Fortællingen om Min Far Del 3

Jeg fløj hen over store søer af is og tunge skyer fyldt med frossen regn, jeg så ned mod jorden, der hvor min far lå og ventede på at dø og håbede, at jeg ville nå det, at jeg ville kunne nå at sige farvel. Jeg var holdt op med at håbe at han ville leve videre, at han ville blive rask og ikke dø.
Jeg var holdt om med at bede hysterisk til en gud, som jeg altid har håbet eksisterede. Alt jeg bad om, deroppe i luften, i et fly fyldt med sovende mennesker, var at jeg ville kunne nå at holde ham i hånden, inden han døde. Men min far forsvandt, mens jeg fløj hen over Atlanterhavet, han fløj ud af sin krop helt alene, alt imens jeg kiggede ud over søer af frossent vand og lavendelfarvede skyer.

Jeg mærkede det ikke engang. Jeg mærkede ikke, at min far han døde.

- Uddrag af skriblerier, februar 2010. 


Min far døde den 26.januar 2010 og jeg var der ikke. Jeg befandt mig på den anden side af Atlanterhavet i Washington D.C, da min mor ringede til mig og fortalte, at min far var meget syg og sandsynligvis ikke ville leve meget længere. Jeg skyndte mig at få en ny billet hjem og satte mig op i flyet med troen på, at jeg selvfølgelig ville nå hjem.
Alt andet ville være for brutalt, for ondt. Men jeg nåede det ikke.
Min far døde tre timer før jeg landede, og dermed blev den gang jeg vinkede farvel til ham fra toget på Vesterport Station året før låst fast i tiden, som den sidste gang jeg så ham. 

Jeg var 20 og et halvt år gammel, min bror 17 år og fire måneder og vi havde ikke længere nogen far. Ikke at det egentlig havde føltes sådan de sidste mange år af vores liv. Jeg havde ikke set min far i et år, da han døde og selvom jeg i dag kan slå mig selv oven i hovedet over, at jeg ikke tog ud og besøgte ham, bare en gang inden, så var der en grund til mit fravær. Eller måske nærmere min fars.

vejen...

Dag 182 – Vejen hen til min far.

Jeg ved ikke helt præcist, hvornår det begyndte sådan for alvor at gå galt. For sådan som det var i de sidste fem år af min fars liv, var ikke sådan som det altid havde været.

Før da havde jeg set ham jævnligt. En gang hver anden eller tredje måned og med både opkald og sms’er ind imellem. Nogen gange var det rart at se ham, andre gange var det en skuffelse, men uanset var der en forståelse imellem os og et ønske om at ses.

Men på et tidspunkt holdt jeg op med at høre så meget fra ham. Og i takt med, at jeg samtidig blev mere og mere voksen, selvstændig og fik mit eget liv blev de gange, hvor jeg selv rakte ud også færre. Det var svært, at få ham til at passe ind i mit liv, men mest af alt skyldtes min afstandtagen nok også, at jeg ikke kunne rumme den følelse, der overmandende mig, hver eneste gang, vi sagde farvel. Frygten for, at dette var sidste gang, jeg skulle se ham. Og så var det lettere helt at lade være.

Da jeg var yngre, havde jeg håbet og bedt til, at han ville holde helt op med at drikke og blive en normal far, som vi kunne komme på weekend hos. Men da jeg blev ældre ændredes det håb sig til et ønske om, at han bare var ædru, når vi en gang imellem sås. Det fungerede i nogle år, men på et tidspunkt var det ikke længere nok. Jeg vidste nemlig godt, at det ikke kunne blive ved, at hans krop på et tidspunkt ville bukke under og give op. Det var som at gå og vente på, at en stor og altødelæggende bombe ville springe. Jeg vidste, at det ville ske, men ikke hvornår.

farsgrav

Og derfor har hans død også været en lettelse. Selvom jeg ville give næsten alt i verden for at få lov til at se og tale med ham en sidste gang, er det alt i alt lettere, at han ikke er her længere. Den uro og frygt som har været som en permanent prikken i hjertet hele mit liv er væk nu. Alle de frustrationer og den vrede, som min far kunne aflede findes ikke længere. De bekymringer jeg kunne have om fremtiden, om hvordan det dog ville gå, hvis jeg en dag skulle giftes, holde runde fødselsdage, barnedåbe og så fucking videre. De er der ikke længere, for han er her ikke længere. Og selvom det kan lyde hårdt, og selvom jeg også har kæmpet med at accepetere disse følelser er jeg kommet frem til, at det er helt ok og ikke mindst forståeligt.

Samtidig er det faktisk også blevet nemmere at holde af min far, når jeg ikke hele tiden konfronteres med hans dårlige sider. I dag husker jeg ham for det meste for det gode han var og det gode han gjorde. På hans kærlighed, hans talenter, hans fine norske accent og på det faktum, at når han var der, sådan helt og fuldstændigt, så var han den bedste.

Den bedste far.

Ps. Jeg kan kun anbefale, at tage kontakt til TUBA, en organisation, der tilbyder gratis terapiforløb til voksne børn af alkoholikere. Det har hjulpet og hjælper mig stadig utrolig meget. Både at høre lignende historier og at opleve genkendelsen hos andre, men også og mest det at indse, at den jeg er i dag hænger så utrolig meget sammen med de oplevelser, jeg har haft i min opvækst. 

Den realisation er for alvor vejen frem mod et liv, hvor jeg ikke længere behøver at være i min fars, mine følelsers og min egen selvdestruktive vold. Og det er virkelig rart.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s