Fortællingen om Lanterner Og Tændte Lys Or The Story Of Lanterns And The Act Of Lighting Candles

*** SCROLL DOWN TO READ; THE STORY OF LANTERNS AND THE ACT OF LIGHTING CANDLES ***

Som I måske har opdaget via det fantastiske medie Instagram er jeg ikke længere i Vietnam. I mandags tog jeg nemlig flyet fra Hanoi til Chiang Mai (dog med et lækkert (not) ophold på otte timer i Bangkoks famøse (not) lufthavn). Og Chiang Mai er udover at være mit sidste stop også den destination, jeg har glædet mig rigtig meget til. Det er nemlig her, de går allermest lanterneamok, når hele Thailand fejrer Loi Krathong festivalen, som går ud på, at man via flydende små lanterner og svævende store giver slip på den vrede, sorg og de synder, man har opbygget i løbet af året, der snart er ved at lakke mod ende.

flydende

Dag 119 – Flydende ønsker

Tanken, synes jeg, er meget smuk og lige noget for en ritual- og lanterne elskende person som mig, så i løbet af den tre dage lange festival gik jeg amok i lanterner, lys og ønsker om et bedre år og et bedre liv. (Man må/skal nemlig også fremsætte et ønske, når man giver slip på sin lanterne) Og særligt en oplevelse har sat sig fast i mig efterfølgende.

For selvom det både var fantastisk og smukt at tænde min flydende lanterne og sende den ned langs floden, og selvom det var smukt og overvældende, at give slip min helt egen svævende lanterne og se den stige til himmels og joine alle sine lysende venner deroppe, var det faktisk den simple handling at tænde tre lys, som for alvor fik mig ned med nakken. Tudenakken, that is.

lettinggo

Dag 120  – I’m letting you go

Jeg besøgte omkring tre forskellige templer i løbet af festivalen, hvor jeg det ene sted tændte og sendte en flydende lanterne ned af floden og det andet sted tændte og gav slip på en stor, smuk, hvid lanterne og så den stige til vejrs og håbede på, at den tog alle mine sorger og ønsker om et bedre liv med sig. Men ved det tredje tempel gjorde de sig mere i stearinlys. De var overalt og varmen fra dem gjorde alle helt røde i kinderne.
Jeg havde egentlig ikke tænkt mig selv at tænde et lys, men da jeg så det store flammehav af ønsker, kunne jeg slet ikke lade være. Men i stedet for bare at købe et, besluttede jeg mig for tre. Et for de døde, et for de levende og et for mig.

flammehav

Et flammehav af ønsker

Og da jeg stod der med de tre lys, som alle var søndagslys, (her vælger man nemlig lys ud fra den ugedag, man blev født) fik jeg en klump i halsen.
En klump, der kun blev større, da jeg hviskende sagde min fars, mine onklers og min morfars navne højt og samtidig tændte et af lysene for dem. En klump, der kun blev større, da jeg med bævende stemme takkede alle dem, som elsker mig og som er der for mig og derefter tændte et lys til ære for dem.
Og en klump, der igen blev lidt mindre, da jeg halvhulkende, som et mantra messede; “Du er fantastisk. Du er klog. Du er smuk. Du er det værd. Du er dig, og det er okay. Jeg elsker dig,” og derefter tændte et lys til for mig selv.

Fuck lanternerne. Lysene var the shit.

lys

Dag 121 – De tre lys

 

The Story of Lanterns And The Act of Lighting Candles 

As some of you may have realized due to The Amazing Instagram, I am not in Vietnam anymore. Monday I hopped on a plane from Hanoi to Chiang Mai, and besides being my last stop on my journey, Chiang Mai is a place I’ve been looking forward to seeing ever since I started planning my trip. The reason for that is, that Chiang Mai is the place to be during the Loi Krathong Festival, that is celebrated out trough all of Thailand. Here they go lantern crazy, and let go of hundreds of floating lanterns while also letting go of the anger, sorrow and the sins that has build up during the year, that has now come pass.

flydende

Day 119 – Floating wishes

I find the idea immensely beautiful, and since I’m truly a sucker for both rituals and lanterns I fully embraced lighting lanterns, letting them go and wishing for a better life during the three days that the festival lasted.
But even though I loved lighting my beautiful floating lantern and letting it float down the river, and even though is was both amazing and I was full of awe when I sent my big, white lantern up in the air and watched it join the others in the big, dark sky, there is especially one other ritual I took part of that I think will forever stay with me after I leave this beautiful place and return home.

lettinggo

Day 120 – I’m letting you go

During the festival I visited 3 different temples. In the first one I lit and sent a lantern down the river and in the second one it was the big white sky ones turn. But at the third place they were more into candles than lanterns which resulted in a sea of lit candles that made everyone’s cheeks all red and warm. I actually hadn’t planned on lighting any candles, but when I saw the sea of flaming wishes, I couldn’t help my self. But instead of just buying one, I decided to get 3. One for the dead, one for the living and one just for me.

flammehav

A flaming sea of wishes 

And when I stood there with the 3 candles I got a huge lump in my throat. A lump that only got bigger when I whispered the names of my father, my uncles and my grandfather and lit a candle for them. A lump that only got bigger when I with a trembling voice thanked everyone who I know loves me and are there for me and lit a candle for them too. A lump that got a little less big when I half sobbing half chanting said; “You are amazing. You are smart. You are beautiful. You are worth it. You are you and that is okay. I love you”, and thereafter lit yet another candle in honor of my self.

Fuck the lanterns. The candles was the real shit.

lys

Day 121 –  Three candles

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s