Fortællingen om Malle Alene I Verden Vol. 2

Jeg har efterhånden vænnet mig til at være alene. Jeg går ikke længere og tænker på, hvornår jeg mon vil møde nogen, som jeg kan tale andet end gebrokkent engelsk og tegnesprog med. I hvert fald ikke i ligeså høj grad, som jeg gjorde i mine første uger.
Og tilvænningen skyldes nok, at jeg næsten ingen rejsende har mødt fra jeg tog afsted fra Bali og igennem hele min tur ned gennem Malaysia.
I Kuala Lumpur boede jeg på et hostel, hvor jeg talte lidt med et par søde argentinske fyre, men vi foretog os ikke noget sammen.
Da jeg var i Melaka mødte jeg ikke en sjæl, og var faktisk helt alene i den store sovesal på mit meget moderne hostel.
Og da jeg var i Cameron Highlands boede jeg som bekendt ikke på noget særlig ungdomsvenligt hotel (4 STJERNER!), så derfor mødte jeg kun en pige, som jeg snakkede lidt med, da vi begge deltog i en guidet tur ud i højlandet.

Men det var faktisk først, da jeg nåede til George Town på øen Penang, at jeg begyndte at blive lettere irriteret over mit eget selskab. Det var lidt som, når man har været sammen med en gruppe venner i en hel uge, 24 timer i døgnet og efterhånden har lyst til at slå dem alle sammen i hovedet, hver gang de siger noget, fordi man næsten ikke har haft en minut til sig selv.
Sådan havde jeg det, da jeg sidste lørdag steg af bussen i George Town. (Som by the way er en fantastisk by!)

streetart

Dag 70 – George Towns streetart.

Jeg var virkelig træt af mig selv. Sådan Hold-nu-kæft-Amalie-du-er-så-pisse-irriterende-kan-du-ikke-bare-tie-stille-i-ti-sekunder?!-agtigt.
Og det blev ikke bedre, da jeg vågnede næste morgen efter igen at have sovet helt alene i mit lille hostels sovesal. (Hvem sagde lavsæson?)

Men jeg trak mit triste korpus ud af sengen og gik ud i byen, for det skal man jo, når man rejser. Og jeg havde desuden heller ikke mere rent tøj. Derfor gik mig og min kortblindhed ud for at finde et møntvaskeri eller en sød malaysisk dame, der gad at vaske mine sure sokker.
Og efter en del trasken op og ned ad George Towns gader i stegende hede og høj luftfugtighed fandt jeg et vaskeri. Og på vaskeriet sad Pablo.
Pablo var fra Spanien og havde sagt sit ingeniørjob op for at rejse rundt i fem måneder, først i Afrika, nu Asien og til sidst Sydamerika. Og så havde han heller ikke mere rent tøj.
Så vi snakkede sammen (Jeps! Jeg talte med et rigtigt menneske i mere end fem minutter) og han sagde henkastet, at vi da kunne finde ud af noget senere i aften. Han havde også mødt nogle andre solorejsende på sit hostel, så jeg kunne jo joine dem. Jeg nikkede og prøvede at sige ligeså henkastet, at det da sikkert kunne være meget hyggeligt, og at jo vi kunne skrives ved.
Og så gik jeg med mit rene og velduftende vasketøj og følte mig en del mere opløftet. Lige indtil jeg farede vild.

bluemansion

Dag 72 – Fællesudflugt til The Blue Mansion

Jeg fandt dog tilbage til mit hostel efter at have vandret fortvivlet op og ned af en trafikeret og forurenet vej, mens jeg skældte ud på mig selv.
Og til min store overraskelse og glæde fandt jeg, da jeg trådte ind i sovesalen, flere rigtige mennesker. De rigtige mennesker var tre piger, som også rejste rundt alene og som også var i stærkt socialt underskud.

Dermed blev resten af min tid i George Town og Malaysia brugt på at spendere tid sammen med sjove, søde og spændende mennesker fra alle mulige steder i verden.
For foruden Pablo og de tre piger fra mit hostel, som henholdsvis havde tyske og engelske pas, stødte der i løbet af min lille uge i byen, både hollændere, chilenere, amerikanere og endnu flere tyskere og englændere til.

katte

Dag 71 – I min søgen efter socialisering besøgte jeg George Towns kattecafe. Med rigtige katte.

Og det har været skønt. Skønt at grine, snakke, undre sig, kigge på kort og spise sammen med nogen. For selvom jeg i høj grad nyder at være at afsted alene og selv at kunne beslutte, hvad jeg skal og hvornår jeg skal det, så er det også rart, at dele oplevelserne med nogen. Og derudover at slippe for at udføre kunsten – at spise OG læse uden at spilde ned af sig selv. (For det er jo kun triste mennesker, der sidder helt alene og stirrer ud i luften, når de spiser, det ved alle jo)

Nu er jeg på egen hånd igen, og efter bunkevis af socialt samvær er det faktisk helt rart, at have lidt kvalitetstid med hende Amalie igen.
Også selvom jeg ikke håber, at der går ligeså lang tid, før jeg møder ligeså søde og ligeså needy rejsende, som jeg gjorde i George Town.

par

Dag 73 – Kærlighed i og til George Town

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s