Du Ved Du Er Introvert Når Du

  • finder det der med at stå og råbe andre folk, folk man ikke nødvendigvis kender særlig godt, ind i øret på en overcrowdet bar, mens man drikker dyre drinks, ufatteligt kedeligt og tendenserende til det ubehagelige.
  • får koldsved og nervøse trækninger bare ved tanken om et kursusophold med alle kollegaerne, hvor du skal dele værelse med to andre og mere eller mindre er sammen 24 timer i døgnet.
  • også falder sammen på sofaen af ren og skær udbrændthed efter at have været social en hel weekend. Og også selvom det sociale har været rigtig sjovt.
  • tager dig selv i at danse din jeg-er-mega-awesome-dans, når det rent faktisk er lykkedes dig at small-talke dig igennem et middagsselskab/fernisering/reception uden en eneste gang at have brugt vejret som gennemgående samtaleemne.
  • efterhånden er blevet verdensmester i The Irish Goodbye aka at snige dig ud fra fester uden at sige farvel.
  • altid bliver helt træt, når du endnu engang bliver fortalt at netværk er vejen frem, hvis sådan et voksenjob er noget du gerne vil have.
  • også er blevet verdensmester i at finde spændende ting at fordrive tiden med på både offentlige og private toiletter.
image

Dag 207 – Alenetid i sofaen.

Fortællingen om At Være Introvert Og At Stå Ved Det

Jeg har altid elsket at være alene. Da jeg var lille elskede jeg ligeså meget at lege alene, som at lege med andre. Og da jeg blev gammel nok til selv at bestemme om jeg ville i fritidsklub eller ej, gik jeg så ofte lige hjem fra skole for at nå at være alene hjemme lidt, at det til sidst ikke kunne betale sig, at jeg var tilmeldt. Jeg har heller aldrig kunnet lide at sove ude eller at være på koloni, men der gik mange år, før jeg koblede mit behov for at være alene til mit had til sleepovers og lejrture. Det var dog først, da jeg blev teenager, at jeg mærkede, hvor forkert jeg egentlig var i andres øjne.

Jeg gad nemlig virkelig ikke feste. Jeg ville enten helst bare være alene hjemme og hygge mig eller være sammen med et par få venner og lave noget sjovt. Og sådan har jeg det stadig.

En gang imellem tog jeg med til festerne, og jeg har da også drukket breezers og vodkasupertopform omme bag en hæk til gymnasiefesterne. Og for det meste var det også hyggeligt og man grinede med de andre og faldt på sin cykel og det var ih og åh så sjovt. Men jeg blev aldrig superduper fuld og jeg ville aldrig med videre. Og sådan er det stadig.

Jeg. Gider. Ikke. Og den følelse har siden teenageårene fået mig til at føle mig helt vildt forkert. Og kedelig. For hvem gider ikke feste til den lyse morgen?

Mig. Amalie gider ikke. Og slet ikke i byen med folk jeg ikke kender. Jeg kan faktisk nærmest ikke finde på noget, jeg gider mindre end det. Jeg vil næsten heller til matematikeksamen eller få mig en rodbehandling. (Jeg har faktisk aldrig fået en rodbehandling, så jeg ved ikke helt, hvad jeg snakker om her. Men har hørt, at det skulle være svært ubehageligt)

image

Dag 34 – Jeg vil meget hellere spise suppe og se film.

I mange år lod jeg bare som om at jeg virkelig synes sådanne ting var mega fede og fandt så ellers på den ene undskyldning efter den anden.
Det var lettere, da jeg var yngre. Så var det altid min mor, der var herre nederen. (Det er hun slet ikke, hun gav mig faktisk lov til overraskende meget i socialiseringens navn, det fortalte jeg bare aldrig mine venner) Og da jeg blev ældre og ikke længere kunne bruge min mor som undskyldning uden, at det blev underligt blev det arbejdets skyld, kærestens skyld eller kattens skyld, at jeg blev nødt til at gå tidligt.

Og så for at et par år siden holdt jeg langsomt op med at undskylde og i stedet fortælle sandheden. Jeg orkede det ikke længere. Alle de halve løgne og dårlige undskyldninger. Og jeg orkede slet ikke flere aftenener tilbragt og spildt på tilfældige toiletter, når jeg alligevel var gået med til noget, som jeg ikke havde lyst til og derfor måtte søge ly på toilettet for at få en pause eller for at vente på at klokken blev så mange, at det ville være okay at gå.

Men det er svært at sige sådan. For det er åbenbart noget, der desværre er svært for folk at forstå og acceptere. Noget jeg kan have lidt svært ved at forstå, siden jeg jo ikke anklager folk for at være overfladiske eller drukkenbolte, fordi de godt kan lide at fyre den af i weekenden. Tværtimod kan jeg sagtens se det sjove i det og forstå, hvorfor folk gør det. Jeg har bare sjældent lyst til det selv. Men det sker da. Nogen gange tager fanden ved mig og jeg joiner mine venner i byen og drikker drinks og danser grimt. Men det er sjældent og jeg gider oftest ikke blive ved ligeså længe, som mine venner gider.

image

Dag 200 – Jeg holder dog med glæde get-togethers for alle mine venner i stedet for at tage med dem i byen. Og nogen gange tager de blomster med. 

Men det betyder jo ikke at jeg er nederen. At jeg er kedelig. At jeg aldrig gider noget.

Jeg vil nemlig gerne være sammen med folk, drikke vin, grine, fortælle historier, se film, lave og spise mad, gå på cafe, gå på museum, gå ture, stå på skøjter, dyrke yoga, gå i teatret, shoppe, sladre, tale og bare være sammen. Men jeg gider ikke gå til store fester, hvor jeg ikke kender halvdelen af dem, som er med og jeg gider ikke blive særlig længe til store small-talk events, hvor mingling er the key word. Cause I dont mingle.

Heldigvis har jeg efterhånden fået sat foden så meget ned, at de fleste i min omgangskreds ved og accepterer, at jeg er sådan. Efterhånden hviler jeg så meget i mig selv, at jeg ikke føler mig forkert, når jeg siger nej tak eller går hjem før alle andre. For jeg har accepteret, at det er sådan jeg er. Jeg har accepteret, at jeg både elsker at se mine venner og at møde nye mennesker, men at jeg efterfølgende har brug for at være alene. Det er nemlig, når jeg er alene, at jeg lader op. Det er her, jeg bearbejder alle de indtryk, jeg får kastet i hovedet, det her jeg får lov bare at være mig.

image

Dag 203 – Jeg bearbejder bedst, mens jeg spiser. 

Det er dog oftest kun, når det kommer til fester og store arrangementer, at jeg får problemer. For det at jeg nyder at være alene er jo oftest en ganske smart ting. Jeg får fx ikke nervøse trækninger eller tror mit liv vil slutte, hvis jeg ikke har en aftale en fredag aften. Det sker faktisk først, hvis jeg har aftaler både torsdag, fredag, lørdag og søndag. Så bliver jeg lidt træt. Som i meget træt og har brug for at ligge i min seng en hel dag og glo ind i min computer. Eller væggen.

Nej, det er når ordet fest kommer på banen, at det bliver rigtig svært. Og det irriterer mig, at jeg stadig tager mig selv i at lyve om, hvorfor jeg ikke kan komme eller hvorfor jeg går tidligt. Det er nemlig som om, at jeg-er-træt-grunden ikke er en ordentlig nok grund. Og hvis man så formaster sig til at være ærlig og sige, at nu er man fyldt op og har brug for at komme hjem og lade op er reaktionen ofte en, der ville passe bedre, hvis jeg havde sagt, at hele aftenen havde været mega nederen og at maden i øvrigt smagte af helvedes til.

Men jeg bliver ved med at holde fast. Jeg har tilbragt alt for meget tid steder, hvor jeg for længst burde være gået hjem og jeg har brugt al for meget energi på at finde på gode undskyldninger. Og det er jeg altså simpelthen blevet for gammel til.

image

Dag 206 – Så gammel, at jeg må bruge en hel dag i sengen ovenpå høj social aktivitet.

Guide: Asien For Den Voksne Backpacker #Thailand

I guiden finder du tips til Surat Thani, nationalparken Khao Sok, Phuket, Koh Lanta, Bangkok, Chiang Mai og Pai.

Thailand er nok det mest velsmurte turistland i Asien. Og det var også der jeg tilbragte mest tid. Thailand er nemlig fantastisk, eksotisk, har lækker mad, en overvenlig befolkning og så er det lige akkurat så vestligt og vant til turister, at det er et godt valg, hvis man aldrig har været i Asien før eller bare er lidt sart.

Man skal dog derfor være indstillet på, at man på intet tidspunkt kommer til at være det eneste hvide menneske, og at det Thailand som de oprindelige backpackere fandt en gang i 70’erne for længst er væk. For som Bjarne på 65 sagde, da vi mødte hinaden på et meditationsretreat; “Ja, der var sgu ingen pandekager eller kaffekultur. Hvis man var heldig fandt de noget nescafe frem, men det var også det.”
Men altså, hvem kan helt oprigtigt være kede af, at der ER pandekager?

Pandekager og kaffekultur eller ej, så er Thailand et dejligt land, fyldt med en spændende kultur, flotte attraktioner, vidunderlig natur og meget, meget mere.

Jeg tog fra Penang i Malaysia til Surat Thani, som ikke er synderligt spændende. Det er dog her man kommer til Nationalparken Khao Sok fra, som i den grad er det.
Jeg spenderede to nætter i Surat Thani, hvor jeg lavede ingenting. Som i virkelig ingenting. Som langtidsrejsende skal man nemlig også nogle gange huske at holde søndag, så det var det, jeg gjorde i Surat Thani.
BO:
– Jeg boede her, og det var ganske fint. Igen er Surat Thani ikke synderligt spændende, men jeg havde brug for at par dage on the low low og skulle også finde frem til og booke en tur til nationalparken, hvilket var lidt svært at gøre fra Malaysia af.
SPIS:
– Da Surat Thani ikke er et sted, hvor der er mange turister er maden helt sindsygt billig. Og apropos autentisk, så er byen nok i virkeligheden et af de mest autentiske steder i Thailand, jeg besøgte. Der var streetkitchens og små restauranter, som overhovedet ikke tænkte på turister, når de krydrede maden eller besluttede sig for, hvilket slags kød, der skulle kastes ned i wokken. Ret spændende.
SE:
– Der er et stort og flot tempel i byen, som er værd at kigge lidt på, hvis man alligevel bare venter på, at man skal videre med toget. (Der er altid en god del ventetid, hvis man tager toget i Thailand.)

Sådan kommer du fra Penang til Surat Thani:
Da Penang er en ø, skal du have færgen til byen Butterworth på fastlandet for at komme nogle andre steder hen. Turen fra Penang koster ingen monetos, så du stiger bare ombord og kigger ud på vandet i alle de cirka 15 minutter overfarten tager. Derefter går man lige ind i busterminalen, hvor man igen skal være lidt vaks for at ikke blive overfaldet af ivrige sælgere.
Jeg bookede mig en minivantur fra Penang og til den Thailandske grænseby Hat Yai til omkring 50 kroner. Turen tager cirka 2 -3 timer og jeg blev sat af på den lokale togstation, hvor jeg købte mig en togbillet til Surat Thani. Den tur tog cirka 7 timer, men jeg endte med at vente på det altid forsinkede tog i omkring 4 timer.
Væbn dig derfor med tålmodighed, snacks og en god bog. Det bør egentlig bare være dit mantra, hver gang du skal noget som helst sted hen i Asien. Og især i Thailand.
Det var dog en ualmindelig fantastisk togtur, som jeg slet ikke ville have været foruden. Jeg kan derfor kun anbefale, at man i hvert fald prøver et Thailandsk tog en gang i sit liv.

 

Efter to dage i nattøj i Surat Thani tog jeg til Nationalparken Khao Sok.
BO:
– Jeg boede her og det var virkelig skønt og flot og fint. Der var dog absolut ingenting at lave, da man ikke bare sådan begiver sig ud i junglen på egen hånd. Den eneste grund til at jeg overhovedet bookede en overnatning her var dog også kun, fordi jeg ikke kunne finde ud af at booke en guidet tur rundt i parken fra nettet af, men havde læst at hotellet samarbejdede med en række turarrangører.
SPIS:
– Jeg tror nok, jeg fik den bedste Pad Thai jeg nogensinde har fået, da jeg spiste aftensmad på hotellet. Derudover fik jeg mad på min to-dages tur, som også var ganske glimrende.
SE:
– Grotter, vandfald, jungle, aber, fugle, klipper og bare natur, natur, natur. Jeg fandt frem til Khao Sok Smiley Bungalows and Lakehouse, som henter dig ved dit hotel, hvor du sammen med en gruppe andre sejler rundt på den gigantiske sø, der er parkens største attraktion og som man kan og skal bade i, bespiser dig tre gange dagligt, lader dig overnatte i fine, flydende bungalows, tager dig med ind i fantastiske grotter, på jungletrekking og på natsafari for at se på stjerner og abeøjne i mørket. Det. Var. Fantastisk.

Sådan kommer du fra Surat Thani til Khao Sok:
Jeg gik fra mit hotel og ned til busstationen og fandt der bussen, der gik til Khao Sok. Det er dog en helt almindelig offentlig bus, så husk at sige til buschaufføren, at du skal af ved Khao Sok. Turen tager cirka en time. Når du står af bussen vil der højest sandsynlig stå et par uautoriserede taxachauffører klar, og tag du bare med en af dem. De gør ikke noget, men husk at prutte om prisen, og så kører de dig hen til dit hotel og bærer også gerne al din bagage helt ind i receptionen, som de guttermænd de er.

 

Da jeg var færdig med at måbe af naturen tog jeg til øen Phuket. Det var egentlig aldrig en del af planen at tage forbi partyøen Phuket, men skæbnen ville at jeg skulle lægge vejen forbi det danske konsulat på øen for at hente to nye kreditkort, som min søde bankrådgiver havde sendt afsted til Thailand. Jeg fik nemlig kopieret mit kort i en indonesisk hæveautomat og fik stjålet omkring 17.000 kroner før banken og jeg opdagede noget = I was in critical need of new credit cards. Men Phuket viste sig nu at være meget fin.
BO: 
– Jeg boede på dette hostel, som var rigtig fint og lå midt i Old Town, hvilket gjorde det muligt at gå rundt til det meste, dog ikke til stranden.
SPIS:
– Jeg var forbi dette pandekagested to gange på samme dag, en gang til morgenmad og en gang til en omgang aftensdessert. Det var ren pandekageheaven.
– En af dagene fik jeg mig også en vældig god pizza hos OSOT Apotheke Cafe & Pizzeria, samt en meget interessant snak med ejeren, som havde boet i USA og derfor talte flydende engelsk, hvilket altså er en utrolig sjældenhed i Thailand.
SE:
– Gå op ad de mange trin til den tårnhøje og kridhvide Buddah, besøg den berømte og berygtede strand Patong Beach, gå igennem Old Towns gader og kig på gamle huse og fine butikker
– Og hvis du er på Phuket i midten af oktober måned, kan du opleve byen gå amok i vegetarisk mad og mærkelige ritualer, når Phuket Vegetarian Festival bliver afholdt.

Sådan kommer du fra Khao Sok til Phuket:
Bed din turarrangør om at sætte dig af ved busstoppestedet. Det er det samme sted, som du stod af, da du ankom til parken. (Det ligner overhovedet ikke en busstoppested, men det er det) Her kan du købe en billet i busstoppestedets lille kiosk, hvor du også gerne må sidde og vente på at bussen ankommer. Væbn dig også her med tålmodighed og en god bog. Når bussen ankommer behøver du ikke at gøre noget, for den kører direkte til Phuket. Turen tager cirka 5 timer og koster cirka 20-30 kroner.
Fra busterminalen på Phuket kan du tage en taxa til dit hostel. Generelt er Phuket en del dyrere end andre steder i Thailand, og du kan derfor godt risikere at komme af med omkring 200-300 bath.

 

Da jeg havde fået fat i mine nye kreditkort tog jeg til Koh Lanta = Himlen.
Koh Lanta er en lille ø på omkring 35 kilometer med store hvide sandstrande, lækre friskfangede fisk og masser af ro. Jeg valgte den ø, fordi jeg efter min hektiske Malaysiatur og mit spændende ophold i Khao Sok havde brug for afslapning og ro til at foretage al den der soul searching, som jeg jo havde planlagt at skulle i kast med. Og det skete da også.
BO:
Jeg blev på Koh Lanta i en hel uge og nød hvert øjeblik. Og det skyldtes nok også især mit hotel, hvor jeg splurgede og fik mig et værelse med havudsigt. Det var et rigtig hyggeligt hotel fem minutter fra stranden, værelset var hjemligt indrettet, havde en vidunderlig udsigt og i receptionen kunne man tanke op på gratis vand. (Det er altid et plus, når man render rundt i 35 graders varme og ikke kan drikke vandet fra hanen.)
SPIS: 
Det vrimler med lækre restauranter på øen, så spis til du segner!
– Et godt sted at spise morgenmad, hvis man er begyndt at savne brød er The Living Room. Her kan du få brød i alle afskygninger, god kaffe, smoothies og meget mere.
– Hvis du tager til Koh Lanta skal du spise på Fresh Restaurant, ellers tilgiver jeg dig aldrig. Her fik jeg den lækreste grillede fisk nogensinde. Jeg tænker stadig på den en gang imellem og savler lidt.
– Hvis du har lyst til ægte thaimad serveret af en sød og moderlig kvinde, bør du lægge vejen forbi Mays Kitchen. Her kan du få stillet sulten og lidt til.
– Og når du alligevel skal ned og ligge på stranden og sole, så køb dig nogle tempurarejer eller en god curryret hos Lanta Castaway  Beach Resort. Det smager SÅ godt og købet giver dig samtidig retten til at kapre en af deres bløde liggestole. De har derudover også massagedamer, der er parate til at gå lidt rundt på dig, hvilket varmt kan anbefales.
SE: _
– Der er ikke super mange attraktioner på øen, men lej en scooter og kør rundt og få vind i håret, slug nogle insekter og se på nogle udsigter.
– Læg også vejen forbi Lanta Animal Welfare og gå tur med en hund, klap en kat og doner nogle penge til de super nuttede dyr, som du også kan adoptere. De frivillige er smadder søde og fortæller gerne om centrets historie, viser dig de søde hunde- og kattebasser og lader dig kramme dem allesammen, hvis du har lyst.
– Og hvis du har fået nok af strand og søde dyr (who are you?!) så smut ind til Old Town og kig på de sjove huse på pæle i vandet, shop souvenirs og spis lækker mad på de mange restauranter og cafeer.

Sådan kommer du fra Phuket til Koh Lanta:
Spørg på dit hotel eller hostel om, hvad en færgebillet til Koh Lanta koster. Gå derefter ud og find det billigere på et af byens mange rejsebureauer. Mit hostel tilbød mig turen til 650 bath, og jeg fik den til 400 hos et rejsebureau, som også hentede mig på mit hostel og kørte mig til båden. Turen til Koh Lanta tager cirka 2 timer, da man stopper på Koh Phiphi og skifter til en mindre båd.

 

Three nights in Bangkok and badumbadumbadum… Jeg  var faktisk slet ikke sikker på, at jeg havde lyst til at tage til Bangkok. Jeg var der, da jeg var 12 og fandt byen rimelig overvældende. Men så fandt jeg ud af, at man kunne få de her is i Bangkok, og så tog jeg afsted! Og det var en god beslutning.
BO:
– Jeg boede på dette virkelig fine og farverige hostel, hvor personalet også talte rigtig godt engelsk. Som I nok har opdaget foretrækker jeg hostels, hvor man får sin egen lille kasse, og det gør man også her. Desuden ligger det centralt lige i nærheden af en metrostation.
SPIS:
– Tag forbi The Black Box og bestil The Hungry Man. Gå derfra mæt og glad. Bum.
Cafeen byder på masser af forskellig mad, både morgenmad, frokost og aftensmad, har et industrielt look og er helt klart et besøg værd.
– Hvis du kan lide dessert, (og hvis du ikke kan, så tror jeg altså ikke vi kan være venner) så skal du tage herhen. After You er nemlig desserthimlen over alle desserthimler, og du skal helt sikkert og uden tvivl prøve deres honey toast. Og derefter alt andet på menukortet.
– Hvis man er foodie som mig, bør man også lægge vejen forbi Siam Paragon Mall, som har en hel etage med mad, der er lidt ligesom Mad og Vin i Magasin bare gange 2380.
Spis dig mæt og glad og lidt til og tag derefter ud og få dig noget street-food inden du forlader Bangkok.
SE:
– Tag forbi Grand Palace, gå igennem China Town, sejl på floden, gå på marked og brug alle dine penge, lad dig opsluge af Bangkoks hårdtslående puls.
– Og når du har gjort alt det, så tag forbi Penistemplet. Det er sjovt.

Sådan kommer du fra Koh Lanta til Bangkok:
Jeg bookede en billet med minivan og minifærge fra Koh Lanta til Krabi, hvor jeg der blev sat af ved busstationen. Her købte jeg en busbillet til Bangkok VIP style. Turen tager cirka 12 timer, men man har nogle meget brede og lækre sæder, får gratis mad ved en rasteplads (og her taler vi ikke tyske rastepladspølser, men lækker thaimad) og man har sin egen skærm man kan se film på. Alt sammen for den nette sum af knap 50 kroner.

 

Efter Bangkok tog jeg lige en pause fra Thailand, men efter den tog jeg til Chiang Mai – den bedste by i Thailand.
Chiang Mai ligger i Nordthailand, tæt ved grænsen til Laos og Myanmar, så der tog jeg først hen, da jeg havde været igennem Cambodia og Vietnam. Og novra, hvor er det dog en dejlig by, som jeg også endte med at blive i, i en hel måned.
BO:
– Jeg fik mig et gig som journalist gennem Backpack Consulting, som jeg varmt kan anbefale at bruge. Derfor boede jeg ikke på hotel, men havde en hel lejlighed for mig selv for til gengæld at skrive et par artikler for en australsk fyrs firma. Rimelig god deal.
SPIS:
Jeg kan jo næsten ikke vælge, da der er SÅ mange lækre spisesteder i Chiang Mai. Jeg prøver dog alligevel lige.
– Spis din morgenmad på Rustic And Blue og bliv blown away. Det er så lækkert, så hyggeligt, og så fint. Så er det sagt.
– Hvis du har lyst til lidt vegansk mad og noget hippiatmosfære, så spis aftensmad på The Tea Tree Cafe. De laver en mega god burger og har mange forskellige og sjove arrangementer i løbet af ugen. Et sådan arrangement kan du blandt andet læse om her.
– Hvis du har lyst til salat, så smut inden om The Salad Concept. Deres menukort er fyldt med lækre, sunde og fyldige salater.
– Når nu du er i Thailand, skal du også prøve at smage en ægte Thai Iced Tea. Den bliver ikke lavet bedre end hos The Meeting Room Art Cafe, som i øvrigt også bare er mega hyggelig = fyldt med bøger.
SE:
– Gå tur rundt om den gamle bymur, der omkranser byens enorme og smukke voldgrav.
– Få dig en massage og andre spabehandlinger og føl dig som en nyfødt. (Jeg kan reelt ikke huske, hvordan det føltes at være nyfødt, men regner med, at jeg havde det ligeså dejligt, som da jeg var færdig med en omgang thaimassage og en økoansigtsbehandling på Green Bamboo Massage.
– Tag til Chiang Mai Grand Canyon. Der er virkelig smukt, man kan bade og man får en gratis herbal drink, når man betaler for indgangen.
– Bestig (kør op ad på en scooter) Thailands næsthøjeste bjerg, Doi Inthanon og kig ud på den smukkeste udsigt. Men husk varmt tøj. Bjerget rejser sig 2,5 kilometer over havets overflade, så der er pænt koldt.
– Tag til Monk Chat hver dag fra 17-19 og ja, snak med en munk. Du kan spørge om det meste og de vil mægtig gerne svare dig. Templet, der afholder Monk Chats tilbyder også et meditationsretreat, hvor man bliver indsluset i buddhisme og dens meditationsmetoder.
– Hvis du besøger Chiang Mai i slutningen af november får du chancen for at være med til lanternefestivalen Loi Kratong. Gør det og elsk det. Det var noget af det fineste, jeg har været med til.

 

Har du base i Chiang Mai, men vil gerne se noget mere natur? Så tag til Pai.
Det gjorde jeg, og det var lækkert. Pai er en lille bjergby, der ligger cirka tre timer fra Chiang Mai. Her er der marker, bjerge, varme kilder og god mad.
BO:
– Jeg boede her på Bueng Pai Farm, og det var virkelig smukt, lækkert og hyggeligt.
SPIS: 
– I Pai er der også virkelig mange lækre spisesteder, et af dem hedder Fat Cat og serverer lækker morgenmad såsom smoothie bowls, havregrød med alskens toppings og yogurt med hjemmelavet müsli.
– Et andet godt morgenmads- og sundhedssted er Earth Tone, som serverer de lækreste glutenfri vafler, juicer og har en lille butik, hvor man kan købe alt fra chiafrø til vaniljepulver.
– Læg også vejen forbi Lemon Thyme. De serverer virkelig gode frokost- og aftensmad. Jeg tænker stadig på den shakshuka med oksekød, som jeg sad og stønnede over, da jeg var der.
SE:
– De varme kilder er helt klart et besøg værd. Der er flere “bassiner”, hvor temperaturen i vandet falder, jo længere du bevæger dig op eller ned.
– Gå en tur op og ned af markedsgaden, læg ned og slap af, og bare nyd den lettere hippieagtige atmosfære, der i byen.

Sådan kommer du fra Chiang Mai til Pai:
Tag en tuktuk, en rød bil eller en taxa til busstationen i Chiang Mai og spørg efter busser til Pai. Man skal gå igennem selve stationen og over den store parkeringsplads, man kommer ud på. Men spørg, det er nemmest. Turen koster knap 50+60 kroner og man sidder dejlig tæt i en minivan, som snørkler sig op og ned af bjergene for at komme frem. Så husk køresygepillerne!

 

OBS: Da Thailand ikke bruger latinske bogstaver i deres alfabet er der mange thailændere, der ikke kan læse engelske skilte, adresser osv. Sørg derfor for at få skrevet adressen på dit hotel eller den restaurant du skal besøge ned på thai, hvis du fx skal have en taxa. Ellers kan det blive vanskeligt.

Fortællingen om At Være Alene-Alene Og Så Alligevel Ikke

Jeg har nu været tilbage i min lejlighed i to uger, og jeg er så småt ved at vende mig til at være alene igen. Og med alene mener jeg i den fysiske forstand. Det faktum, at jeg er a.l.e.n.e – alene arbejder jeg stadig på. Det er nemlig noget, jeg nærmest aldrig har været. Jeg har mere eller mindre haft en kæreste, siden jeg var 14 år gammel. Ikke den samme vel og mærke, men jeg har haft en. (Noget jeg vist også lige har nævnt i forbifarten her og her) En der fyldte mig op og som var en del af mig og min person. Der har altid været en lige efter Amalie. Amalie og Dit kommer senere, Amalie og Dat har været i teatret, Amalie og Dut skal ud at rejse. Og nu, for første gang i knap 12 år er jeg helt alene.

Jeg var selvfølgelig alene og single, da jeg tog afsted på min lange rejse. Det blev jeg, da jeg grædende og snottende sagde farvel til Den Lyshårede Fodboldfyr i Kastrup Lufthavn og forlod Danmark, ham og vores liv. Vores verden. Men det er først nu, hvor jeg er tilbage i mit eget normale liv, at jeg rigtig mærker det. Mærker og forstår, at det er det jeg er. Alene. Helt alene i mig selv. Og så alligevel er jeg det ikke.

For vi taler stadig sammen. Fodboldfyren og jeg. Det er stadig ham, jeg ville ringe til, hvis der skete noget forfærdeligt eller noget helt vildt sjovt. Det er stadig ham, der næsten er alt. Og så alligevel ikke helt.

Forleden korresponderede vi over snapchat (jeg hedder forresten Amalie FR på snapchat, så I følger bare, hvis I har lyst) og han sendte mig en selfie.
Og jeg ved ikke, om det var lyset, min egen træthed eller noget tredje, men han så underlig ud. Eller altså, han så ud, som han plejer, men så alligevel ikke. Først kunne jeg ikke finde ud af, hvad det var, men efter noget tid gik det op for mig, at det måske var fordi jeg for første gang så ham, som den han er. Som den andre ser ham som og ikke som min store og eneste kærlighed. Og det gjorde mig på den ene side enormt trist, og på den anden side også fortrøstningsfuld.

stormfuld

Dag 193 – Solen titter frem.

Trist fordi den realisering gør det endnu tydeligere, at det her ikke bare er en ond drøm. Vi er ikke sammen længere og skal heller ikke være det. Og fortrøstningsfuld fordi det at se ham i sådan et lys måske kan gøre det lettere at blive ved med at kende ham. At beholde ham i mit liv. Det skal nemlig ikke være nogen hemmelighed, at selvom jeg ikke vil og ikke kan være sammen med ham, stadig har allermest lyst til at kaste mig i armene på ham, når jeg ser ham. Og det er ligesom ikke særlig progressivt for hele getting-over-him-and-him-over-me-udfordringen. Men samtidig er der ingen af os, der har lyst til ikke at ses, ikke at snakke, ikke at kende hinanden.

Så jeg håber og har nu fået lidt mere tro på, at vi en dag kan se på hinanden uden, at det gør ondt. Uden at føle, at det måske er en fejl. Uden at være lige ved at række ud og så ikke gøre det.

Men uanset, hvad vores forhold ender med at blive til, skal jeg stadig lære at stå på egne ben. Lære at være alene, vende mig til, at der ikke kommer nogen lige efter Amalie. Og det er, hvad det meste af min tid går med i øjeblikket.

Jeg forsøger at finde ud af, hvem jeg er uden en kæreste. Uden ham.
Jeg har veninder på besøg. Jeg rykker rundt på møblerne. Jeg planlægger og drømmer om, hvordan mit nye liv skal være. Jeg spiser pizza i nattøj, mens jeg ser Greys Anatomy. Jeg ligger vandret i sengen og vender mig så hele madrassen bouncer.
Jeg er mig, Amalie. Hvem end hun så er.

comiseng

Dag 196 – “Single Life, I’m embracing you.”

Guide: Asien For Den Voksne Backpacker #Hongkong, Bali og Malaysia

I denne guide finder du tips til Hong Kong, Seminyak, Ubud, Gili Air, Kuala Lumpur, Melaka, Cameron Highlands og Penang. 

Jeg tænker, at det er ved at være på tide at komme med en overordnet guide til Asien og alle dets spektakulære sights, hostels, restauranter og meget mere. Den overordnede guide bliver dog delt op i et par indlæg, da jeg simpelthen har for meget at fortælle til, at det kan være i et indlæg alene. Denne guide kommer derfor til at omhandle Hong Kong, Bali, Gili Air og Malaysia. Den næste bliver Thailand og den sidste bliver Cambodia og Vietnam. Håber I kan bruge dem til noget, og I er altid mere end velkomne til at skrive, hvis I har spørgsmål eller bare gerne vil sige hej.

Jeg tog afsted den 3. september 2015 og landede som det første i London. Der var jeg dog kun i 2 timer, så her kan jeg ikke være til så meget hjælp. Altså ud over at sige, at hvis I skal til London, bør I virkelig booke bord til afternoon tea på Browns Hotel.

Anyways – Efter 13 gode timer i luften landede jeg i sveddryppende Hong Kong:
BO:
– Jeg boede her. Det var et meget lille hotelværelse, på et meget lille hotel, og jeg tilbragte sammenlagt omkring 7 timer der. Man kan sikkert finde andre lignende hoteller, men prisen var god i forhold til Hong Kong og mega dyr i forhold til resten af Asien.
SE:
– Jeg var kun i byen i 22 timer og så derfor ikke alverden. Jeg var dog oppe på Victoria Peak, som var flot, men meget turistet. Ellers gik jeg bare rundt og var mere eller mindre jetlagged, svedig og forvirret.

 

Derefter kom jeg til Bali. Åh, Bali:
BO: 
– De første tre dage tilbragte jeg i byen Seminyak og boede på dette hostel. Et virkelig fint og rent et, og et som er godt til folk, som aldrig har boet på hostels før, da man nemlig fik sin helt egen kasse, så det næsten ikke føltes som om, man boede sammen med andre, når man gik ind i den.
SPIS:
– Alle tre dage spiste jeg morgenmad på The Fat Turtle, som serverer de bedste pandekager, de bedste omeletter og de bedste juicer. Jeg kunne sagents være flyttet ind.
– Derudover oplevede jeg lækker beachlounge stemning på Potato Head Beach Club, som også serverer lækker panna cotta og gode drinks.
SE:
– Seminyak er også fyldt med flotte interiørbutikker, så hvis man er til sådan noget, bør man tage en ekstra kuffert med. Derudover er der selvfølgelig stranden, hvor man kan tage surfkurser eller bare dase dagen væk.

 

Herefter tog jeg til Ubud, som helt klart var mit favoritsted på Bali. Byen har en spændende vibe, god mad, lækre butikker og smuk, smuk natur omkring den.
BO:
– Jeg boede først på dette homestay og derefter på dette hotel. Det sidste var helt klart det bedste, men jeg har også kun hørt gode ting om dette sted, hvis man gerne vil have det lidt billigere.
SPIS:
– I Ubud vrimler det med masser af lækre cafeer og spisesteder, og hvis du klikker her, kan du læse om de fem bedste, som jeg har skrevet om i Berlingske. 
SE:
– I Ubud dyrkede jeg en masse yoga i The Yoga Barn, som også afholder spændende foredrag om aftenen.
– Derudover så jeg risterrasserne, The Holy Spring Temple, vulkanen Batur og en kaffeplantage. De tre første er helt klart et besøg værd, det sidste var lidt for turistet til min smag. Glem heller ikke The Sacred Monkey Forrest Sanctuary, men pas på at aberne ikke hapser lidt af dig.

Sådan kommer du fra Seminyak til Ubud:
Jeg bestilte en taxa på mit hostel, som tog mig direkte til mit hotel i Ubud. Det kostede cirka 250.000 rupies, og kunne måske have været gjort billigere, og måske ikke. Uanset følte jeg, at pengene var okay givet ud, da det alligevel tager omkring halvanden til to timer at komme frem. Og min taske var virkelig tung.

 

Efter Ubud tog jeg til Gili Air, som er en ud af tre bounty-øer, der ligger ud for Bali.
Gili-øerne består af Gili Tarawangan, Gili Air og Gili Meno. Gili T er den største og den med flest fester, Gili Air er midt i mellem og Gili Meno er den, hvor der sker absolut mindst.
BO:
Jeg boede her, og det var ganske fint, omend meget ungt.
SPIS:
Øen vrimler med lækre restauranter, barer og bambuscafeer, så man går i hvert fald ikke sulten derfra.
– Jeg spiste blandt andet på Scallywags Beach Club og fik den lækreste seafood.
– Derudover fik jeg mit koffeinfix på Coffee & Thyme, som også har et af øens bedste, dog stadig meget svage, wifisignal.
SE: – Der er ikke meget at lave på øen, hvilket også er meningen. Men man kan snorkle, tage dykkerkurser, sole, bade og spise en masse lækker mad.

Sådan kommer du fra Bali til Gili:
Der er mange forskellige måder at komme til Gili-øerne på, og mange af dem involverer en eller anden form af, at du bliver snydt. Så pas på. Ud fra min erfaring, var det lettest, at tage til kystbyen Padangbai, hvorfra båden til Gili går. Du kan komme til Padangbai med en hyret chauffør, og det bør ikke koste mere end 300.000 rupies og helst mindre.
Jeg købte min bådbillet via mit hostel i Padangbai, som fik den til mig meget billigere end, hvis jeg selv var gået ind på det lokale rejsebureau.
Jeg gav omkring 400.000 rupies for en returbillet, mens rejsebureauet ville have 600.000 for en enkelt. Det kan derfor virkelig godt betale sig at spørge sig frem, inden man finder pungen frem.
Jeg kun sov på hostlet en nat, og kun fordi jeg skulle til Gili Air og kom lidt sent hen ad eftermiddagen. Hvis man kommer tidligt om morgenen, kan man sikkert også gå ind og bede om hjælp til køb af billet uden at overnatte der. De laver en glimrende Nasi Goreng og har et væld af pandekager til morgenmad.

 

Malaysia, Malaysia, Malaysia: Jeg landede i Malaysia efter tre uger i Indonesien og blev blæst bagover af moderne Kuala Lumpur og dets mange enorme shopping-malls og høje skyskrabere.
BO:
– Jeg boede på dette hostel, hvor jeg havde mit eget værelse, men delte bad og køkken med de andre beboere. Det var pænt, rent og hyggeligt, men lå ikke i et synderligt interessant område.
SPIS:
– En ting man skal prøve, når man er i Kuala Lumpur er at besøge Jalan Alor, som er en stor gade, der er lukket af for trafik. Fra hus til hus hænger der kulørte lamper og glimter i mørket og klimtende musik og gadesælgere forsøger at overdøve restauranternes og street-food sælgernes gode tilbud. Kom sulten, da gaden lægger op til, at man ikke kun spiser et sted.  
SE:
– I min tid i hovedstaden besøgte jeg KL Bird Park, som var et sjovt besøg, hvis man altså ikke er bange for fugle. De flakser frit rundt og er flotte.
– Jeg besøgte også China Town og KL-Tower, men tilbragte også en stor del af tiden med bare at gå rundt og kigge på gaderne og derefter søge ly for varmen i de gigantiske shopping-malls som har alt, hvad hjertet begærer.

Sådan kommer du fra Bali til Kuala Lumpur:
Tjek Momondo og find den billigste flybillet. Og så bare luk øjnene og sig til dig selv, at det kun er et par fly fra Air Asia, der er styrtet ned. Det kan til gengæld gøres for sølle 300 kroner.

 

Efter Kuala Lumpur tog jeg bussen til Melaka. Og Melaka er en virkelig hyggelig by, som også er rigtig historisk spændende, da den bærer stort præg af dets portugisiske og hollandske kolonier. Den er dog ikke større end, at man behøver at tilbringe mere end et par dage her.
BO:
– Jeg boede på dette hostel, som var virkelig fint og lækkert med sødt personale, men ret langt væk fra byen. Jeg vil heller ikke anbefale det til kvinder, der rejser alene, da man skal over en rimelig mørk og øde plads, når man kommer hjem om aftenen.
SPIS:
– Kom gerne så du er her en søndag, så får du nemlig The Night Market med, der bliver afholdt i Jonker Street. Her er masser af boder, der sælger tingeltangel, lækker streetfood, slik og billige solbriller, men også lækre kokosolier.
– Læg også gerne vejen forbi Eleven Bistro, som serverer malaysisk mad inspireret af det portugisiske køkken. De laver de bedste honningdryppende kyllingevinger, jeg nogensinde har smagt.
– Til morgenmad kan du med fordel sætte dig godt til rette hos The Daily Fix Cafe, som har alt, hvad en morgenmadselsker kunne drømme om. Jeg var forbi to gange.
SE: 
– Under mit besøg besøgte jeg The Stadthuys, som er et historisk museum, der både dækker Malaysia generelt, men især Melaka og dets historie og traditioner.
– Tag også på bådtur rundt på byens kanaler og besøg derefter A Famosa, som er ruinen af et fort fra 1511. Det ligger højt på en bakketop, så man kan se ud over byen og bjergene, og så er der også ret mange søde katte, der hænger ud der. Pas dog på at forveksle fortet med resortet af samme navn. Det giver ikke helt den samme stemning.

Sådan kommer du fra Kuala Lumpur til Melaka:
Jeg tog som sagt bussen fra KL til Melaka og billetten købte jeg på Terminal Bersepadu Selatan ved bare at troppe op en god time inden afgang og så erhverve mig den. Den kostede omkring 20 kroner, og det tager cirka 3 timer at komme fra KL til Melaka.

 

Efter Melaka tog jeg til Cameron Highlands, et sted jeg havde set utrolig meget frem til at besøge. Cameron Highlands ligger i Malaysias højland og er omringet af frodige bjerge og duftende teplantager. Derudover har stedet holdt stædigt fast i den engelske indflydelse fra kolonitiden, og derfor er det som at træde ind i et stykke af England, når man ankommer. Jeg var vild med det. Noget som du også kan læse mere om her.
BO:
Jeg havde scoret mig en journalistdeal og boede derfor på dette fantastiske hotel, som fuldt ud talte til mit anglofile hjerte. Jeg kan kun anbefale det, også selvom det koster kassen i forhold til de hostels, jeg ellers normalt frekventerede. Man kan argumentere for, at hvis man overhovedet kan finde midlerne, bør man booke et værelse, da Cameron Highlands alligevel godt kan klares på to dage. På den måde er det ikke hele ens budget, der ryger på en tur på luksushotel.
SPIS:
Hvis man alligevel skønner, at man ikke gider at lægge klejner til engelsk et luksus-sleepover, så kan man med fordel alligevel lægge vejen forbi hotellet for enten at indtage deres afternoon tea eller deres berømte og lokale steamboat-dinner. Og nej, det foregår ikke på en båd. Og nej, du er ikke den eneste, der troede det og blev overrasket.
SE:
Jeg bookede en tur med Eco Cameron Highland Tours, der tog mig og en gruppe andre rejsende med på The Mossy Forrest Tour, som var helt og aldeles fantastisk. Her kom man dybt ind i en del af skoven, som er beklædt med tykt, fugtig og grønne lag af mos, der fik en til at tro, at man var med i en Hobitten film. I turen var der også inkluderet et stop på en teplantage, en udkigspost og til sidst et besøg på den lokale tefabrik.

Sådan kommer du fra Melaka til Cameron Highlands:
Der er ingen direkte bus imellem de to byer, og derfor blev jeg nødt til at tage tilbage til Kuala Lumpur for så at tage bussen til Cameron Highlands. Jeg valgte at dele turen op i to, og dermed overnatte i KL, inden jeg om morgenen fortsatte videre til Cameron Highlands. Jeg købte en returbillet fra KL til Melaka, og da jeg kom tilbage til KL lagde jeg vejen forbi en af byens andre busstationer, som er der bussen til Cameron Highlands går fra. Ignorer alle sælgerne, der straks spotter dig, når du træder ind og gå målrettet efter firmaet Transnasional, som sælger billetter på ærlig og sikker vis.
Og så husk køresygepiller og at sikre dig en vinduesplads. Det meste af turen foregår på snørklede bjergveje.

 

Da jeg var færdig med at savle over Cameron Highlands tog jeg til Penang. Og her var der fanastisk! Penang er en stor ø lige ud for fastlandet tæt på grænsen til Thailand. Og den største og bedste by hedder George Town. Her er der fyldt med streetart, kaffebarer, uimodståelig lækker mad og søde mennesker. Jeg kunne snildt være blevet længere.
BO:
– Jeg boede på dette hostel, og det var virkelig godt. Det var ikke noget særligt, men personalet var enormt søde, hjælpsomme og snakkede godt engelsk og det lå lige midt i det hele, men uden at det var larmende.
SPIS:
– De fleste aftenener spiste jeg på, steder der kan minde lidt om Copenhagen Street Food, bare billigere og bedre. Store pladser med madboder, der alle sælger deres egen specialitet. Det skal prøves! Og sådanne steder findes heldigvis flere steder i George Town.
– Der er som sagt et væld af lækre og hyggelige kaffebarer og en af dem, jeg kom til at holde meget af var denne. Derudover besøgte jeg også The Purrfect Cat Cafe, som laver fin kaffe, sælger alt i kattemerchandise og som også har levende katte boende, som man kan klappe og lege med.
SE:
– Skaf dig kortet, der viser vej hen til George Towns streetart og brug dagen på at se på den fede kunst, gå på kaffebarer og tøm de omkringliggende butikker.
– Meld dig også gerne til en rundtur på The Blue Mansion og hør, hvordan en kinesisk købmand byggede det eneste orginale kinesiske hus uden for Kina og om alle hans mange koner. Det var nok det smukkeste hus, jeg har set på min rejse.
– Hvis natur er noget, du lyster så brug også en af dagene på at tage til Malaysias mindste nationalpark og gå ad junglens små stier indtil du når vandet og stranden. Her er der babyskildpadder, og hvis du er heldig kan du se en abe langt opppe i træerne.

Sådan kommer du fra Cameron Highlands til Penang:
Da jeg skulle tilbage fra Cameron Highlands fik jeg hotellet til at tjekke tiderne og købte derefter blot en billet på den lokale og eneste busstation i byen kort inden afgang. Turen tager omkring fem timer, og det første stræk er ned af det samme snørklede bjerg, så husk flere køresygepiller!

 

OBS: Da Malaysia er et muslimsk land, bør man som kvinde være opmærksom på, at nogle mænd kan være lidt nærgående. Klæd dig derfor lidt mere tækkeligt, end du ellers ville i et tropisk klima, og pak dine shorts helt væk. Det er åbenbart noget, der signalerer, at man er med på den værste.

Spørgsmål Fra Singleland

Efter at have været i mere eller mindre faste parforhold i omkring 12 år (12 år?! Enten er jeg virkelig gammel eller også startede jeg bare meget tidligt….) er jeg blevet virkelig, virkelig single nu. Og det har affødt en del spørgsmål om denne nye, fagre verden.

  • Hvad skal man gøre, hvis man hedder Amalie og man finder Ulven Peter på Tinder? 
  • Når man på en date bliver spurgt om, hvorvidt man er misundelig på de veninder man har, som har børn – er det så et trickspørgsmål? Sådan et som, hvis man siger ja, så finder manden straks et kors og et par hvidløg frem og begynder at hvæse som en vred kat? Eller er det, fordi han bare gerne vil vide om, man eventuelt kunne være frisk på at lægge krop til et par babyer? 
  • Helt seriøst – hvor meget betydning skal man lægge i smileys eller mangel på samme?
  • Forventer mænd over 35 også, at man er glatbarberet?
  • Hvorfor kan voksne mennesker, der sikkert normalt godt kan finde ud af at sige klart og tydeligt nej tak til kage eller rosenkål, hvis de har ikke lyst – ikke finde ud af, at sige det samme til mennesker, som de har ikke har lyst til?
  • Er man en slut, hvis man bare gerne vil ses med nogen, drikke vin og knalde, men ikke rigtig gider at ligge i ske bagefter?
  • Hvorfor hedder alle pæne mænd i alderen 28-35 år enten Christian eller Martin? Magen til uopfindsomme 80’er forældre skal man da så overhovedet ikke lede længe efter.
  • Hvornår er det i orden at nævne en eks-kæreste? Og her mener jeg selvfølgelig ikke på sådan en; “Ej, det er sjovt, du siger det, der har jeg en gang også været med min eks-kæreste. Det var helt vildt romantisk!” Men mere sådan en; “Nårh, nej, der er ikke nogen, der har stjålet halvdelen af mine møbler, jeg har bare ikke lige fået købt nogle nye efter min eks-kæreste flyttede.” Må man det eller skal man lyve?
  • Burde man i stedet bare få sig en kat og så sige, at det var det?
  • Og er det med vilje, at supermarkedernes singlepakker giver en lyst til at sætte en pistol for panden?

 

singlemenu

Ja, så fuck da mig, da. 

Fortællingen om Hjertesorger Og Venindekærlighed

Hov, så gik der lige en hel uge uden, at jeg nærmede mig bloggen. Jeg tror, jeg lige skulle puste lidt ud oven på al den far-snak. Og derudover også flytte, drikke vin, tude lidt og gøre rent. Og så går dagene jo. Men nu er jeg tilbage med en ny fortællingen, men inden jeg begiver mig ud i den, vil jeg gerne lige sige tak. Tak for alle de mange likes, søde ord og historier fra jeres eget liv. Det betyder helt vildt enormt meget at høre fra jer, især når jeg har fyldt bloggen med noget så følsomt og ømt, som fortællingen om min far.
Så tak for det. I er for nice.

Anyways – jeg er flyttet tilbage i min lejlighed. Siden jeg kom hjem, har jeg camperet hos min kære moder og hendes kæreste (og katten), da Den Lyshårede Fodboldfyr stadig boede i min, tidligere vores, lejlighed. Men nu er han flyttet ud og jeg er flyttet ind. Helt alene. Og det er virkelig mærkeligt og nogen gange en anelse trist. Jeg havde ellers bare troet, at jeg ville suse ind og elske det med det samme efter at have boet hos min mor i en hel måned. Og dermed ikke sagt, at det ikke har været hyggeligt og rart, men der følger dog alligevel nogle udfordringer med, når man som 26-årig flytter hjem til sin mor igen. (Fx at man skal liste rundt som en lillebitte mus med tykke sokker på ens små mussefødder, når klokken har passeret de 22.30) Just saying.

Men den forestilling jeg havde om at indtage min lejlighed igen levede overhovedet ikke op til forventningerne. Det har været svært, og er stadig svært. For selvom Den Lyshårede Fodboldfyr ikke er her længere, så er han det alligevel. Det hele emmer af ham og af os og af det liv, vi forsøgte at bygge op sammen. Og det er sgu lidt svært at gå rundt i.

bøger

Dag 187 – Flytning og opsætning og at gøre tingene til sit eget.

Jeg havde dog godt luret, at den første aften tilbage i min lejlighed potientielt kunne blive fatal, (altså på tudefronten, ikke på nogen anden måde, bare rolig) og derfor havde jeg også inviteret mine veninder til noget vin og nogle kram. Det viste sig da også, at være en ret god plan, da farvellet til Den Lyshårede Fodboldfyr blev noget mere tårevædet, end jeg lige havde troet, hvilket resulterede i, at den første veninde, som bankede på døren blev mødt af en hikstende Amalie, der ikke helt kunne overskue noget.

Min hær af veninder fik mig heldigvis i meget bedre humør ret hurtigt, og det lykkedes mig også at blive rimelig vinfuld på en ellers højhellig mandag aften. Jeg tror ikke, at jeg har grinet så meget siden jeg hang ud med mine tre mandlige rejsebuddies i Chiang Mai, og det var virkelig, virkelig rart. Og selvom jeg i dagene efter også har følt tristheden lægge sig som en dum skygge henover mig, så har tanken om alle mine dejlige og fantastiske veninder hjulpet en del på det.

Jeg tror nemlig aldrig, at jeg nogensinde har følt mig så elsket og sikker på de mennesker, der er i mit liv. Og jeg bliver så øm om hjertet og helt fjollet glad, når jeg bliver mindet om, at jeg har så mange rundt om mig, der står på spring for at være der for mig, for at le sammen med mig, for at nyde mit (mit!) selskab og som er interesserede i mig og den jeg er. Og det er altså intet mindre end fantastisk.

vin

Dag 186 – Et sløret vinbillede på en kærlighedsfyldt aften.