Fortællingen om Transportlykke or The Story of Transportation Happiness

** SCROLL DOWN TO READ; THE STORY OF TRANSPORTATION HAPPINESS **

Selvom jeg lige nu sidder i den hårdeste seng i mands minde (jeg kunne næsten ligeså godt lægge mig ned på gulvet) så går det bedre herover i Asien. Min hjemve er her stadig, og Tristhed popper også indimellem op og prikker mig ihærdigt på skulderen, som en af de der irriterende klassekammerater, der lugtede lidt af tis og bare virkelig gerne ville bytte klistermærker med en. Hele tiden.

Men udover det så går det bedre. Ikke fordi jeg er kommet tættere på en beslutning om, hvorvidt jeg skal komme hjem eller tage videre ud i verden, (min konto siger nej, min mave er tvivlende, mit rejsehjerte råber ja) men fordi jeg igen de sidste par dage har oplevet den der fuldkomne rejeslykke. Den som overmander en og gør det umuligt at lade være at smile stort og bredt.

grønnebjerge

Dag 107 – For eksempel denne udsigt

Jeg har haft mange lykkestunder på min tur, mange små fine øjeblikke, hvor jeg har oplevet noget prisværdigt, mødt fantastiske mennesker og har haft tid og ro til at bare at sidde og suge til mig, nyde øjeblikket og være taknemmelig for, at jeg har muligheden for at gøre det, som jeg gør lige nu. Det er nemlig langt fra alle, der kan det.

Den største rejselykke har jeg oplevet de gange, hvor jeg har været undervejs. Hvor jeg har befundet mig midt imellem to steder og ikke har kunnet eller skullet andet end bare at sidde og opleve. Og sådanne stunder har man i den grad brug for, når man hver eneste dag oplever nye ting og ser nye steder. Dermed ikke sagt, at alle mine transportstunder har været fabelagtige og fantastiske. Jeg har siddet i lidt for mange ukomfortable og lugtende busser uden affjedring fyldt med ofte venlige lokale, der dog bare har et lidt andet forhold til prutter og bøvser i offentlige fora.

Men alt det falmer og bliver glemt, når jeg oplever ren transportlykke (tænk at sætte lykke og transport sammen til et ord…Jesus, en hippie jeg er blevet) For som Ulla Terkelsen lige har sagt til mig i sin lydbogsudgave af “Vi kan sove i flyvemaskinen”

“Folk dvæler under transport”

Det gør vi nemlig, eller det gør jeg i hvert fald. Og når transporten så sker i et bumlende thailandsk tog, hvor vinden blæser ind ad de åbne vinduer, grønne rismarker flyver forbi udenfor, smilende familier tilbyder dig stykker af deres medbragte frugt og et helt andet liv end dit eget udspiller sig i de små landsbyer, du kører forbi, så kan du næsten ikke gøre andet end at smile åndssvagt og med åben mund. Og derefter dvæle og tænke over dit eget liv, hvad du har og hvad du er taknemmelig for, men også bare give plads til at mærke lykken og lade den omslutte dig, inden den ligeså hurtigt forsvinder igen og erstattes af en også helt igennem fin, men almindelige følelse af væren.

togtur

Dag 74 – Den Fantastiske Togrejse

Det er lang tid siden, at jeg tog toget i Thailand og jeg havde næsten opgivet håbet om, at opleve det igen. Følelsen af rejse- og transportlykke. Men så forleden steg jeg op på Mr. Thangs Honda motorcykel og tog med ham og to danske fresh-out-of-highschool-fyre op i de vietnamesiske bjerge. Der kørte vi op og ned ad bjergveje, forbi vandfald og kæmpemæssige grønne og frodige bjerge, som på forunderlig vis mindede mig om min norske farmors fjelde. Og der på toppen af en bakke med 70 kilometer i timen løftede jeg armene op over hovedet, så det næsten føltes som om jeg fløj, alt imens The Scripts “Superheroes” spillede i mine ører.
Lige der ventede lykken tilbage og fyldte mig helt ud.

kingoftw

Flyvelykke

The Story of Transportation happiness 
Even though I’m currently sitting in what must certainly be the hardest bed ever created (I could almost just as well lay down on the floor) things are starting to pick up here in Asia. My homesickness is still here though, and Sadness occasionally pops by and pokes me like that annoying classmate, that kind of smelled like pee and always wanted to exchange stickers. All of the time.

But besides that, things are better. Not because I’ve come closer to a decision regarding if I should return home or continue venturing out into the great big world,(my bank account says no, my gut is doubtful and my travel heart is screaming yes) but because I once again have experienced that complete feeling of travel-happiness. The one that overwhelms you and makes it impossible to not be one big happy smile.

grønnebjerge

Day 107 – This view

I’ve had my fair share of nice and happy moments on this trip, lots of nice moments where I’ve either seen something amazing, met wonderful people and have had the time to just sit and soak everything up, enjoy the moment and to be grateful because I have the means and the opportunity to do what I’m doing right now. Not everyone has that.

The greatest feeling of travel-happiness I’ve experienced so far, has been when I was on the move. When I was going from one place to another and couldn’t and didn’t have to do anything else than to just sit and take it all in. And you need moments like that when all you do for three months is to see new places and meet new people. I’m not saying that all of my transportation moments have been wonderful. At all. I’ve been in way to many uncomfortable and smelly busses with little to no suspension, often filled with friendly locals, that just dont have the same view on when it is and when it isn’t okay to fart.

But all that fades away when I get to experience pure transportation happiness. (I cant believe I just put those words together..Jesus, what a hippie I’ve become) And as a great Danish journalist just wrote in her book “We can sleep on the airplane”

“People linger during transport”

And we do, or I do at least. Especially if the means of transportation is a rakish Thai train where the wind is blowing in from the open windows, rice fields are flying past outside, smiling families are offering you fresh fruit and a whole other life than your own is taking place in the small villages the train is passing – then it’s almost impossible not to sit and smile and linger. To linger and think about your own life, what you have, what you are grateful for, but also to just let the happiness embrace you before it goes away again and are replaced by the nice, but more ordinary feeling of just being.

togtur

Day 74 – The Amazing Trainride

It’s been almost five weeks since I was in that train in Thailand og I had almost given up on experiencing the feeling of travel- and transport happiness again. But then the other day I got on the back of Mr. Thangs Honda motorbike and went with him and two Danish fresh-out-of-high-school guys on a trip up into the Vietnamese mountains. We drove up and down mountain roads, pass waterfalls and giant lush and green mountains that reminded me of my Norwegian grandmothers fjelde.
And there on top of a hill with 70 kilometers an hour I spread out my arms so it almost felt like I was flying while The Scripts “Superheroes” was blasting in my ears. There it was. Happiness.

kingoftw

Flying happiness

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s