Fortællingen om Lykkebobler Og Grønne Bjerge

Efter et par ret så hårde dage (som jeg kommer ind på i et senere indlæg) har i dag endelig været en god dag. Så god faktisk, at jeg lige nu er fyldt med lykkebobler i hele kroppen. De hopper op og ned og kan slet ikke sidde stille.
Og hvis jeg ikke garanteret ville ende med at brække noget eller i hvert slå hovedet, så havde jeg også hoppet. Op og ned i den himmelseng, som skal være min sovetrone de næste to nætter.

himmeseng

HIMMELSENG!

Jeg er taget til Cameron Highlands. Et smukt sted i Malaysia, som er fyldt med frodige skove, grønne bjerge og britiske hoteller. Ja, britiske.
Malaysia var nemlig en gang i britisk koloni. Eller faktisk var det først en portugisisk, så en hollandsk og først derefter blev landet brugt som et second home for scones og fine britiske, te-drikkende mænd.
Og en af de te-drikkende mænd gik sig en dag en tur (Det er i hvert fald, hvad jeg forestillede mig, inden jeg selv tog turen med bus op af verdens mest snørklede bjergveje) og fandt det, der senere blev døbt Cameron Highlands.

Og her er det, i modsætning til resten af Malaysia, faktisk muligt at gå en tur uden at omkomme af væskemangel eller drukne i sin egen sved. Her er omkring 10 grader koldere, og selvom det for en dansker som mig alligevel er ganske lunt, er det efter en måned i über tropisk klima, ret lækkert ikke at være ved at dø lidt, hver gang man træder udenfor en dør.

Desuden, og det er det bedste af det hele, så har denne del af Malaysia holdt ret godt fast i den britiske indflydelse. Og det er netop en af grundene til, at jeg render rundt og fniser lidt hele tiden. Jeg har nemlig indlogeret mig på det mest fantastiske hotel i hele verden. I hvert fald, hvis man som mig er lettere anglofil.
Her er blomstret tapet, himmelsenge med kridhvide lagner, bløde lænestole og ild i pejsen.
Og så regner det! Jamen altså, det er helt fantastisk! (Til jer der undres nu – Jeg elsker regn, og at have været uden en eneste dråbe i en hel måned har været lidt hårdt for mit hyggegen)
Så hvad er opskriften på at gøre Amalie glad? Regn, british invasion og malaysiske priser åbnebart. Plus selvfølgelig den store, grønne og vidunderlige malaysiske natur, som jeg har stået og gloet på, som om jeg ikke kunne bruge mine øjne til andet.

lakehouse

Dag 67 – The Lakehouse Hotel og grønt hele vejen rundt.

Ja, det er afgjort rimelig fantastisk. Og hotellet her har gjort det tydeligt for mig, hvor meget et virkelig lækkert og fint værelse kan gøre for ens lykkefølelse.
En realisation, der har fået mig til at beslutte, at der ikke bliver booket flere røvsyge og anonyme hotelværelse fra min konto af. I stedet bliver det hostels op og hostels ned, og ind imellem, efter at have sparet gode penge på at sove tæt op af andre, så bliver der booket noget godt. Noget, der får lykkeboblerne til at hoppe rundt.
For det skal der altså også være plads til, selvom man rejser verden Asien rundt.

afternoontea

Dag 68 – Afternoon tea og bløde lænestole. Living the dream.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s