jeg, at jeg manglede og stadig mangler en eksamen. En eksamen, som jeg havde tænkt mig at få ud af verden den sommer. Altså sidste sommer. Jeg fik dog i mellemtiden et vikariat på Berlingske, som gjorde det en anelse svært at læse og huske alle teorierne indenfor International Politik. Derfor mangler jeg den stadig den dag i dag, og det er også derfor, at jeg nu sidder derhjemme og læser op samtidig med, at jeg forsøger at slå mig fast som vidunderlig mad- og livsstilsjournalist, the freelance way. Det er dog lidt sværere end jeg troede, hvilket også gør at det næsten føles som om, jeg bare er en af de mange myrer i Dagpengeland. (Desværre følger dagpengene ikke med følelsen)

Anyway, here it goes! Du Ved Du Ikke Har Noget Job Når: 

  • Du altid kan sige ja, hvis nogen har brug for en babysitter, en hundepasser, en vikar eller en der kan sidde og vente på en håndværker.
  • Det er dig folk kommer til, hvis de har brug for at finde en ny tv-serie at følge med i.
  • Det er ikke dig folk kommer til, hvis de mangler en, der kan det, du har uddannet dig til.
  • Du løber pludselig aldrig tør for rene underbukser eller opvaskemiddel og indser, at du ville være den perfekte husmor, lige indtil den dag det med et slår klik og du laver en Mary Alice, selvfølgelig.
  • Du synes en tidlig morgen starter 8.30.
  • Og du tager dig selv i at føle dig vigtig, hvis du en dag skal ud af døren indenfor normal myldretid. Også selvom du bare skal til tandlægen.
  • Ingen af dine potteplanter er længere ved at dø.
  • Du ræser rundt til netværksmøder for at netværke og føler dig god og produktiv. Lige indtil du indser at ingen, der rent faktisk har et job og dermed vil kunne hjælpe dig med at få et, går til netværksmøder.
  • Håndværkerne, der udskifter ejendommens vinduer er begyndt at spørge, om du ikke burde komme lidt ud.
  • Du får så mange gode do-it-your-self ideer til boligen af at gå derhjemme. Bare ærgerligt, du ingen penge har til at realisere dem.
  • Du er begyndt at tage det personligt, når Netflix (den møgsæk) efter 7 afsnit stopper op og spørger, om du virkelig stadig ser House Of Cards. Ja, jeg gør så, din møgkælling og jeg skammer mig ikke!

 

image

Dag 222 – Prøver at arbejde hjemmefra + “Du ved du ikke har noget job, når du har tid til at style billeder midt på dagen”

Fortællingen om A Never Ending Heartbreak

I tirsdags var det en måned siden, jeg flyttede tilbage i min lejlighed. Og i torsdags var det seks måneder siden, at Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg slog op med hinanden. Det har været et underligt breakup, en langtrukket et og et, der stadig er så fyldt af kærlighed og meget mindre bitterhed, end jeg havde troet muligt. Men også et, der stadig gør ondt.
Jeg troede ellers, at jeg var ved at være ovenpå igen, noget som jeg efterhånden burde have lært ikke at tro på bare sådan uden videre. Der har nemlig været mange af sådanne øjeblikke med klarsyn og positivitet, som derefter er blevet slået helt i stykker igen af mit hjerte, der alligevel ikke var helet.

Inden vi i sommer, efter måneders gåen rundt om den varme grød, endelig fik sagt til hinanden, at vi ikke længere burde være sammen, troede jeg at det ville gå fint. Jeg havde nemlig allerede været ulykkelig og ked af det ved tanken i månederne op til, så da det endelig kom til The Real Talk var jeg sikker på, at den største sorg måske var ovre. But oh boy, was I wrong.

Da det endelig kom over vores læber føltes det nemlig, som om der var nogen, der var død, hvilket resulterede i, at jeg de følgende par uger græd, hver gang jeg kunne se mit snit til det. Det var dog ikke så tit, da vi stadigvæk ikke havde fortalt det til nogen, og derfor skulle virke cool og lykkelige udad til. Mine veninder vidste det dog godt, og jeg fik mange undrende blikke, når jeg fortalte, at vi ville vente med at gå rigtig fra hinanden, til jeg skulle afsted på Min Store Rejse. Og det lyder da også underligt, det er jeg godt klar over. Men det var det rigtige for os. For i de cirka to måneder det drejede sig om, havde vi det bedre, end vi havde haft det i meget, meget lang tid. Også selvom jeg tudede en del.

Da jeg så endelig tog afsted og det frygtelige farvel fandt sted i Kastrup Lufthavn var jeg dog igen så naiv at tro, at det her var det værste, det endelige, det hårdeste.
Det var det ikke. Jeg fik dog cirka fire måneder, hvor jeg mere eller mindre var fri af hjertesorg, fordi jeg var optaget af at rejse verden rundt og realisere mig selv, og samtidig ikke var i fysisk nærhed af Den Lyshårede Fodboldfyr. Det hjælper, skal jeg hilse at sige.
Det gør dog også, at man trækker tingene ud. For hvis jeg ikke var taget afsted, havde månederne efter vores breakup sikkert været hårdere, men jeg havde sikkert også været et helt andet sted, end jeg er lige nu. Jeg fortryder dog intet, og jeg ønsker og ønskede heller ikke et speedy breakup med en dertilhørende speedy healingsproces. Vi var trods alt sammen i seks år, og når man har kendt en person så længe, tager det også lang tid at give slip på dem.

image

Dag 201 – Når man bygger noget nyt, er det ofte bare noget rod i starten. 

Og derfor blev jeg heller ikke overrasket over, at der siden jeg kom hjem har været rigtig mange grumme, hjerteskærende følelser, som har banket på og bedt om at blive hørt. Dem som jeg ikke havde tid til i Asien. Og jeg har lukket dem ind, jeg har lyttet til dem, jeg har grædt med dem, og bagefter har jeg pakket dem pænt sammen og sagt tak for snakken.

Men jeg havde alligevel ikke troet, at jeg stadig kunne blive ramt noget så grumt og grusomt, som jeg gjorde i søndags. For selvom det tager tid, og selvom jeg ikke længere er naiv og tror, at man kan undgå at slå op med en man stadig elsker uden, at man på et eller andet tidspunkt kommer til at ligge og skrige ned i en pude, så troede jeg altså alligevel ikke, at jeg seks måneder inde i mit breakup ville gøre nøjagtig det, endnu en gang.

Men det gjorde jeg. I søndags efter jeg kom hjem fra min fantastiske rejse rundt i Nord-Norge blev jeg fyldt med tristhed. Tristhed over, at min sjæleven ikke var derhjemme til at dele min begejstring over turen, tristhed over at han aldrig ville være det igen og tristhed over, at det stadig gør så fandens ondt nogen gange. Jeg prøvede ellers at holde mig på grådens rand. Jeg sagde til mig selv, at det nok skulle gå, jeg prøvede at hygge mig med tændte stearinlys og en god serie, jeg sang sågar af mine lungers fulde kraft, da sang altid har hjulpet mig, når tristheden har sneget sig på. Men lige lidt hjalp det. Det var dog først, da jeg bankede hovedet op i mit åbne badeværelsesskab efter at have bøjet mig ned for at samle noget op fra gulvet, at jeg det slog klik. Slaget i hovedet og alle mine toiletartikler spredt ud over hele badeværelset var dråben, der fik mit bævrende bæger til at flyde over. Jeg bankede skabslågen i og råbte og skreg. Jeg kastede alle puderne fra min seng rundt i soveværelset. Jeg smed mig ned i sofaen og skreg, græd, hulkede og snottede ned i den. Og det føltes som om, det aldrig ville holde op.

Det gjorde det dog. Heldigvis. Og jeg ved, at det bliver bedre. Men det har været en svær uge, som har fulgt efter den søndag aften, også selvom ugen også har været fyldt med sjov, varme og kærlighed. Jeg har dog lært en ting, eller jeg har egentlig altid vidst det, nu er jeg bare blevet mindet om det igen. Man skal huske at række ud og bede om hjælp. Så det gør jeg i morgen.
Og i aften vil jeg synge og øve mig på min guitar. Det hjælper nemlig også.

image

Dag 220 – Singing my heart out.