Fortællingen om Stolthed Og En Hippeworkshop Or The Story Of Pride And A Hippie Workshop

*** SCROLL DOWN TO READ; THE STORY OF PRIDE AND A HIPPIE WORKSHOP ***

Jo længere tid jeg rejser, jo mere hippiemodtagelig bliver jeg. I Ubud på Bali deltog jeg i det ene mærkelige foredrag og yogatime efter det andet og sugede for det meste alting til mig. (Bortset lige fra det der med, at man godt kan leve af vand og solens stråler alene, som jeg skrev om her)
Tror seriøst ikke på, at man kan leve hele sit liv uden romkugler.

Men jeg er totalt nede med det der lad-os-taaale-om-vores-føøølelser halløj, meditation, yoga og underlige workshops, hvor man skal stirre ind i ansigtet på komplet fremmede mennesker og derefter sige noget dybt. Eller det er jeg i hvert fald blevet. Og det var præcis det, jeg gjorde, da jeg i sidste uge spontant sagde ja til at joine min nye Chiang Mai Besti og prøve sådan en underlig føle-føle workshop af.

Workshoppen fandt sted i lokalerne på stedet som efterfølgende er blevet mit favorit hangousted i Chiang Mai, The Tea Tree Cafe. Her kan man udover at spise lækker vegansk mad og drikke powersmoothies deltage i alverdens sociale arrangementer, blandt andet workshops, som har det formål at skabe instant connections mellem deltagerne.

teatree

The Tea Tree Cafe

 

Og det blev der da virkelig også. Efter halvanden times tid i en lageragtig bygning, hvor eftermiddagssolen skinnede ind på os havde jeg lært otte mennesker bedre at kende, end jeg nogensinde kom på de fleste af mine medstuderende på universitet.

For ud over at glo hinanden dybt i øjnene, blev vi også bedt om at fortælle den vi stod overfor, hvad vi mindst havde lyst til at fortælle dem, om hvad de ville vide, hvis de kendte os virkelig godt og hvad vi havde gjort eller opnået, som vi var virkelig stolte af. Mens den anden fortalte, måtte man ikke sige noget eller reagere, og det var heller ikke meningen, at man skulle komme op med et svar på det, der blev fortalt til en. Noget der egentlig var helt vildt befriende, når man først havde vænnet sig til det.

workshop

Dag 127 – Smukt lys og smukke tanker til hippie workshoppen

 

Det mest befriende var dog at få lov til at tænke over og svare på, hvad der lige nu gjorde mig mest stolt. Inden det spørgsmål kom på banen havde jeg blandt andet skulle liste alt, hvad jeg virkelig elsker ved mig selv, og der havde jeg blandt andet nævnt, at jeg elsker mig selv for at være taget afsted på denne rejse og for at have turdet. Et svar som jeg var næsten lige ved at gentage, da spørgsmålet om stolthed blev stillet. Men jeg stoppede op og brugte lidt længere tid på at overveje, hvad det egentlig er, som jeg er stolt over. Og så kom det.

Jeg er stolt over, at jeg var stærk nok til at gå. At forlade en som jeg elskede og stadig elsker ufattelig højt, men som det ikke er meningen, at jeg skal være sammen med. Jeg er stolt over, at jeg kunne. At jeg kunne få mig selv til det velvidende, at det på ingen måde ville være let, men snarere hjerteskærende hårdt. Det er jeg stolt af, både for ham og for mig.

Lige efter at de sidste ord havde forladt min mund skete der noget, som jeg også er ret stolt af eller i hvert fald meget glad og taknemmelig for. Pigen, der stod overfor mig begyndte at græde og omfavnede mig, hvilket fik mig til at græde og gengælde omfavnelsen. Og så stod vi der, to mennesker, der for lidt siden intet havde vidst om den andens eksistens, og krammede og græd.

Det er jeg også stolt af.

 

stolthed

Dag 117 – De første tanker om stolthed kom selvfølgelig på havet. Jeg lagde bare ikke helt mærke til dem der.

 

The Story of Pride And Hippie Workshops 

The longer I travel for, the more hippie embracing I get. In Ubud in Bali I went to one weird lecture and yoga class after the other, and most of the time I just took it all in. Though not the lecture about how it actually is possible to just live off of water and sunlight alone.
I seriously don’t believe that it’s possible to live your entire life without cake.

But I’m totally down with the whole lets-talk-about-our-feelings shit, mediation, yoga and weird workshops, where you have to stare into a complete strangers eyes and afterwards say something profound.
And that was exactly what I did last week when I said yes to join my new Chiang Mai Besti and give that whole touchy feely workshop a go.

The work shop took place in what has since become one of my favourite hangout places in Chiang Mai, The Tea Tree Cafe. Here you can eat delicious vegetarian and vegan food, drink power smoothies and also take part of cool social activities and workshops, some of them with the sole purpose of creating instant connections between the participants.

teatree

The Tea Tree Cafe

 

And instant connections was certainly made. After an hour and a half I had gotten to know 8 people better than I did most of my fellow students from college. Because we didn’t just stare into each others eyes, we were also asked to answer different questions and to tell the answers to the person we were currently facing.
For instans we had to tell one of the other participants the one thing we really didn’t want to tell them and then afterwards get to listen to their answer. Other questions and answers that moved me were questions like; If you really knew me you would know and What I’m most proud of is.

While you were listening to the other persons answer you weren’t allowed to respond and in most cases the teacher didn’t want us to say anything even after the tale was over, something I found difficult in the beginning but fairly liberating at the end.

workshop

Day 127 – Beautiful light and beautiful thoughts at the hippie workshop

 

But the most liberating was actually to get the time and room to think about what I’m most proud of. Before that question was posed, we all had to list all of the things that we love about our selves, and I of course mentioned, that I really love my self for going on this journey. An answer that I almost repeated when I had to answer the question about pride.
But I paused and let myself think a little harder about what I actually really was proud of. And then it came to me.

I am proud that I was strong enough to walk away. To leave a person that I loved and still love very much, but who I’m not supposed to be with.
I am proud that I could make myself do that knowing that it wouldn’t be easy, but rather heartbreakingly difficult. I’m proud of that. Not only for me, but for him too.

And right after the last word had left my mouth something happened that I’m also kind of proud of or at least happy anf grateful for. The girl that stood in front of me began to cry and embraced me, which made me cry and hug her back. And there we stood, two people that a short while ago had no idea that the other one existed, and hugged and cried.

That I’m proud of too.

stolthed

The first thoughts about pride actually came while on the ocean. I just didn’t realize it then.

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s