Fortællingen om Provinsbyen Fra Helvede Og Hjertet

Så, jeg tog til Odense i weekenden. Over broen og ud i det fynske for at besøge en god veninde og hendes dejlige søn. Det har jeg gjort mange gange efter jeg selv flyttede fra byen og tilbage til København. Ja, jeg boede nemlig i provinsen (gys!) i hele to år, da jeg læste på universitet for at blive sådan en journalisttype.

Jeg flyttede til Odense i efteråret 2011 for at begynde på universitet og boede i den første halvanden måneds tid hos den Lyshårede Fodboldfyr, der selv var flyttet til byen for at blive klog og studere året før. Derefter flyttede jeg sammen med to piger, og da det ikke helt gik som planlagt, flyttede jeg til sidst ind i min egen lille studiebolig, hvor jeg boede indtil jeg i 2013 tog ham fodboldfyren under armen og flyttede tilbage til Købehavn for at starte i praktik.

Det var en rimelig simpel opsummering. Og den dækker nu overhovedet ikke alle de ting, der egentlig skete i Odense eller begrunder, hvorfor jeg nu dedikerer et helt indlæg til en gammel studieby.

 

huse

Dag 162 – På vej til provinsen

Jeg vil forsøge at forklare. 

Odense var svær. Og mørk, grå og lillebitte. Når man kommer fra København, that is.
Jeg var ellers total med på det der med at flytte derover. Jeg skulle begynde på universitetet, starte et helt nyt liv og møde en masse søde og spændende mennesker.
Og så boede Den Lyshårede Fodboldfyr der jo også, hvilket efter et års tid på on-and-off-kærlighedsmode også var en virkelig stor grund til, at jeg slet ingen skrupler havde over at skulle flytte langt væk hjemmefra. (langt væk i danskermålestok, selvfølgelig)

Desværre blev det slet ikke så lyserødt, som jeg havde forestillet mig. Det var først og fremmest svært, i hvert fald for mig, at komme ind under huden på mine nye medstuderende og finde nogen, som jeg rent faktisk kunne være venner med.
Derudover hjalp efteråret og vinteren heller ikke synderligt på hverken humøret eller kulturlivet i Odense og sidst, men slet ikke mindst, var det svært (for nogen) at gå fra et on-and-off kærlighedsmode til et helt og aldeles altid tændt et af slagsen.

Og selvom det til sidst blev bedre, meget bedre faktisk, og jeg flyttede fra Odense med en helt tændt kæreste (ikke på den måde, I lummerbasser) og en stak nye og dejlige veninder, så forbliver Odense for mig åbenbart et sted, hvor der var mørkt og trist.
Hvor usikkerheden fyldte alt for meget og hvor hjem lige pludselig var noget meget diffust.

 

Odense

Dag 164 – Odense

Jeg havde det dog godt det sidste år, jeg boede der. Jeg havde venner, var tryg, klarede mig godt på studiet og den Lyshårede Fodboldfyr og jeg lo og kyssede en masse.
Jeg fik stablet et liv på benene efter et meget, meget hårdt første år og savnet til København var ikke længere en grundfølelse i mig. Og da jeg så en solskinsdag i august 2013 sagde farvel til Odense var det med en vis tristhed. Som når man siger farvel til et sted, der har betydet noget godt for en.

Men hver eneste gang jeg nu kører over broen og ind i Odense, bliver jeg ramt af en underlig følelse. Sådan en blanding af melankoli og nostalgi. Og ikke en gensynsglæde, som jeg alligevel synes ville være det mest logiske at blive ramt af. (Udover den snappen efter vejret, der også indfinder sig, når folk omkring en pludselig taler syngende fynsk)

Kender I det, når en man finder en gammel ansigtscreme eller parfume frem og duften med det samme fører en tilbage til den gang det at snave med 16-årige Mikkel var det eneste man kunne tænke på? (Skift gerne selv navnet ud, men I forstår vel, hvad jeg mener?) Når man pludselig får tusindvis af minder smidt i hovedet og samtidig mærker alle de følelser, der sidder fast i dem?

 

dør

Dag 168 – Døren til Odense og minderne

Sådan har jeg det, hver gang jeg genser Odense. Når jeg træder ud af toget på Banegården og kigger mig omkring, når jeg går rundt i byen og ser på de små fine huse, når jeg går forbi min/vores gamle Fakta for crying out load. Så bliver jeg ført tilbage til alle de følelser og svære ting, som 22-årige Amalie gik igennem, da hun først flyttede til Odense. Og det er ikke altid særlig rart.

Jeg håber, at det en dag ændrer sig. At jeg kan komme til Odense og bare opleve den som det den er. Danmarks tredjestørste by, H.C. Andersens fødested og der, hvor jeg en gang boede og læste til journalist. Det er andet er sgu lidt for svært, men også misvisende.
For der var også masser af fine og gode ting ved Odense, og masser af fine og gode mennesker.

Det vil jeg prøve at tænke på, næste gang jeg kører over broen.

 

veninder

Mennesker som den her slags for eksempel. Tre styks fantastiske veninder og et styks klodset Amalie med sår på hagen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s