Fortællingen om Min Far Del 2

Det sidste ægte minde jeg har om min far er jeg 19 år gammel og fyldt med ømhed.
Min far havde tidligere på året meldt sig til X-factor og blev hurtigt landskendt som den berusede nordmand, der sang og spillede sin egen sang Masterbrew, og som især tog Blachman med storm. Han gik derfor videre til bootcampen, hvor Lina Rafn dog efterfølgende sendte ham hjem for at være for fuld.

I månederne min fars X-factoreventyr stod på skiftede jeg mellem at være vred og pinlig, men også lidt håbefuld. For hvad nu hvis det hjalp ham?
Jeg var vred, fordi han overhovedet stillede op, da det jo nærmest indebærer alt, hvad især et barn af en alkoholiker frygter – at folk finder ud af ens hemmelighed.
Pinlig da, ja det behøver jeg måske ikke at forklare så gennemgående -en fuld far på landsdækkende tv er ikke just noget, som gavner en 19-årigs selvværd.
Og så vred igen, fordi han alligevel fuckede det op. For håbet havde jo også været der, et håb om, at han ville gribe den chance han havde fået og dermed få sit liv på ret køl igen.

Men det gjorde han ikke, hvilket var derfor jeg tilsidst endte med at være fuld af ømhed.
Jeg kan huske, at han ringede til mig og fortalte, at han ville komme til København næste dag, da han var blevet bedt om at være med i Aftenshowet. De ville vist gerne lige høre lidt om, hvordan det var at blive smidt ud af bootcampen på grund af en for høj promille. (Dejlige mennesker) Og han ringede derfor for at spørge, om min bror og jeg ikke ville drikke en kop kaffe efter interviewet.

Det blev dog ikke til noget. Interviewet altså. Værten havde åbenbart forventet, at alkoholikeren fra X-factor ville være komplet ædru, når nu han fik lov at være med i Aftenshowet, og da hun fandt ud af, at han ikke var det, ville hun ikke interviewe ham. (Igen, skønne mennesker, der på Aftenshowet, og ja jeg er stadig bitter)

Så der stod han. Midt på Rådhuspladsen med fuld tv-makeup og så en kende trist ud, og den alt for velkendte følelse af, at ville beskytte ham og sørge for at intet ondt skulle ske ham, overmandende mig.

farxfactor

Dag 181 – Min far til X-factor audition. Billede lånt af Ekstra Bladet. 

Det endte dog med, at blive en hyggelig aften og min kærlighed og ømhed til min far overskyggede min vrede til ham. Jeg kan huske januaraftenens kulde og cafeens varme lys. Og at jeg nåede at tænke, at det her næsten var normalt. Bortset lige fra den der lyst til at pakke min far ind i vat og pakke ham ned i en lille kasse, så intet ondt kunne ske. Knap så normalt.

Efter cafebesøget fulgtes vi alle tre op til Vesterport Station. Min bror og jeg skulle den ene vej, min far den anden. Vi krammede farvel, da vores tog kørte ind på perronen og da jeg vendte mig om for at vinke farvel en sidste gang, inden jeg steg på toget, så jeg at han havde tårer i øjnene. Jeg ved ikke om det var kulden eller om, han var ked af at skulle sige farvel. Men tårerne, de var der og sidenhen har jeg krampagtigt holdt fast i deres eksistens.

Det var nemlig sidste gang jeg så ham. Min far.

Læs med i morgen for Del 3

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s