Fortællingen om Hjertesorger Og Venindekærlighed

Hov, så gik der lige en hel uge uden, at jeg nærmede mig bloggen. Jeg tror, jeg lige skulle puste lidt ud oven på al den far-snak. Og derudover også flytte, drikke vin, tude lidt og gøre rent. Og så går dagene jo. Men nu er jeg tilbage med en ny fortællingen, men inden jeg begiver mig ud i den, vil jeg gerne lige sige tak. Tak for alle de mange likes, søde ord og historier fra jeres eget liv. Det betyder helt vildt enormt meget at høre fra jer, især når jeg har fyldt bloggen med noget så følsomt og ømt, som fortællingen om min far.
Så tak for det. I er for nice.

Anyways – jeg er flyttet tilbage i min lejlighed. Siden jeg kom hjem, har jeg camperet hos min kære moder og hendes kæreste (og katten), da Den Lyshårede Fodboldfyr stadig boede i min, tidligere vores, lejlighed. Men nu er han flyttet ud og jeg er flyttet ind. Helt alene. Og det er virkelig mærkeligt og nogen gange en anelse trist. Jeg havde ellers bare troet, at jeg ville suse ind og elske det med det samme efter at have boet hos min mor i en hel måned. Og dermed ikke sagt, at det ikke har været hyggeligt og rart, men der følger dog alligevel nogle udfordringer med, når man som 26-årig flytter hjem til sin mor igen. (Fx at man skal liste rundt som en lillebitte mus med tykke sokker på ens små mussefødder, når klokken har passeret de 22.30) Just saying.

Men den forestilling jeg havde om at indtage min lejlighed igen levede overhovedet ikke op til forventningerne. Det har været svært, og er stadig svært. For selvom Den Lyshårede Fodboldfyr ikke er her længere, så er han det alligevel. Det hele emmer af ham og af os og af det liv, vi forsøgte at bygge op sammen. Og det er sgu lidt svært at gå rundt i.

bøger

Dag 187 – Flytning og opsætning og at gøre tingene til sit eget.

Jeg havde dog godt luret, at den første aften tilbage i min lejlighed potientielt kunne blive fatal, (altså på tudefronten, ikke på nogen anden måde, bare rolig) og derfor havde jeg også inviteret mine veninder til noget vin og nogle kram. Det viste sig da også, at være en ret god plan, da farvellet til Den Lyshårede Fodboldfyr blev noget mere tårevædet, end jeg lige havde troet, hvilket resulterede i, at den første veninde, som bankede på døren blev mødt af en hikstende Amalie, der ikke helt kunne overskue noget.

Min hær af veninder fik mig heldigvis i meget bedre humør ret hurtigt, og det lykkedes mig også at blive rimelig vinfuld på en ellers højhellig mandag aften. Jeg tror ikke, at jeg har grinet så meget siden jeg hang ud med mine tre mandlige rejsebuddies i Chiang Mai, og det var virkelig, virkelig rart. Og selvom jeg i dagene efter også har følt tristheden lægge sig som en dum skygge henover mig, så har tanken om alle mine dejlige og fantastiske veninder hjulpet en del på det.

Jeg tror nemlig aldrig, at jeg nogensinde har følt mig så elsket og sikker på de mennesker, der er i mit liv. Og jeg bliver så øm om hjertet og helt fjollet glad, når jeg bliver mindet om, at jeg har så mange rundt om mig, der står på spring for at være der for mig, for at le sammen med mig, for at nyde mit (mit!) selskab og som er interesserede i mig og den jeg er. Og det er altså intet mindre end fantastisk.

vin

Dag 186 – Et sløret vinbillede på en kærlighedsfyldt aften.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s