Fortællingen om Mit Hemmelige Forhold Til Mad

Der har været stille her fra blogland siden jeg landede i København.
Jeg skulle nemlig lige lande, sådan helt rigtigt og ordenligt i min danske verden, holde nytår, kramme veninder, lillebrødre og mødre, gense Lyshårede Fodboldfyre og ikke mindst finde mig til rette i alle de mange følelser, som al den krammen og genseen har affødt. Og det er jeg egentlig stadig i gang med, og det bliver sikkert også afdækket i et blogindlæg i den nærmeste fremtid.

Men der er dog også noget andet, som har taget en stor del af min tid i de første par dage af dette splinternye år. Noget, som hvis du følger mig på Instagram måske godt ved, hvad handler om.

Jeg har nemlig været på kursus. Et kursus ved navn Mit Hemmelige Forhold Til Mad, som bliver afholdt af coachen Sofia Manning og som har det formål, at få kursusdeltagerne ud af deres såkaldte madmisbrug og dermed give dem et normalt forhold til mad.

sofia

Dag 158 – Min redningsbog

For nogen lyder det måske underligt og overdrevet. Men for mig giver det mere mening end noget andet. Jeg tror nemlig ikke, at jeg kan huske, hvornår jeg sidst har spist noget uden at tænke unaturligt meget over det bagefter eller under selve måltidet. Og jeg tror ikke, at jeg kan huske, hvornår jeg sidst ikke reagerede ved at spise eller tænke på at spise, når noget i mit liv var svært. Mad har i næsten to årtier fyldt næsten hele mit liv ud og ikke på en særlig god måde. Jeg har slået mig selv oven i hovedet, når jeg ikke har kunnet holde en kur, jeg har spist til, jeg var ved at segne, når jeg ikke kunne overskue at føle mine følelser og jeg har regeret hårdt og kontant i korte perioder, hvor jeg satte sundhed op som den eneste sandhed og både dømte mig selv og andre, hvis ikke grønkålen fyldte mest på tallerknen.

Jeg har været styret af mad, af at spise og ikke at spise og har været tynget af den skam, der har fulgt efter de kurer og livstilsændringer, som altid bare er endt i chokolade og med ikke ændre noget som helst.

Det kan måske være svært for nogen at forstå, at mad kan fylde så meget for nogle mennesker, og det kan nok også være svært at acceptere, at man til en vis grad godt kan stille nogle menneskers forholdt til mad med et misbrug, der minder om det som alkoholikere og narkomaner har til henholdvis alkohol og stoffer. Men efter at have læst Sofia Mannings bog, Mit Hemmelige Forhold til Mad og især efter at have deltaget i kurset af samme navn ved jeg, at det kan man sagtens. Jeg ved dog også fra egen familieerfaring at både stoffer og alkohol er langt mere ødelæggende for alt i misbrugernes og deres pårørendes verden, og jeg vil derfor heller ikke holde fast ved, at det er præcis det samme. Men det er alligevel de samme mekanismer, der går i gang i en madmisbruger og i en alkoholiker, når man lover sig selv, at nu er det nok. Når det derefter fylder alt i ens tanker. Og når man til sidst giver op og efter for trangen og vender tilbage til de velkendte og selvdestruktive vaner og mønstre. Oftest i al hemmelighed og fuld af skam.

mad

Dag 159 – Et af de første alenemåltider efter kurset

Den indsigt har gjort det lettere for mig at forstå og acceptere mit forhold til mad, og har fået mig til at forstå, at sådan som jeg har haft det i så mange år faktisk ikke er normalt, men at det heller ikke bare er min egen skyld – det er ikke bare mig, der er en dovenlars uden rygrad, der burde tage sig sammen – noget som de fleste heller ikke længere kunne eller ville finde på at sige til en “almindelig” misbruger – I stedet er det et misbrug og et problem inde i mig, der gennem flere år og årtier har vokset sig større og større og langsomt har overtaget hele mit følelsesliv og har påvirket, hvordan jeg er blevet som person.

Men nu er jeg fuld af håb og har via de værktøjer som jeg har fået på kurset allerede oplevet en snert af, hvordan det er at have et helt normalt forhold til mad. Jeg er sikker på, at det bliver en lang rejse, men jeg er også sikker på, at det her er det helt rigtige for mig og at jeg en dag vil opdage, at maden næsten ikke fylder i mine tanker længere. Og indtil da vil jeg kæmpe videre og på et tidspunkt håber jeg også, at jeg vil være klar til at dele min såkaldte “madhistorie” med jer herinde på bloggen. Indtil da kan jeg kun anbefale jer at læse mere på Mithemmeligeforholdtilmad.dk .

Rigtig god iskold onsdag fra mit dejlige København!

kulde

Dag 160 –  Iskolde København stopper ikke mig i dag. 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s