Fortællingen om Bagageovervægt Og Min Løftetatovering

Jeg har en del bagage. Og med bagage mener jeg ikke rigtig bagage. Altså, det har jeg også, når jeg skal ud at rejse, men med tiden er jeg blevet god til at minimere den mængde tøj og sko, jeg putter ned i min rullekuffert og derfor er den faktiske bagage i mit liv ikke så voldsom tung.

Det er derimod den symbolske. Den vejer efterhånden et ton og er på ingen måde formet som en håndterbar Samsonitekuffert. Nej, den minder mere om stor, tung og altoverskyggende sort klat, som man på ingen måde kan pakke pænt sammen og putte ned i en skuffe og så sige, at det var det.

Jeg har gennem hele mit liv forsøgt at håndtere den voksende bagage, jeg trækker rundt efter mig. Terapi, lykkepiller, cutting, et selvmordsforsøg, laaange parforhold, et højskoleophold, mere parforhold, lidt mere cutting, en del mere terapi, flere lykkepiller og en stor udenlandsrejse er bare nogle af de metoder jeg har taget i brug. Og således er metoderne også blevet en del af min bagage og har nogle gange gjort den lettere, men de fleste gange bare endnu tungere.

Jeg har ikke haft en forfærdeligt liv. Overhovedet. Men jeg har oplevet og været igennem flere hårde og forfærdelige ting end de fleste på min alder. De fleste jeg kender, har oplevet at gå igennem hårde tider og har været igennem ting, som har præget dem og til en vis grad gjort dem til den de er i dag. De fleste af dem kom dog over det og videre langt hurtigere end jeg. Jeg blev ved med at støde hovedet mod svære ting og blev dermed også ved med at forsøge at finde måder at klare mig igennem dem på.
Måder som oftest slet ikke hjalp overhovedet, snarere tværtimod.

I løbet af de sidste par år og især de sidste par måneder føler jeg dog, at jeg er blevet bedre til at håndtere de svære ting, der nu en gang drysser ned over mig ind imellem.
Jeg har efterhånden fundet mig nogle kneb, når det føles som om, at hele min verden ramler. Kneb, der gør at jeg ikke falder tilbage i samme selvdestruktive rille, som før. Men allervigtigst har jeg lært elske mig selv og at sætte mig selv først. Og jeg har lært at elske livet og at kræve af det og af mig selv, at det bliver et godt et. Også selvom jeg kommer til at opleve hjerteskærende ting, der slår mig helt i gulvet.

 

louisiana

Dag 175 – Og hvis det går helt galt, kan jeg bare gå ind i sådanne rum her.

Efter mit sidste store fald mod intetheden for et par år siden har jeg indset, at jeg aldrig vil derhen igen. Jeg vil ikke lade mig selv synke så langt ned i mudderet, at jeg har brug for et helt redningshold for at komme op igen. Men samtidig har jeg også accepteret, at jeg er en skrøbelig sjæl. Og at det vil være helt okay, at tage imod al den hjælp jeg kan få, hvis jeg igen en dag kan mærke jorden under mig give efter.

Samtidig har jeg efterhånden også fået så meget selvindsigt, selvkærlighed og “selvopmærksomhed”, at sådan en omgang altødelæggende tristhed skal være umanerlig snedig eller bogstavelig talt komme fra den ene dag til den anden, hvis ikke jeg skal nå at sætte en stopper for den, inden den overtager alt.

Jeg har ikke taget en beslutning om aldrig nogensinde at blive virkelig, virkelig trist igen. Det kan man ikke. Men jeg har som sagt bestemt mig for, at hvis/når sådan en omgang ond depri-tristhed kommer og banker på, så vil jeg ikke vende mig mod mine gamle “kneb” og mod mørket. Aldrig.
I stedet vil jeg hele tiden søge efter lyset og livet og mod visheden om, at jeg nok skal blive glad igen.

Da jeg var ude at rejse tænkte jeg meget over alle disse ting. Især da det blev mere og mere tydeligt for mig, at jeg er blevet klogere, ældre og visere. Men vaner er svære at ryste af sig, og derfor besluttede jeg mig for at give mig selv noget, der skulle minde mig om det, hvis det en dag igen blev svært at være mig.

Påmindelsen blev en tatovering, en tatovering af et bjerg og et par fugle, hvoraf en af dem lige er ved at lande på toppen af en af tinderne. Og med præcis instruktion fra mig til tatovøren blev symbolet på, at jeg har, kan og vil klare mig igennem svære tider, placeret oven på et af de tydeligste ar jeg har.
Et ar som jeg selv har skabt en gang, da verdenen og livet var alt for svært at håndtere.
Og med den allerførste streg blev der uden ord også afsagt et løfte – Aldrig mere.

 

tatoveringindlæg

Dag 176 – Symbolet

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s