Snapshots fra En Hverdag i Asien Or Snapshots From The Everyday Life in Asia

Det er kedeligt at være syg, især når man ikke er syg nok til bare at sove fra det hele, men samtidig er for syg til rigtig at lave noget. Sådan har jeg det lige nu. Jeg håber dog det går væk relativt snart, da jeg både har en del arbejde, jeg skal have færdiggjort og en Hunger Games film, der skal ses med dertilhørende smørpopcorn, hvilket igår fik mig til at klappe i mine små tykke hænder, men lige nu mest giver mig lyst til at kaste lidt op i min tekop, og det var altså overhovedet ikke planen, nå! (Og vi snakker om smørpopcorn her, ikke Katniss Everdeen. Hun styrer for vildt, jo)
Såøh, sygdom? Fis lige ud af min krop, tak.

For at underholde mit utålmodige sind lidt, har jeg forsøgt at lave en snapshot liste fra en hverdag i Asien. Og selvfølgelig også for at underholde jer, kære læsere. Mest det. Så scroll ned og kig på billeder af grisehår på pose, elektroniske toiletter og moderkageansigtgscremer. You’re welcome.

***

I’m too sick and too tired to translate all those words I just wrote in Danish. I am very sorry. But I will translate all the fabulous captions on the pictures below. The pictures are part of a snapshot list that hopefully will let you know how the everyday life in Asia is like. Ha! I’m kidding. It’s just funny pictures of weird stuff I found on my way through this magnificent continent. You know like pigs hair in a bag, electronic toilets and placenta facial creams. You’re welcome.

SVUPPER

Når man endnu en gang har glemt, at man ikke må smide toiletpapir i tønden og derfor må ud og anskaffe sig og køre hjem med noget, der ligner en rekvisit fra Dexter // When you once again forgot that you aren’t supposed to throw toilet paper down the toilet and as a result have to get up and buy something that mostly just looks like a prop from Dexter.

KYLLINGEBOMBE

De kalder mig Bombe. Kyllinge Bombe. // They call me Bomb. Chicken Bomb.

hellokitty

Hello Kitty is every-fucking-where.

VÆGTLØFTNIING

Når man opdager, at Supermand tilsyneladende træner i den lokale park og har glemt sit udstyr der. // When you find out that Superman apparently works out in the local park and has forgotten his equipment.

VÆGT kopi

Når man handler ind i 7/11 eller shopper i et af de mange storcentre og pludselig får en ubeskrivelig trang til at vide, hvad man helt præcist vejer, så er det godt, at de her står overalt i Thailand. // When you are doing some shopping in a 7/11 or in one of the many shopping centers and you suddenly get an unfathomable need to know exactly how much you weigh, it’s a good thing that these things are everywhere in Thailand.

togokaffe

Når man i Malaysia beder om sin kokossmoothie to go. // When you are in Malaysia and ask for your coconut smoothie to go.

TOILETPAPIR

Forventede en udsøgt toiletpapirs oplevelse. Fik en helt almindelig. Svært skuffet. // Expected an amazing toilet paper experience. Got a totally normal one. Really disappointed.

 

GRIS

Gjorde det ikke, men havde lyst til at lukke dem ud og løbe ud i rismarkerne med dem. // I didn’t do it, but I really wanted to let them out and run into the rice fields with them.

BESTILLING

“Vi undskylder forsinkelsen, men vores bud blev ramt af en mindre flodbølge på vejen.” // “We apologize for the delay, but the delivery guy got hit by a small tsunami in the way over.”

barnesøæde

Når man skal tisse og der ingen er til at holde babyen. // When you have to pee and there’s no one to hold the baby.

placenta

Apropos babyer, så bør alle da vist få købt sig sådan en moderkageansigtscreme, hva?! // Speaking of babies – Everyone would totally want one of these placenta facial cremes, right?

MUNKE

Ja, selv munke kan nogen gange have brug for en smartphone. // Even munks will sometimes be needing a smartphone.

ko

Og selv køer har nogle gange brug for en stranddag. // And even cows will sometimes need a day on the beach. 

BØRN

Vietnamesiske børn får alle danske rollinger til at virke som små arrogante røvhuller. // Vietnamese children make Danish kids seem like tiny arrogant assholes.

grisehår

Grise…hår? // Pigs…hair?

buddahhund

I modsætning til i Europa, kan de I Asien kan de godt lide at give deres statuer tøj på. // In Europe we like our statues naked. In Asia they love to dress them up.

Fortællingen om Lanterner Og Tændte Lys Or The Story Of Lanterns And The Act Of Lighting Candles

*** SCROLL DOWN TO READ; THE STORY OF LANTERNS AND THE ACT OF LIGHTING CANDLES ***

Som I måske har opdaget via det fantastiske medie Instagram er jeg ikke længere i Vietnam. I mandags tog jeg nemlig flyet fra Hanoi til Chiang Mai (dog med et lækkert (not) ophold på otte timer i Bangkoks famøse (not) lufthavn). Og Chiang Mai er udover at være mit sidste stop også den destination, jeg har glædet mig rigtig meget til. Det er nemlig her, de går allermest lanterneamok, når hele Thailand fejrer Loi Krathong festivalen, som går ud på, at man via flydende små lanterner og svævende store giver slip på den vrede, sorg og de synder, man har opbygget i løbet af året, der snart er ved at lakke mod ende.

flydende

Dag 119 – Flydende ønsker

Tanken, synes jeg, er meget smuk og lige noget for en ritual- og lanterne elskende person som mig, så i løbet af den tre dage lange festival gik jeg amok i lanterner, lys og ønsker om et bedre år og et bedre liv. (Man må/skal nemlig også fremsætte et ønske, når man giver slip på sin lanterne) Og særligt en oplevelse har sat sig fast i mig efterfølgende.

For selvom det både var fantastisk og smukt at tænde min flydende lanterne og sende den ned langs floden, og selvom det var smukt og overvældende, at give slip min helt egen svævende lanterne og se den stige til himmels og joine alle sine lysende venner deroppe, var det faktisk den simple handling at tænde tre lys, som for alvor fik mig ned med nakken. Tudenakken, that is.

lettinggo

Dag 120  – I’m letting you go

Jeg besøgte omkring tre forskellige templer i løbet af festivalen, hvor jeg det ene sted tændte og sendte en flydende lanterne ned af floden og det andet sted tændte og gav slip på en stor, smuk, hvid lanterne og så den stige til vejrs og håbede på, at den tog alle mine sorger og ønsker om et bedre liv med sig. Men ved det tredje tempel gjorde de sig mere i stearinlys. De var overalt og varmen fra dem gjorde alle helt røde i kinderne.
Jeg havde egentlig ikke tænkt mig selv at tænde et lys, men da jeg så det store flammehav af ønsker, kunne jeg slet ikke lade være. Men i stedet for bare at købe et, besluttede jeg mig for tre. Et for de døde, et for de levende og et for mig.

flammehav

Et flammehav af ønsker

Og da jeg stod der med de tre lys, som alle var søndagslys, (her vælger man nemlig lys ud fra den ugedag, man blev født) fik jeg en klump i halsen.
En klump, der kun blev større, da jeg hviskende sagde min fars, mine onklers og min morfars navne højt og samtidig tændte et af lysene for dem. En klump, der kun blev større, da jeg med bævende stemme takkede alle dem, som elsker mig og som er der for mig og derefter tændte et lys til ære for dem.
Og en klump, der igen blev lidt mindre, da jeg halvhulkende, som et mantra messede; “Du er fantastisk. Du er klog. Du er smuk. Du er det værd. Du er dig, og det er okay. Jeg elsker dig,” og derefter tændte et lys til for mig selv.

Fuck lanternerne. Lysene var the shit.

lys

Dag 121 – De tre lys

 

The Story of Lanterns And The Act of Lighting Candles 

As some of you may have realized due to The Amazing Instagram, I am not in Vietnam anymore. Monday I hopped on a plane from Hanoi to Chiang Mai, and besides being my last stop on my journey, Chiang Mai is a place I’ve been looking forward to seeing ever since I started planning my trip. The reason for that is, that Chiang Mai is the place to be during the Loi Krathong Festival, that is celebrated out trough all of Thailand. Here they go lantern crazy, and let go of hundreds of floating lanterns while also letting go of the anger, sorrow and the sins that has build up during the year, that has now come pass.

flydende

Day 119 – Floating wishes

I find the idea immensely beautiful, and since I’m truly a sucker for both rituals and lanterns I fully embraced lighting lanterns, letting them go and wishing for a better life during the three days that the festival lasted.
But even though I loved lighting my beautiful floating lantern and letting it float down the river, and even though is was both amazing and I was full of awe when I sent my big, white lantern up in the air and watched it join the others in the big, dark sky, there is especially one other ritual I took part of that I think will forever stay with me after I leave this beautiful place and return home.

lettinggo

Day 120 – I’m letting you go

During the festival I visited 3 different temples. In the first one I lit and sent a lantern down the river and in the second one it was the big white sky ones turn. But at the third place they were more into candles than lanterns which resulted in a sea of lit candles that made everyone’s cheeks all red and warm. I actually hadn’t planned on lighting any candles, but when I saw the sea of flaming wishes, I couldn’t help my self. But instead of just buying one, I decided to get 3. One for the dead, one for the living and one just for me.

flammehav

A flaming sea of wishes 

And when I stood there with the 3 candles I got a huge lump in my throat. A lump that only got bigger when I whispered the names of my father, my uncles and my grandfather and lit a candle for them. A lump that only got bigger when I with a trembling voice thanked everyone who I know loves me and are there for me and lit a candle for them too. A lump that got a little less big when I half sobbing half chanting said; “You are amazing. You are smart. You are beautiful. You are worth it. You are you and that is okay. I love you”, and thereafter lit yet another candle in honor of my self.

Fuck the lanterns. The candles was the real shit.

lys

Day 121 –  Three candles

Regler Der Får Amaliemodsat Til at Syde Or Rules That Will Turn You Into a Fuming Child

** SCROLL DOWN TO READ; RULES THAT WILL TURN YOU INTO A FUMING CHILD **

Jeg hader og har altid hadet regler. Ikke nødvendige regler som for eksempel, at man ikke må larme efter kl. 23, da de fleste mennesker godt kan lide at sove om natten (Ja, gamle naboer, det er jer jeg hentyder til her) eller de lidt mere seriøse som for eksempel, at man helst ikke skal slå folk ihjel eller køre overfor rødt, og da slet ikke på samme tid. (Det er måske i virkeligheden mere love, men I ved, hvad jeg mener)
De regler/love er jeg helt nede med for vores allesammens skyld, men regler, der kun eksisterer, fordi en eller anden penisudfordret fyr i for små hyttesko ikke har noget andet at foretage sig, dem kan jeg ikke lide. Regler, hvor dem som forsøger at håndhæve dem ikke kan komme op med at godt svar på hvorfor dem. kan. jeg. ikke. lide, hvilket resulterer i , at sådanne regler gør mig ekseptionelt barnlig på Rasmus-modsat måden, hvor jeg altid ender med, at “bryde” reglerne i smug, fordi jeg alligevel ikke har nosser nok til at gøre det i regelhåndhævernes face.

Og ja, jeg var en pisseirriterende folkeskoleelev. (“Hvorfor skal vi lære det? Hvad kan vi bruge det til?” “Men HVORFOR må jeg ikke vippe på stolen, det er jo ikke dig, der sker noget med, hvis jeg falder ned?” “Hvorfor er det godt for min udvikling, at jeg spiller høvdingebold? Hvor står det henne?”)

Desværre har de ret mange af sådanne regler her i Asien. Jeg tror, det har noget at gøre med, at næsten alle har et job, selvom der i virkeligheden ikke er brug for dem allesammen, hvilket betyder, at de fleste har ALT for meget tid til at sidde og holde øje med om reglerne bliver overtrådt og finde på endnu flere af slagsen. (Eller også har det noget med penisstørrelserne at gøre, svært at sige)

Anyways – jeg befandt mig for nogle dage siden i et regelhelvede og besluttede at skrive mig en lille liste med de mest åndssvage. Mest for at undgå, at jeg ville komme til at råbe højt og skrige og sparke, som var jeg en 4-årig uden slik i Netto og sikkert dermed havne i et thailandsk fængsel. (Og det er der jo ingen, der har rigtig lyst til, vi har vel allesammen set Arvingerne, stakkels lillebror, jeg lige pludselig ikke kan huske navnet på) Men også til jeres, mine kære læseres underholdning

Så her kommer de –  De regeludfordrende situationer som en vis Amaliemodsat har overlevet:

  • Når stewarddesser går rundt og vifter irriterende med hånden for at få en til at rulle gardinet i flyvinduet op under start og landing. For piloten skal jo helst kunne se ud af alle vinduerne på samme tid for at undgå de der blinde vinkler, når han bakker op i luften eller noget…
  • Når der er to døre, der begge umiddelbart ser ud til at fungere fint, men det er kun tilladt at gå ud af den ene af dem. Armen, så beder I altså selv om oprør. 
  • Når nogle og KUN nogle flyselskaber insisterer på, at vi allesammen vil styrte ned og dø, hvis vores telefoner ikke er fuldstændigt slukkede, når flyet letter og lander, mens andre tilbyder gratis-fucking-wifi. Hold. Nu. Op. Der sker ingenting! Og tro mig, jeg ved det. Jeg slukker ALDRIG min telefon. 
  • Når små museumsvagter stormer hen imod en med en hastighed og vrede, som stod man og forsøgte at snave Mona Lisa, hvis man formaster sig til at forsøge at tage et billede af en af de udstillede genstande eller læne sig op ad en helt almindelig bar væg. Jeg tvivler for det første på, at min IPhones kamera kan forvolde nogen som helst skade andet end at få mig til at se 10 kilo tykkere ud. Og den der hvide væg – stop it. Det er bare dumt.
  • Når samtlige lufthavnsansatte fortæller en, at man ikke må tage bagagevognene med hen nogen steder. HVORFOR HAR I DEM SÅ?
  • Når man forsøger at købe noget over nettet, og luder-NETS kun vil lade en gennemføre købet, hvis man først logger ind med sit NEMID og derefter skriver sit telefonnummer, så de kan sende en endnu en kode, som man skal taste ind, og så formaster sig til at begrunde det med, at de bare gerne vil gøre det lettere for en ved, at man på denne måde slipper for at bruge tid på at memorere endnu en kode. Tal lige ned til folks intelligens, det er da vejen from. NOT.

 

regler

Fuck dig. 

 

Rules That Will Turn You Into a Fuming Child

I hate and have always hated rules. Not necessary rules like the ones that says that you shouldn’t make any noise after 11 pm because normal people actually like to sleep during the night (yes, I’m talking to you, dear old neighbors) or the more serious ones about not killing people or running a red light (maybe they are actually more like real laws, but you know what I mean) Those rules/laws I’m totally for, but the rules that only exist because some penis-challenged guy doesn’t have anything better to do, those I hate.  And that hatred often results in me ending up breaking them like a fuming child, but in secrecy of course, because I don’t have the balls to do it up in the rule-makers faces.

And yes, you guessed right. I was a very annoying elementary school student. (“Why do we have to learn this thing? What exactly can I use this for?” But WHY cant I tilt my chair, it’s not like anything will happen to you, if I fall down?” In what way is dodgeball a good thing for my develoupment? Where does it say anything about that?”)

Unfortunately there are a lot of these kinds of rules here in Asia. Maybe it has something to do with the fact that almost everyone has a job over here, even though a lot of them aren’t really needed, which results in way to much time to sit and keep an eye out for possible rule breakers and even make up new ones just for the fun of it.

Anyway – A few days ago I found myself in a hell made out of stupid rules, and I decided to write down a small list with the most annoying ones. Mostly just to avoid me yelling at everyone and laying down on the floor kicking and screaming and thereby ending up in a Thai prison. (And no one really wants to end up there, am I right?) But also for your, my kind readers amusement.
So here they are – The rule challenging situations survived by a certain childish Amalie.

  • When stewardesses walk around waving their annoying hands at people to get them to open the airplane window curtain during takeoff and landing. Because the pilot has to be able to see out of every window at the same time to avoid those blind angles when he backs up into the air or something right..?
  • When there are two doors that both seem to be working just fine, but you are still only allowed to use one of them. See now you’re just asking for trouble.
  • When some airlines and ONLY some, insists that we will all crash and die if we dont turn off our phones completely during takeoff and landing, while others offer free-fucking-wifi. Stop. It. Nothing is going to happen! Trust me, I know, I NEVER turn off my phone.
  • When tiny museums guards march over to you with an anger and a speed that could only be justified if you were actually trying to snog the Mona Lisa, but in reality you are just trying to take a picture of one of the exhibited pieces or got a little tired and decided to lean up against a perfectly normal and bare wall.
  • When every airport employee tells you that no, you cant bring the lauggage trolly with you to this part of the airport. WHY DO YOU EVEN HAVE THEM?

 

regler

Fuck you. 

Fortællingen om Mad Or The Story About Food

Jeg er en foodie = jeg elsker mad. Men mere end det. Jeg knuselsker mad, madoplevelser, restauranter, cafeer, madlavning og bare næsten alt, der har noget som helst at gøre med mad. Undtagen at snitte løg. Det elsker jeg ikke.

En stor del af min rejse har derfor også handlet om mad, og jeg har flere gange måttet krybe til korset, når min kære moder har stillet sit daglige spørgsmål; ”Hvad har du set i dag?” For flotte seværdigheder er bare ikke nummer et på min liste. Bevares, de er på listen og jeg har set utallige templer, monomenter, museer og grotter. Men de fleste gange har jeg lettere skyldigt måttet indrømme, at jeg egentlig ikke har fået set så frygtelig meget. I hvert fald ikke på den der intense nu-skal-vi-rigtig-ud-at-opleve-måde. Men til gengæld har jeg næste altid fået spist rigtig meget lækker mad.

Når jeg researcher en ny by eller et nyt sted (og det kan I tro jeg gør, da jeg udover mad også elsker lister og planlægning) er gode spisesteder det første jeg kigger efter. Og lige bagefter kigger jeg efter gode hoteller med hvidt sengetøj, men det er en helt anden snak.

Og på grund af min research har jeg altid en god ide om, hvor jeg må og skal hen og spise et måltid, inden jeg rykker videre mod min næste destination.
Og nej, nej, jeg lader mig da selvfølgelig også inspirere af at gå rundt i gaderne og kigge, og nogle gange kapitulerer jeg også bare og vælger et eller andet, fordi jeg er træt af at gå, skal tisse eller bare er voldsomt ved at dø af sult.

Men for det meste er mine valg altså truffet på forhånd ved hjælp af gode gamle Lonely Plantet, Tripadvisor, magasiner og blogs. (ja, man er vel journalist)
Og det er de, fordi jeg vægter mine måltider højt. Jeg gider ikke spise nederen eller dårlig mad. I hvert fald ikke som udgangspunkt (nogle gange må man som sagt kapitulere og spise den der vakuumpakkede sandwich, man får stukket i hånden af en smilende guide)

Og derfor handler mine rejser også altid ret meget om mad, og hvor det næste måltid skal indtages. Jeg eeeeelsker cafeer med opfindsom indretning og ligeså opfindsomme menukort, og sådan nogle kan jeg vandre mange kilometer for at finde. Og hvis valget står mellem endnu et tempel (sikkert et meget flot et af slagsen) og en frokost på en fed vietnamesisk kaffebar, så er det altså ikke templet der vinder. For som H.C. Andersen sagde; ”At rejse er at spise”…. Eller, det var i hvert fald det, han burde have sagt.

For maden er altså noget af det mest interessante ved at opdage nye steder.
Det endelig at sætte tænderne i et frisk vietnamesisk forårsrulle eller en knasende sprød thailandsk tempurareje er hele flybilletprisen og alle rejsekvalerne værd. Det at give sig i kast med nye smage og måder at spise et måltid på er ifølge mig akkurat ligeså lærerigt og ofte meget sjovere end at tilbringe dagen i et støvet tempel, (jeg har altså ikke noget imod templer, templer er nice, og jeg har set rigtig mange flotte af slagsen, men efter Angkor Wat er jeg fuldstændigt templed-out og derfor også mere tilbøjelig til at synes, at mad er langt mere interessant) og selvom jeg nogle gange har måttet klistre mit modige ansigt fast oven på mit skræmte ansigt, så har alle mine madoplevelser været positive. Om ikke andet så på grund af de historier, jeg nu kan delagtige gøre mine travelbuddies i. (Fx et styks hel kylling (med hoved) hævet ud af en puppe lavet af stegte ris)

Ja, Asien er ikke for sarte sjæle, siger hende, der endnu ikke og heller aldrig kommer til at forsøge sig med de der insektspyd. (Jeg har dog prøvet snegle, hvilket var overraskende lækkert)

Nå, men i dag har jeg altså ikke en eller anden finurlig moraleagtig måde at slutte mit blogindlæg af på, da min pointe vist bare har været, at jeg elsker mad og at mad kombineret med rejser er næsten ligeså godt som banan og Nutella.
Eller som Jennifer Lawrence vist har sagt; ”Eating is one of my favorite parts of the day.”
Så her er der en masse billeder af mad. Det var så lidt.

avokado

AVOKADO!

 

balimad

Dag 42 – Vegetarisk hopster Naso Goreng

 

dessert

Dag 87 – Desserthimmel

 

formegetmad

Dag 99 – Alt for meget mad.

 

grød

Morgenmad ❤

 

pandekage

Dag 79 – Mere morgemad

 

The Story About Food 

I’m a foodie = I love food. I love food experiences, restaurants, cafes, cooking and just about anything that has something to do with food. Except for cutting onions. That I don’t love.
My love of food has resulted in the fact that a big part of my travels has been about food, so much in fact that I several times have had to admit to my mother when asked about what sights I’ve seen, that I actually really haven’t seen that much. But if she wants to know about all the great food I’ve been eating she better sit down and get ready for a long story.

When I’m researching a new city or a new place the good restaurants are the first things I look for, and because of that I always have a good idea of where I’m gonna have at least one good meal before I leave for my next destination. And yes, of course I get inspired by just walking the streets of the city I’m in too and sometimes I also just give up and pick something random because I’m either tired, have to pee or just plain old starving.

But most of my food choices is made in advance with the help from the good old Lonely Planet, Tripadvisor, magazines and blogs (I am a journalist after all)
Why you might ask? Because I value a good meal and good food. I don’t wanna bother with eating bad food, at least not if I have the choice. (but as I said sometimes you just have to give up and accept that processed sandwich your smiling guide is trying to make you accept)

So my travels revolve a lot around food. I loooove cafes with nice decor and nice menus, and I will walk for miles just to get to one of those. And if I have to choose between en cool Vietnamese coffee shop and yet another temple, lets just say that the temple doesn’t really have a good shot at winning.

And that’s because food is one of the most interesting things about discovering new places. The feeling you get when you finally sink you teeth into a fresh Vietnamese spring roll or a crispy Thai tempura scrimp is amazing. To try new flavours and ways of eating is often just as educational as visiting a dusty temple or a shiny monument.
And even though I sometimes have had to put on my brave face on top of my frightened one, every meal I’ve had has been a good experience. At least because I comes with a good story to tell my travel buddies. (Ex: the one about a whole chicken (head and all) being pulled out of a sticky rice ball)
Yes, Asia is not for the fainthearted, says the woman who still hasn’t tried and never will try those insect skewers.

But still, food is wonderful and food and travel combined is almost as good as banana and Nutella. Or as Jennifer Lawrence once said; ”Eating is one of my favourite parts of the day.”
So here’s a lot of pictures of nice food. You’re welcome.

dessert

Day 87 – Dessert heaven

 

 

 

formegetmad

Day 99 – Way to much food

 

balimad

Day 42 – Vegetarian hipster Nasi Goreng

 

avokado

AVOCADO

 

pandekage

Day 79 – Breakfast ❤

 

grød

More breakfast

 

Ting Jeg Har Lært or Things I’ve Learned

**SCROLL DOWN TO READ; THINGS I’VE LEARNED**

scooter

  • Medmindre man synes, at en lille insektsnack eller to bare er the shit, så skal man lade være med at smile med åben mund, når man kører på scooter og- eller motorcykel.
  • Hvis man vil over vejen i Asien, skal man bare gå over. Også selvom 20 scootere er på vej mod en.
  • Jeg er åbenbart mindre kryb-venlig end jeg lige havde troet. Edderkopperne på mit teenageværelse eller i dukkekrogen i børnehaven kunne snildt fjernes med støvsugeren eller slåes ihjel med en plastikgryde. Asiens versioner af kriblekravle edderkopper (der har horn?!) og tre meter lange slanger, der stroller forbi med en flyt-dig-lige-attitude er altså i en helt anden liga = forestillingen om at bo i en fin lille bungalow ved stranden er skiftet ud med hede fantasier om betonhøjhuse.
  • Det er helt vildt morsomt, når man spørger thailændere om noget på engelsk. Sådan helt tårevædende hvad-regner-du-dog-med-lille-hvide-dame?
  • God kundeservice i Vietnam er lig med, at ekspedienterne står og ånder en i nakken, mens man kigger på deres træfigurer.
  • Når en ladyboy bus-stewarddesse siger, at man skal sætte sig ned på sit tildelte sæde og ikke under nogen omstændigheder forsøge at skifte til en vinduesplads, selvom der er omkring 10 af dem ledige, så sætter man sig ned på sin tildelte plads og forsøger ikke under nogen omstændigheder at skifte til en vinduesplads.
  • I Asien kan man købe Valium uden recept.
  • Valium er virkelig nice på lange busture med emsig ladyboy bus-stewarddesser.
  • Indiske teenagepiger på Thailandstur går ikke i bad eller bruger deodorant, men har alligevel ingen skrupler ved at bo på værelse med ti andre mennesker med normalt fungerende næser.
  • Alle i Asien har en ven, der er har/er en god restaurant/skrædder/butik/cafe/visumfabrikant/fyld selv på…

Things I’ve Learned 

scooter

  • Unless you think a small insect snack would be the shit, dont ride your scooter with a big open mouthed smile on your stupid face.
  • Even if 20 scooters are heading in your direction – if you wanna cross the road in Asia just cross the road.
  • Apparently I’m much less of a creepy crawly lover, than I thought. The spiders in my teenage room in the basement or in the play nook at kindergarten could easily be removed my the vacuum cleaner or be killed off with a play spatular. The Asian versions of the creepy crawly spiders (with freaking horns?!) and the 3 meter long snakes just strolling past you with a get-out-of-the-way-atttitude is something completely different = My dream of staying in a small bungalow at the beach has now been changed to a strong desire to live in something very tall and made of concrete.
  • It’s really hilarious when you ask thai-people something in English. You know the kind of totally tear inducing what-are-you-thinking-silly-white-woman-hilarious.
  • In Vietnam good customer service consists of breathing down the customers neck while they look at the merchandise.
  • When a lady boy bus steward says that you have to sit down in your assigned seat and under no circumstance must try to change to a window seat even though there’s like 10 of them available, you sit down in your assigned seat and do not under any circumstances try to switched to a window seat.
  • In Asia you can buy Valium without a prescription.
  • Valium is really nice when you’re on long-haul bus trips with pissy ladyboy bus stewards.
  • Indian teenage girls on trips to Thailand apparently dont shower or use deodorant even though they share a room with 10 other people with fully functioning noses.
  • Everyone in Asia has a friend who is or has a /restaurant, tailor, store, cafe, visa-maker/ fill in the rest…

Fortællingen om Transportlykke or The Story of Transportation Happiness

** SCROLL DOWN TO READ; THE STORY OF TRANSPORTATION HAPPINESS **

Selvom jeg lige nu sidder i den hårdeste seng i mands minde (jeg kunne næsten ligeså godt lægge mig ned på gulvet) så går det bedre herover i Asien. Min hjemve er her stadig, og Tristhed popper også indimellem op og prikker mig ihærdigt på skulderen, som en af de der irriterende klassekammerater, der lugtede lidt af tis og bare virkelig gerne ville bytte klistermærker med en. Hele tiden.

Men udover det så går det bedre. Ikke fordi jeg er kommet tættere på en beslutning om, hvorvidt jeg skal komme hjem eller tage videre ud i verden, (min konto siger nej, min mave er tvivlende, mit rejsehjerte råber ja) men fordi jeg igen de sidste par dage har oplevet den der fuldkomne rejeslykke. Den som overmander en og gør det umuligt at lade være at smile stort og bredt.

grønnebjerge

Dag 107 – For eksempel denne udsigt

Jeg har haft mange lykkestunder på min tur, mange små fine øjeblikke, hvor jeg har oplevet noget prisværdigt, mødt fantastiske mennesker og har haft tid og ro til at bare at sidde og suge til mig, nyde øjeblikket og være taknemmelig for, at jeg har muligheden for at gøre det, som jeg gør lige nu. Det er nemlig langt fra alle, der kan det.

Den største rejselykke har jeg oplevet de gange, hvor jeg har været undervejs. Hvor jeg har befundet mig midt imellem to steder og ikke har kunnet eller skullet andet end bare at sidde og opleve. Og sådanne stunder har man i den grad brug for, når man hver eneste dag oplever nye ting og ser nye steder. Dermed ikke sagt, at alle mine transportstunder har været fabelagtige og fantastiske. Jeg har siddet i lidt for mange ukomfortable og lugtende busser uden affjedring fyldt med ofte venlige lokale, der dog bare har et lidt andet forhold til prutter og bøvser i offentlige fora.

Men alt det falmer og bliver glemt, når jeg oplever ren transportlykke (tænk at sætte lykke og transport sammen til et ord…Jesus, en hippie jeg er blevet) For som Ulla Terkelsen lige har sagt til mig i sin lydbogsudgave af “Vi kan sove i flyvemaskinen”

“Folk dvæler under transport”

Det gør vi nemlig, eller det gør jeg i hvert fald. Og når transporten så sker i et bumlende thailandsk tog, hvor vinden blæser ind ad de åbne vinduer, grønne rismarker flyver forbi udenfor, smilende familier tilbyder dig stykker af deres medbragte frugt og et helt andet liv end dit eget udspiller sig i de små landsbyer, du kører forbi, så kan du næsten ikke gøre andet end at smile åndssvagt og med åben mund. Og derefter dvæle og tænke over dit eget liv, hvad du har og hvad du er taknemmelig for, men også bare give plads til at mærke lykken og lade den omslutte dig, inden den ligeså hurtigt forsvinder igen og erstattes af en også helt igennem fin, men almindelige følelse af væren.

togtur

Dag 74 – Den Fantastiske Togrejse

Det er lang tid siden, at jeg tog toget i Thailand og jeg havde næsten opgivet håbet om, at opleve det igen. Følelsen af rejse- og transportlykke. Men så forleden steg jeg op på Mr. Thangs Honda motorcykel og tog med ham og to danske fresh-out-of-highschool-fyre op i de vietnamesiske bjerge. Der kørte vi op og ned ad bjergveje, forbi vandfald og kæmpemæssige grønne og frodige bjerge, som på forunderlig vis mindede mig om min norske farmors fjelde. Og der på toppen af en bakke med 70 kilometer i timen løftede jeg armene op over hovedet, så det næsten føltes som om jeg fløj, alt imens The Scripts “Superheroes” spillede i mine ører.
Lige der ventede lykken tilbage og fyldte mig helt ud.

kingoftw

Flyvelykke

The Story of Transportation happiness 
Even though I’m currently sitting in what must certainly be the hardest bed ever created (I could almost just as well lay down on the floor) things are starting to pick up here in Asia. My homesickness is still here though, and Sadness occasionally pops by and pokes me like that annoying classmate, that kind of smelled like pee and always wanted to exchange stickers. All of the time.

But besides that, things are better. Not because I’ve come closer to a decision regarding if I should return home or continue venturing out into the great big world,(my bank account says no, my gut is doubtful and my travel heart is screaming yes) but because I once again have experienced that complete feeling of travel-happiness. The one that overwhelms you and makes it impossible to not be one big happy smile.

grønnebjerge

Day 107 – This view

I’ve had my fair share of nice and happy moments on this trip, lots of nice moments where I’ve either seen something amazing, met wonderful people and have had the time to just sit and soak everything up, enjoy the moment and to be grateful because I have the means and the opportunity to do what I’m doing right now. Not everyone has that.

The greatest feeling of travel-happiness I’ve experienced so far, has been when I was on the move. When I was going from one place to another and couldn’t and didn’t have to do anything else than to just sit and take it all in. And you need moments like that when all you do for three months is to see new places and meet new people. I’m not saying that all of my transportation moments have been wonderful. At all. I’ve been in way to many uncomfortable and smelly busses with little to no suspension, often filled with friendly locals, that just dont have the same view on when it is and when it isn’t okay to fart.

But all that fades away when I get to experience pure transportation happiness. (I cant believe I just put those words together..Jesus, what a hippie I’ve become) And as a great Danish journalist just wrote in her book “We can sleep on the airplane”

“People linger during transport”

And we do, or I do at least. Especially if the means of transportation is a rakish Thai train where the wind is blowing in from the open windows, rice fields are flying past outside, smiling families are offering you fresh fruit and a whole other life than your own is taking place in the small villages the train is passing – then it’s almost impossible not to sit and smile and linger. To linger and think about your own life, what you have, what you are grateful for, but also to just let the happiness embrace you before it goes away again and are replaced by the nice, but more ordinary feeling of just being.

togtur

Day 74 – The Amazing Trainride

It’s been almost five weeks since I was in that train in Thailand og I had almost given up on experiencing the feeling of travel- and transport happiness again. But then the other day I got on the back of Mr. Thangs Honda motorbike and went with him and two Danish fresh-out-of-high-school guys on a trip up into the Vietnamese mountains. We drove up and down mountain roads, pass waterfalls and giant lush and green mountains that reminded me of my Norwegian grandmothers fjelde.
And there on top of a hill with 70 kilometers an hour I spread out my arms so it almost felt like I was flying while The Scripts “Superheroes” was blasting in my ears. There it was. Happiness.

kingoftw

Flying happiness

Fortællingen om Tristhed Or The Story about Sadness

*** SCROLL DOWN TO READ; THE STORY ABOUT SADNESS ***

Før jeg tog afsted på mit eventyr forventede jeg, at jeg ville opleve en del triste stunder. Jeg troede, at jeg ville fyldes med hjemve og savn og ikke mindst tristhed over, at mit fem år lange forhold til Den Lyshårede Fodboldfyr var slut.
Og tristheden har da også været på besøg et par gange, og har flere gange også taget sine venner Tårer og Snot med sig. Men besøgene kom ofte kun, når Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg en gang imellem talte sammen, og det begynder efterhånden at minde mere og mere om mine ophold på skolekolonier eller lejrskoler, hvor savnet til min mor for alvor først satte ind, når jeg fik lov at ringe til hende.
For lyden af hans stemme får for alvor tristheden til at vokse frem og lægge sig som en kæmpestor og tung løve på mit bryst. For, for fanden hvor jeg savner ham.
Min bedste ven.

kat

Dag 93 – Nusning med søde katte hjælper altid lidt.

Men på trods af det har trisheden slet ikke lagt vejen forbi Amalieland ligeså ofte, som jeg ellers havde troet og hjemveen, den har slet ikke gidet finde vej frem til mig.
Jeg har tværtimod nærmest lidt af det modsatte, hvis sådan noget da eksisterer.
Jeg har i hvert fald overhovedet ikke villet hjem. Alene tanken om at lande i Kastrup Lufthavn og blive en del af min danske hverdag igen fik mig til gå ind og google muligheder for at rejse i endnu længere tid.
For det første kunne, og kan jeg stadigvæk ikke, overskue at skulle hjem og deale med Den Lyshårede Fodboldfyr og vores fælles lejlighed endnu, lige meget hvor meget jeg så end savner ham. Og for det andet så føles det på ingen måde som om jeg har noget at vende tilbage til. Dagpengeland, kærestesorger og dansk vintervejr har i hvert fald umiddelbart ikke været en synderligt tiltrækkende tanke. Det kan selvfølgelig godt være, det bare er mig, men hvorom alting er, så har jeg elsket at være væk og nærmest frygtet at vende hjem.

Men i dag kom tristheden. Og hjemveen. Tårer og Snot har dog ikke meldt deres ankomst endnu, men det skulle ikke undre mig, hvis de ikke kommer brasende rimelig snart og får mig til at ligne og lyde som en brægende hystade.
Og jeg ved ikke rigtig hvorfor.

Følelser er flygtige og nogle gange popper de op ud af ingenting, og det kan derfor være svært at finde ud af, hvorfor og hvad de skyldes, hvis man ikke en gang imellem leger følelsesdetektiv. Og jeg er også normalt rimelig god til at mærke efter.
At sætte mig ned og koncentrere mig om at lokalisere, hvad det egentlig er jeg føler og hvorfor. Men i dag er mine Sherlock Holm’ske evner ingen steder at finde og jeg sidder derfor med en følelse af tristhed, savn og hjemve, som jeg ikke ved, hvor jeg skal placere eller gøre af.

barn

Dag 92 – Søde kram hjælper også.

En anden ting, jeg er blevet god til er at acceptere, at jeg nu en gang føler som jeg føler og dermed lade mig selv være i det og mærke det hele, men med visheden om, at det på et tidspunkt går væk igen.
Jeg har dog tidligere i mit liv været utrolig kvik til at finde måder at distrahere mig selv på og på den måde skubbe de dumme følelser væk, for så bare at se dem poppe op igen på et andet tidspunkt med fornyet styrke og medbringende spandevis af tårer, og jeg har derfor lært på den hårde måde, at det er sundere og bedre bare at go with the flow, når det gælder ens følelsesmæssige liv. Men det er altså svært at acceptere alle disse dumme følelser, hvis man ikke kan finde årsagen til dem.
Og derfor sidder jeg nu på sjette time på en cafe i Hoi An i Vietnam og ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre af mig selv.

Jeg forsøger at læse og ordne nogle praktiske ting, jeg spiser et stykke kage og drikker lidt kaffe. Men jeg bliver gang på gang overvældet af tristheden og hjemveen og tårerne står efterhånden rimelig meget på spring. Måske er det bare en ond omgang travelblues, som går væk om et par dage, men jeg frygter at det noget større, noget jeg bliver nødt til at ændre kurs for at få gjort op med.
Jeg synes ellers, jeg havde planlagt det hele så godt –  tre, måske fire måneder i Asien og så videre til Australien i tre måneder. Men lige nu har jeg allermest lyst til at booke den første og bedste flybillet til København og falde om halsen på min mor. Også selvom jeg ved, at jeg med garanti ville fortryde det, så snart de første velkomstglædelser havde lagt sig igen.
Akkurat ligesom, når jeg fik lov til at komme tidligere hjem fra koloni.

himmel

Dag 104 – Kig op mod himlen og vejen hjem.

The Story about Sadness 

Before I set out in this adventure of mine, I thought that I would have plenty of sad moments and that I would feel homesick a lot. Especially regarding my recently changed relationship status. And Sadness has indeed come by to visit me a couple of times, but the visits have almost only happened when The Blond Haired Football guy and I talked on the phone, where the sound of his voice made the feelings of sadness and remorse feel like there was a big and heavy lion sitting on my chest. Because God how I miss him, my very best friend.

But other than that Sadness hasen’t crashed my party as often as I thought it would, and Homesickness haven’t bothered at all about coming by. I’ve acutally felt the opposite of homesick. Just the mere thought of landing in Copenhagen would make me turn to Google to figure out how to stay on the road for even longer.

kat

Day 97 – Kitty cuddles always helps.

First of all I dont even wanna think about having to go home and deal with the Blond Haired Football Guy and our apartment, no matter how much I miss him. And second, it really doesn’t feel like I have anything special waiting for me there. Unemployment checks, heartbreak and the Danish winter is just not as appealing a it might sound. But today Sadness did arrive and it brought along Homesickness too. And I dont exactly know why.

Emotions are a fleeing bunch and can pop up out of nowhere. And because of that it can sometimes be difficult to figure out why and what they mean, it you don’t do them the honor of dissecting them, which I have become pretty good at, if I have to say so myself. When dissecting your emotions you have to sit down and try to figure out what exactly it is you are feeling and why you are feeling it. But today my dissecting abilities is nowhere to be found and I am left with the feeling of sadness, the feeling of needing something I cant quite place and the feeling of homesickness. And I dont know what to do with them.

barn

Day 93 – Hugs can also do the trick.

Another thing I’ve gotten pretty good at is to accept that I feel what I feel, and in that way let my self stay with that emotion and feel all of it for as long as I need to, while at the same time knowing that this too will pass. When I was younger I was very good at pushing unwanted emotions away, just to see them reappear even stronger than before a little later, and that has taught me that it is much healthier to accept what ever you might be feeling and in that way deal with it.

But it’s hard to accept emotions if you cant figure out the reason to why you are feeling them. And that is why I’ve been sitting in a small cafe in Hoi An in Vietnam for nearly 6 hours not really knowing what to do with my self.

I’m trying to read and to get some writing done, I’m eating some cake and drinking some coffee, but I keep getting overwhelmed by Sadness and Homesickness. Maybe it’s just a really bad case of the travel blues, but I fear that it’s something more, something that I will have to change my plans according to.
I really did think my plan was a pretty good one though – 3, maybe 4 months in Asia and then off to Australia for another 3 months. But right now all I really wanna do is to find a flight back home to Copenhagen and get me a real big mom-hug. Even though I know I will probably regret it all after the first joys of being home has passed.

himmel

Day 104 – Looking at the way home.