Fortællingen om Min Far Del 3

Jeg fløj hen over store søer af is og tunge skyer fyldt med frossen regn, jeg så ned mod jorden, der hvor min far lå og ventede på at dø og håbede, at jeg ville nå det, at jeg ville kunne nå at sige farvel. Jeg var holdt op med at håbe at han ville leve videre, at han ville blive rask og ikke dø.
Jeg var holdt om med at bede hysterisk til en gud, som jeg altid har håbet eksisterede. Alt jeg bad om, deroppe i luften, i et fly fyldt med sovende mennesker, var at jeg ville kunne nå at holde ham i hånden, inden han døde. Men min far forsvandt, mens jeg fløj hen over Atlanterhavet, han fløj ud af sin krop helt alene, alt imens jeg kiggede ud over søer af frossent vand og lavendelfarvede skyer.

Jeg mærkede det ikke engang. Jeg mærkede ikke, at min far han døde.

- Uddrag af skriblerier, februar 2010. 


Min far døde den 26.januar 2010 og jeg var der ikke. Jeg befandt mig på den anden side af Atlanterhavet i Washington D.C, da min mor ringede til mig og fortalte, at min far var meget syg og sandsynligvis ikke ville leve meget længere. Jeg skyndte mig at få en ny billet hjem og satte mig op i flyet med troen på, at jeg selvfølgelig ville nå hjem.
Alt andet ville være for brutalt, for ondt. Men jeg nåede det ikke.
Min far døde tre timer før jeg landede, og dermed blev den gang jeg vinkede farvel til ham fra toget på Vesterport Station året før låst fast i tiden, som den sidste gang jeg så ham. 

Jeg var 20 og et halvt år gammel, min bror 17 år og fire måneder og vi havde ikke længere nogen far. Ikke at det egentlig havde føltes sådan de sidste mange år af vores liv. Jeg havde ikke set min far i et år, da han døde og selvom jeg i dag kan slå mig selv oven i hovedet over, at jeg ikke tog ud og besøgte ham, bare en gang inden, så var der en grund til mit fravær. Eller måske nærmere min fars.

vejen...

Dag 182 – Vejen hen til min far.

Jeg ved ikke helt præcist, hvornår det begyndte sådan for alvor at gå galt. For sådan som det var i de sidste fem år af min fars liv, var ikke sådan som det altid havde været.

Før da havde jeg set ham jævnligt. En gang hver anden eller tredje måned og med både opkald og sms’er ind imellem. Nogen gange var det rart at se ham, andre gange var det en skuffelse, men uanset var der en forståelse imellem os og et ønske om at ses.

Men på et tidspunkt holdt jeg op med at høre så meget fra ham. Og i takt med, at jeg samtidig blev mere og mere voksen, selvstændig og fik mit eget liv blev de gange, hvor jeg selv rakte ud også færre. Det var svært, at få ham til at passe ind i mit liv, men mest af alt skyldtes min afstandtagen nok også, at jeg ikke kunne rumme den følelse, der overmandende mig, hver eneste gang, vi sagde farvel. Frygten for, at dette var sidste gang, jeg skulle se ham. Og så var det lettere helt at lade være.

Da jeg var yngre, havde jeg håbet og bedt til, at han ville holde helt op med at drikke og blive en normal far, som vi kunne komme på weekend hos. Men da jeg blev ældre ændredes det håb sig til et ønske om, at han bare var ædru, når vi en gang imellem sås. Det fungerede i nogle år, men på et tidspunkt var det ikke længere nok. Jeg vidste nemlig godt, at det ikke kunne blive ved, at hans krop på et tidspunkt ville bukke under og give op. Det var som at gå og vente på, at en stor og altødelæggende bombe ville springe. Jeg vidste, at det ville ske, men ikke hvornår.

farsgrav

Og derfor har hans død også været en lettelse. Selvom jeg ville give næsten alt i verden for at få lov til at se og tale med ham en sidste gang, er det alt i alt lettere, at han ikke er her længere. Den uro og frygt som har været som en permanent prikken i hjertet hele mit liv er væk nu. Alle de frustrationer og den vrede, som min far kunne aflede findes ikke længere. De bekymringer jeg kunne have om fremtiden, om hvordan det dog ville gå, hvis jeg en dag skulle giftes, holde runde fødselsdage, barnedåbe og så fucking videre. De er der ikke længere, for han er her ikke længere. Og selvom det kan lyde hårdt, og selvom jeg også har kæmpet med at accepetere disse følelser er jeg kommet frem til, at det er helt ok og ikke mindst forståeligt.

Samtidig er det faktisk også blevet nemmere at holde af min far, når jeg ikke hele tiden konfronteres med hans dårlige sider. I dag husker jeg ham for det meste for det gode han var og det gode han gjorde. På hans kærlighed, hans talenter, hans fine norske accent og på det faktum, at når han var der, sådan helt og fuldstændigt, så var han den bedste.

Den bedste far.

Ps. Jeg kan kun anbefale, at tage kontakt til TUBA, en organisation, der tilbyder gratis terapiforløb til voksne børn af alkoholikere. Det har hjulpet og hjælper mig stadig utrolig meget. Både at høre lignende historier og at opleve genkendelsen hos andre, men også og mest det at indse, at den jeg er i dag hænger så utrolig meget sammen med de oplevelser, jeg har haft i min opvækst. 

Den realisation er for alvor vejen frem mod et liv, hvor jeg ikke længere behøver at være i min fars, mine følelsers og min egen selvdestruktive vold. Og det er virkelig rart.

Fortællingen om Min Far Del 2

Det sidste ægte minde jeg har om min far er jeg 19 år gammel og fyldt med ømhed.
Min far havde tidligere på året meldt sig til X-factor og blev hurtigt landskendt som den berusede nordmand, der sang og spillede sin egen sang Masterbrew, og som især tog Blachman med storm. Han gik derfor videre til bootcampen, hvor Lina Rafn dog efterfølgende sendte ham hjem for at være for fuld.

I månederne min fars X-factoreventyr stod på skiftede jeg mellem at være vred og pinlig, men også lidt håbefuld. For hvad nu hvis det hjalp ham?
Jeg var vred, fordi han overhovedet stillede op, da det jo nærmest indebærer alt, hvad især et barn af en alkoholiker frygter – at folk finder ud af ens hemmelighed.
Pinlig da, ja det behøver jeg måske ikke at forklare så gennemgående -en fuld far på landsdækkende tv er ikke just noget, som gavner en 19-årigs selvværd.
Og så vred igen, fordi han alligevel fuckede det op. For håbet havde jo også været der, et håb om, at han ville gribe den chance han havde fået og dermed få sit liv på ret køl igen.

Men det gjorde han ikke, hvilket var derfor jeg tilsidst endte med at være fuld af ømhed.
Jeg kan huske, at han ringede til mig og fortalte, at han ville komme til København næste dag, da han var blevet bedt om at være med i Aftenshowet. De ville vist gerne lige høre lidt om, hvordan det var at blive smidt ud af bootcampen på grund af en for høj promille. (Dejlige mennesker) Og han ringede derfor for at spørge, om min bror og jeg ikke ville drikke en kop kaffe efter interviewet.

Det blev dog ikke til noget. Interviewet altså. Værten havde åbenbart forventet, at alkoholikeren fra X-factor ville være komplet ædru, når nu han fik lov at være med i Aftenshowet, og da hun fandt ud af, at han ikke var det, ville hun ikke interviewe ham. (Igen, skønne mennesker, der på Aftenshowet, og ja jeg er stadig bitter)

Så der stod han. Midt på Rådhuspladsen med fuld tv-makeup og så en kende trist ud, og den alt for velkendte følelse af, at ville beskytte ham og sørge for at intet ondt skulle ske ham, overmandende mig.

farxfactor

Dag 181 – Min far til X-factor audition. Billede lånt af Ekstra Bladet. 

Det endte dog med, at blive en hyggelig aften og min kærlighed og ømhed til min far overskyggede min vrede til ham. Jeg kan huske januaraftenens kulde og cafeens varme lys. Og at jeg nåede at tænke, at det her næsten var normalt. Bortset lige fra den der lyst til at pakke min far ind i vat og pakke ham ned i en lille kasse, så intet ondt kunne ske. Knap så normalt.

Efter cafebesøget fulgtes vi alle tre op til Vesterport Station. Min bror og jeg skulle den ene vej, min far den anden. Vi krammede farvel, da vores tog kørte ind på perronen og da jeg vendte mig om for at vinke farvel en sidste gang, inden jeg steg på toget, så jeg at han havde tårer i øjnene. Jeg ved ikke om det var kulden eller om, han var ked af at skulle sige farvel. Men tårerne, de var der og sidenhen har jeg krampagtigt holdt fast i deres eksistens.

Det var nemlig sidste gang jeg så ham. Min far.

Læs med i morgen for Del 3

Fortællingen om Min Far Del 1

Det første ægte minde jeg har om min far er jeg omkring to år gammel og har skoldkopper.
Jeg var et stædigt barn, og jeg er blevet fortalt, at min mor blev nødt til at bestikke mig med en dukkevogn, da jeg under min skoldkoppesygdom, som undervejs udviklede sig til skarlagensfeber, skulle have medicin. Jeg ved ikke om det her er før eller efter, jeg har fået dukkevognen og dermed er begyndt at indtage min medicin, men jeg har på fornemmelsen, at det er før. Min far forsøger sig nemlig med en lidt anden metode end bestikkelse, da jeg skal have smurt creme på mine mange fine skoldkopper. En noget mere pædagogisk måde, hvilket også er derfor jeg tror, at det er i begyndelsen af sygdomshelvedet.

Jeg kan huske, hvordan jeg sidder op ad væggen i den øverste køje af min hvide køjeseng og kigger skeptisk på min far. Han sidder ved siden af mig og har min Pippidukke i hånden og forsøger ved hjælp af dukken at overbevise mig om, at det der creme er en totalt fed ide. Pippi har nemlig også skoldkopper (fregner) og synes, det er virkelig rart at få lidt kølende creme på alle pletterne. Jeg kan ikke huske, hvad det ender med.
Om jeg går med på ideen eller om jeg fortsætter med at være stædig, men mindet står for mig, som noget fint og varmt. Et billede af en far, der tager sig af sin datter.

Jeg er vokset op med en alkoholisk far. En der elskede min mor, min bror og jeg, men som elskede alkoholen mere. En som i sine gode og ædru øjeblikke var en fantastisk far, der spillede guitar og sang, som en drøm. En der var den bedste legekammerart, kok og fidusmager og en som vi altid var sikre på elskede os.
Men han var også en, der gang på gang svigtede sine børn, aldrig kom til tiden, sagde frygtelig ting, når rusen eller nedturen var på sit højeste og en der sikkert uden at ville det, alt for tit lod sine børn være de voksne.

mig og min far

Dag 180 – Mig og min far

Hvis jeg skulle gøre forholdet til min far op i gode og dårlige oplevelser, ville der uden tvivl være flest af de sidste. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg med ondt i maven har ventet på ham – på at han skulle hente mig fra skole, på at han skulle dukke op til den teaterforestilling eller koncert jeg var med i, på at høre tilbage fra ham, når jeg forgæves havde forsøgt at komme i kontakt med ham.

Jeg ved, at de gange jeg har sagt farvel til ham og ikke har følt et stik i hjertet på ingen måde kan overgå de gange, hvor jeg ingen frygt, uro, vrede eller tristhed har følt.
I løbet af det meste af min barndom og ungdom har jeg enten været ked af det, ulykkelig, vred, opgivende, bange eller frygtsom, når talen faldt på min far. Og det har præget mig på så usandsynligt mange måder, at jeg bliver træt helt ind i knoglerne, når jeg tænker på det.

Jeg har tit tænkt, at det ville have været nemmere, hvis jeg ikke havde set ham. Hvis min mor havde afbrudt kontakten med ham, da hun og min far gik fra hinanden, da jeg var seks år. På den måde ville jeg ikke have oplevet alle de små og konstante svigt, som er en del af hverdagskosten, når man har en mor eller en far, der drikker. På den måde ville jeg være blevet skånet for rigtig meget. Selvfølgelig ikke alt, da det at opleve en far, der pludselig ikke er der længere jo også giver ar på sjælen. Men det ville sikkert have været nok til, at jeg i dag ville være et helt andet slags menneske.

Men på den anden side ville jeg jo så heller ikke have oplevet alt det gode.
Den fryd, jeg kunne føle, når vi sammen sang og spillede musik og den glæde, varme og kærlighed, der fyldte mig op, når jeg så ham, som den han kunne være, når alkoholen en sjælden gang var ude af billedet.

En far, der nød sine børns selskab, som tog forklædet på og lavede høje frikadelletårne med brun sovs og kartofler til, en som læste Anders And og som så på os med et blik, som kun en kærlighedsfyldt forælder kan have. Ham ville jeg slet ikke have kendt, og det ville jeg på trods af alt det ølstinkende lort ikke have været foruden.

Den mand var nemlig min rigtige far, også selvom jeg kun så ham i glimt.

Læs med i morgen for Del 2. 

Fortællingen om Bagageovervægt Og Min Løftetatovering

Jeg har en del bagage. Og med bagage mener jeg ikke rigtig bagage. Altså, det har jeg også, når jeg skal ud at rejse, men med tiden er jeg blevet god til at minimere den mængde tøj og sko, jeg putter ned i min rullekuffert og derfor er den faktiske bagage i mit liv ikke så voldsom tung.

Det er derimod den symbolske. Den vejer efterhånden et ton og er på ingen måde formet som en håndterbar Samsonitekuffert. Nej, den minder mere om stor, tung og altoverskyggende sort klat, som man på ingen måde kan pakke pænt sammen og putte ned i en skuffe og så sige, at det var det.

Jeg har gennem hele mit liv forsøgt at håndtere den voksende bagage, jeg trækker rundt efter mig. Terapi, lykkepiller, cutting, et selvmordsforsøg, laaange parforhold, et højskoleophold, mere parforhold, lidt mere cutting, en del mere terapi, flere lykkepiller og en stor udenlandsrejse er bare nogle af de metoder jeg har taget i brug. Og således er metoderne også blevet en del af min bagage og har nogle gange gjort den lettere, men de fleste gange bare endnu tungere.

Jeg har ikke haft en forfærdeligt liv. Overhovedet. Men jeg har oplevet og været igennem flere hårde og forfærdelige ting end de fleste på min alder. De fleste jeg kender, har oplevet at gå igennem hårde tider og har været igennem ting, som har præget dem og til en vis grad gjort dem til den de er i dag. De fleste af dem kom dog over det og videre langt hurtigere end jeg. Jeg blev ved med at støde hovedet mod svære ting og blev dermed også ved med at forsøge at finde måder at klare mig igennem dem på.
Måder som oftest slet ikke hjalp overhovedet, snarere tværtimod.

I løbet af de sidste par år og især de sidste par måneder føler jeg dog, at jeg er blevet bedre til at håndtere de svære ting, der nu en gang drysser ned over mig ind imellem.
Jeg har efterhånden fundet mig nogle kneb, når det føles som om, at hele min verden ramler. Kneb, der gør at jeg ikke falder tilbage i samme selvdestruktive rille, som før. Men allervigtigst har jeg lært elske mig selv og at sætte mig selv først. Og jeg har lært at elske livet og at kræve af det og af mig selv, at det bliver et godt et. Også selvom jeg kommer til at opleve hjerteskærende ting, der slår mig helt i gulvet.

 

louisiana

Dag 175 – Og hvis det går helt galt, kan jeg bare gå ind i sådanne rum her.

Efter mit sidste store fald mod intetheden for et par år siden har jeg indset, at jeg aldrig vil derhen igen. Jeg vil ikke lade mig selv synke så langt ned i mudderet, at jeg har brug for et helt redningshold for at komme op igen. Men samtidig har jeg også accepteret, at jeg er en skrøbelig sjæl. Og at det vil være helt okay, at tage imod al den hjælp jeg kan få, hvis jeg igen en dag kan mærke jorden under mig give efter.

Samtidig har jeg efterhånden også fået så meget selvindsigt, selvkærlighed og “selvopmærksomhed”, at sådan en omgang altødelæggende tristhed skal være umanerlig snedig eller bogstavelig talt komme fra den ene dag til den anden, hvis ikke jeg skal nå at sætte en stopper for den, inden den overtager alt.

Jeg har ikke taget en beslutning om aldrig nogensinde at blive virkelig, virkelig trist igen. Det kan man ikke. Men jeg har som sagt bestemt mig for, at hvis/når sådan en omgang ond depri-tristhed kommer og banker på, så vil jeg ikke vende mig mod mine gamle “kneb” og mod mørket. Aldrig.
I stedet vil jeg hele tiden søge efter lyset og livet og mod visheden om, at jeg nok skal blive glad igen.

Da jeg var ude at rejse tænkte jeg meget over alle disse ting. Især da det blev mere og mere tydeligt for mig, at jeg er blevet klogere, ældre og visere. Men vaner er svære at ryste af sig, og derfor besluttede jeg mig for at give mig selv noget, der skulle minde mig om det, hvis det en dag igen blev svært at være mig.

Påmindelsen blev en tatovering, en tatovering af et bjerg og et par fugle, hvoraf en af dem lige er ved at lande på toppen af en af tinderne. Og med præcis instruktion fra mig til tatovøren blev symbolet på, at jeg har, kan og vil klare mig igennem svære tider, placeret oven på et af de tydeligste ar jeg har.
Et ar som jeg selv har skabt en gang, da verdenen og livet var alt for svært at håndtere.
Og med den allerførste streg blev der uden ord også afsagt et løfte – Aldrig mere.

 

tatoveringindlæg

Dag 176 – Symbolet

Fortællingen om At Gemme Sig I Netto

Nå. Så jeg så lige Den Lyshårede Fodboldsfyrs mor i Netto. Og løb derefter væk.
Og gemte mig. Super voksent, I know.

Og det var ikke en gang, fordi jeg ikke havde lyst til at sige hej. Hun var en ganske sød svigermor fra en ganske sød svigerfamilie, som jeg savner. Og hun er endda også så normal og uakavet, at et tilfældigt møde i Netto garanteret slet ikke ville have været underligt eller ubehageligt.

Jeg kunne bare ikke rigtig lige overskue det midt i aftensmadsovervejelserne og oven på en dag, hvor den Lyshårede Fodboldfyr i forvejen har haft sat sig ovenpå en del af min tankevirksomhed på sådan en rigtig irriterende måde.
Sådan en, der giver en (mig) lyst til at spise en hel pose chips krydret med chokoladeskildpadder. In one sitting. Noget som jeg jo ellers i skrivende stund arbejder en del på netop ikke at gøre og i sidste ende få lyst til.

Så jeg løb væk. Jeg nåede lige at gribe det glas med Dolmiosovs, jeg havde tænkt mig at kaste skødesløst ud over mine fyldte pastaer og spæne op til kassen for at betale.
Alt imens jeg bad til at hun ikke kunne genkende mig bagfra.
Og who am I kidding? De fleste mennesker (som ikke er idioter) kan sgu da godt genkende folk, de har kendt i mere i et kvarter, bagfra.

dinner

Day 173 – Hælervarerne

Men jeg nåede ud af den fordømte Netto og hjem med, hvad der lige nu nærmest føles som hælervarer, fordi det hele skete med sådan en hast og med øjnene ned i jorden.
Og nu har jeg så dårlig samvittighed. Og jeg ærgrer mig. For jeg ville jo som sagt egentlig gerne lige have sagt hej til den kvinde, som er mor til den mand, jeg har elsket i snart seks år. Og som i øvrigt er rigtig sød.

Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke sige hej, for så skulle jeg jo også sige farvel.
Sådan rigtigt. Og det er sgu lidt svært.

netto

 Outfittet der fremover vil blive båret i Netto

Du Ved Du Lige Er Kommet Hjem Fra Asien Når…

  • Du lige pludselig tager dig selv i frejdigt at starte en samtale op med folk i Nettokøen, medpassagerer i togene og den søde tjener på Grød.
  • Du helt frivilligt går ud i snevejret og tager store mundfulde af den iskolde luft.
  • Du slet ikke har noget imod at blive sendt i Føtex efter rugbrød.
  • Du snapper hidsigt efter vejret, når du skal betale for noget.
  • Du imodsætning til de andre passagerer ikke farer op, når toget er 10 minutter forsinket. Asia has made you strong.
  • Du stadig har status som en mindre berømthed i din venneflok = Alle vil se dig. (Det varer ikke ved)
  • Du synes, at frikadeller eller generelt bare alt kød formet som kugler er the shit.
  • Skilte som dette lige pludselig bliver læst som var det første gang. Og bliver derefter stemplet som virkelig dårligt kommunikativt arbejde. I hvert fald for folk, der tager tingene meget bogstaveligt.

skilt

Fortællingen om Provinsbyen Fra Helvede Og Hjertet

Så, jeg tog til Odense i weekenden. Over broen og ud i det fynske for at besøge en god veninde og hendes dejlige søn. Det har jeg gjort mange gange efter jeg selv flyttede fra byen og tilbage til København. Ja, jeg boede nemlig i provinsen (gys!) i hele to år, da jeg læste på universitet for at blive sådan en journalisttype.

Jeg flyttede til Odense i efteråret 2011 for at begynde på universitet og boede i den første halvanden måneds tid hos den Lyshårede Fodboldfyr, der selv var flyttet til byen for at blive klog og studere året før. Derefter flyttede jeg sammen med to piger, og da det ikke helt gik som planlagt, flyttede jeg til sidst ind i min egen lille studiebolig, hvor jeg boede indtil jeg i 2013 tog ham fodboldfyren under armen og flyttede tilbage til Købehavn for at starte i praktik.

Det var en rimelig simpel opsummering. Og den dækker nu overhovedet ikke alle de ting, der egentlig skete i Odense eller begrunder, hvorfor jeg nu dedikerer et helt indlæg til en gammel studieby.

 

huse

Dag 162 – På vej til provinsen

Jeg vil forsøge at forklare. 

Odense var svær. Og mørk, grå og lillebitte. Når man kommer fra København, that is.
Jeg var ellers total med på det der med at flytte derover. Jeg skulle begynde på universitetet, starte et helt nyt liv og møde en masse søde og spændende mennesker.
Og så boede Den Lyshårede Fodboldfyr der jo også, hvilket efter et års tid på on-and-off-kærlighedsmode også var en virkelig stor grund til, at jeg slet ingen skrupler havde over at skulle flytte langt væk hjemmefra. (langt væk i danskermålestok, selvfølgelig)

Desværre blev det slet ikke så lyserødt, som jeg havde forestillet mig. Det var først og fremmest svært, i hvert fald for mig, at komme ind under huden på mine nye medstuderende og finde nogen, som jeg rent faktisk kunne være venner med.
Derudover hjalp efteråret og vinteren heller ikke synderligt på hverken humøret eller kulturlivet i Odense og sidst, men slet ikke mindst, var det svært (for nogen) at gå fra et on-and-off kærlighedsmode til et helt og aldeles altid tændt et af slagsen.

Og selvom det til sidst blev bedre, meget bedre faktisk, og jeg flyttede fra Odense med en helt tændt kæreste (ikke på den måde, I lummerbasser) og en stak nye og dejlige veninder, så forbliver Odense for mig åbenbart et sted, hvor der var mørkt og trist.
Hvor usikkerheden fyldte alt for meget og hvor hjem lige pludselig var noget meget diffust.

 

Odense

Dag 164 – Odense

Jeg havde det dog godt det sidste år, jeg boede der. Jeg havde venner, var tryg, klarede mig godt på studiet og den Lyshårede Fodboldfyr og jeg lo og kyssede en masse.
Jeg fik stablet et liv på benene efter et meget, meget hårdt første år og savnet til København var ikke længere en grundfølelse i mig. Og da jeg så en solskinsdag i august 2013 sagde farvel til Odense var det med en vis tristhed. Som når man siger farvel til et sted, der har betydet noget godt for en.

Men hver eneste gang jeg nu kører over broen og ind i Odense, bliver jeg ramt af en underlig følelse. Sådan en blanding af melankoli og nostalgi. Og ikke en gensynsglæde, som jeg alligevel synes ville være det mest logiske at blive ramt af. (Udover den snappen efter vejret, der også indfinder sig, når folk omkring en pludselig taler syngende fynsk)

Kender I det, når en man finder en gammel ansigtscreme eller parfume frem og duften med det samme fører en tilbage til den gang det at snave med 16-årige Mikkel var det eneste man kunne tænke på? (Skift gerne selv navnet ud, men I forstår vel, hvad jeg mener?) Når man pludselig får tusindvis af minder smidt i hovedet og samtidig mærker alle de følelser, der sidder fast i dem?

 

dør

Dag 168 – Døren til Odense og minderne

Sådan har jeg det, hver gang jeg genser Odense. Når jeg træder ud af toget på Banegården og kigger mig omkring, når jeg går rundt i byen og ser på de små fine huse, når jeg går forbi min/vores gamle Fakta for crying out load. Så bliver jeg ført tilbage til alle de følelser og svære ting, som 22-årige Amalie gik igennem, da hun først flyttede til Odense. Og det er ikke altid særlig rart.

Jeg håber, at det en dag ændrer sig. At jeg kan komme til Odense og bare opleve den som det den er. Danmarks tredjestørste by, H.C. Andersens fødested og der, hvor jeg en gang boede og læste til journalist. Det er andet er sgu lidt for svært, men også misvisende.
For der var også masser af fine og gode ting ved Odense, og masser af fine og gode mennesker.

Det vil jeg prøve at tænke på, næste gang jeg kører over broen.

 

veninder

Mennesker som den her slags for eksempel. Tre styks fantastiske veninder og et styks klodset Amalie med sår på hagen.