Du Ved Det Er Lang Tid Siden Du Sidst Fik Noget Når…

  • ti år gamle sexminder lige pludselig kan få det til at kilde i maven
  • du siden du kom til snerpede Asien er blevet lidt for gode venner med Hola og andre IP-adresse-ændrende programmer…
  • du bruger fire timer af din første dag i Bangkok  på at lede efter et såkaldt Penisalter, som du har hørt om.
penis

De kører den ind med penis i Bangkok

  • du lukker øjnene og forestiller dig, at din venlige og kvindelige strandmassør er en Adonis-lignende mand, der bare har meget små hænder.
  • en del flere mænd end normalt er begyndt at falde ind under kategorien Ku’ Godt.
  • PG-ratede kyssescener i teenagerserier som Switched at Birth og Pretty Little Liars kan nu snildt få dine tanker til at vandre.
  • du overvejer at købe en eltandbørste…
sex

Dag 88 – Længe leve reklamer.

Reklamer

Fortællingen om At Elske Sig Selv

Det var egentlig slet ikke meningen, at jeg skulle rejse rundt med en rygsæk i Asien. Oprindeligt havde jeg forestillet mig, hvordan jeg, The Cheryl Strayed Way, ville vandre gennem Australiens vildnis (på en rigtig vandresti med pile, der peger i den rigtige retning, selvfølgelig) og på den måde gå indtil jeg fandt mig selv. Desværre blev The Bibbulmun Track, som jeg havde udset mig, lukket ned på grund af skovbrande og jeg måtte derfor finde en anden måde at komme nærmere mig selv på. Så det blev efter en del bloglæsning på blandt andet World of Wanderlust til en Asientur, hvor formålet, udover selvfølgelig at opleve og se en masse flotte og spændende ting, var at blive en bedre Amalie.

Inden jeg tog afsted forestillede jeg mig, hvordan jeg ville sidde på hvide sandstrande og se solen gå ned, mens jeg mediterede eller bare blev opslugt af øjeblikket og på den måde lærte, hvordan jeg bedre kunne leve i nuet.
Jeg forestillede mig, hvordan det via en kombination af yoga, et seriøst arbejde med selvværdsøvelser og det at klare mig selv igennem alle de udfordringer, jeg ville møde på min vej, ville være muligt at kunne lægge alt mit lort bag mig og komme tilbage som et menneske, der tror på sig selv, elsker sig selv og ikke mindst hviler i sig selv.
Og jeg har da oplevet en del flotte solnedgange og også haft nogle fantastiske øjeblikke, hvor lykken har fyldt mig helt ud og gjort det muligt for mig at være fuldstændig tilstede i nuet. Men det der med at arbejde med mig selv gennem selvværdsøvelser og yoga. Not so much.

migpåsten

Dag 80 – Meditationsværdig solnedgang

I hvert fald ikke indtil nu. Men nu hvor jeg er på Koh Lanta, en lille bitte thailandsk ø, hvor der ikke rigtig er andet at lave end at spise god mad, bade, sole og køre på scooter, har jeg endelig tid og overskud til at gøre alle de ting, jeg havde sat mig for.
Jeg skal ikke se noget, jeg skal ikke finde vej, jeg skal ikke shoppe.
Jeg skal bare være. Lige her hvor jeg er, og det betyder, at jeg faktisk slet ikke kan lade være tænke store tanker eller at hive min medbragte selvhjælpsbog Elsk Den Du Er frem.

Bogen guider dig igennem otte ugers forskellige øvelser i at genkende dine egne mønstre, lærer dig at ændre de destruktive af dem og giver dig samtidig redskaber til, hvordan du kan være din egen aller bedste ven. Noget jeg i høj grad godt kunne bruge hjælp til.
Jeg er nemlig ikke særlig sød ved mig selv. De ting, jeg nogle gange tænker om mig selv og den måde jeg kan skælde mig selv ud på ville jeg aldrig nogensinde kunne drømme om at sige til folk, jeg holder af. Jeg ville ikke en gang tænke dem.
Og jeg har efterhånden indset, at den eneste måde jeg kan blive glad og tilfreds med mit liv og med mig selv på er, hvis jeg begynder at behandle mig selv bedre.
For selvom man altid kan sige, at man er havnet i en dum situation eller er blevet såret, fordi en man holder af eller elsker har gjort en ondt, så kan man i virkeligheden kun bebrejde sig selv.

silene

Dag 82 – Strandrefkelsion

Det er nemlig dig, der har ladet andre behandle dig dårligt. Det er dig, der har sagt ok til, at leve et liv, du inderst ikke var tilfreds med. Det er dig, der ikke har sagt fra. Men du skal faktisk ikke bebrejde dig selv. Du skal tværtimod tilgive og sige undskyld for ikke have været dig for dig.
Du skal sige undskyld, fordi du ikke troede nok på dig selv, fordi du ikke vidste, at du var god nok præcis som du var. Og så skal du tilgive dig selv for ikke at vide de ting og for at have budt dig selv alt det, som du ikke fortjente.
Og så skal du lægge det bag dig.

Det var det, jeg forsøgte igår. Jeg skrev et brev til mig selv, hvor jeg fik fortalt den gamle Amalie, at det var okay. At hun var okay, og at jeg var ked af, at jeg ikke havde været der for hende og troet på hende. Troet på, at hun fortjente det bedste af det bedste og at hun hverken var forkert, dum, tyk eller kedelig. At hun er helt fantastisk, vidunderlig, sjov, smuk og klog. Og at selvom hun nogle gange fejler, ændrer det ikke på noget af det.
Og nu var jeg skriver det her igen kan jeg mærke, at visheden om, at det faktisk er sandt er endnu stærkere. Jeg skal bare blive ved med at sige det til mig selv, og på et tidspunkt vil det ikke længere være noget, jeg skal forcere. På et tidspunkt vil det være en selvfølge. Det glæder jeg mig til.

elskdigselv

Dag 83 – Elsk dig selv. Husk det nu.

.

Du Er En Idiot Abroad Når…

  • Du forsøger i ti minutter at praje en taxa og fatter ikke, hvorfor der ikke er nogen, der stopper og hvorfor alle taxachaufførerne ryster på hovedet. Lige indtil det går op for dig, at du står på den “forkerte” side af vejbanen.
  • Du næsten råber af en stakkels Thai-informationsmedhjælper, da du for ottende gang forsøger at få ham til at forstå, hvor du gerne vil hen ved at pege på en adresse, du har printet ud. Indtil det går op for dig, at Thailand har et helt andet alfabet og at han altså ikke er komplet analfabet, men at du bare er en idiot.
  • Du er så optaget af at sørge for ikke at tippe bagover på grund af vægten af din gigantiske rygsæk, (som alle i forvejen har kommenteret) at du ikke ser hullet i fortorvet foran dig, hvilket resulterer i, at dit ene ben ender med at sidde fast i et skarpt betonhul. Foran alle dine nye rejsebuddies. 
ben

Lækkert ben, lækkert sår.

  • Du betaler 68 kroner for en mikroskopisk pakke tamponer, fordi du endnu ikke har forstået, at man skal forhandle om alting.
  • Du ligger i din seng og hører noget firbenet kravle hen over, hvad du inderligt håber er den ydre side af taget på din bungalow, da din hånd rammer noget filtret og snor-agtigt, som ligger ved din hovedpude, hvilket får dig til at springe op med et alt for tøset hvin, for derefter at opdage, at du lige er blevet skræmt fra vid og sans af dine appel høretelefoner.
  • Du glemmer at skrive dit hostels præcise adresse ned inden du begiver dig ud med dine cirka 30 kilo på ryggen, og ender derfor med næsten at sidde og græde i den stegende sol, alt imens du først forsøger dig med venlige No thank you’s til insisterende tingel-tangel-sælgere, for til sidst at give op og på dansk råbe; NEJ, JEG VIL IKKE HAVE DINE ÅNDSSVAGE SOLBRILLER, og derefter pligtskyldigt og skamfuldt køber noget mango af selvsamme tingel-tangel-sælger.
mig

Nogle gange bliver man bare så træt af sig selv.

Fortællingen om Malle Alene I Verden Vol. 2

Jeg har efterhånden vænnet mig til at være alene. Jeg går ikke længere og tænker på, hvornår jeg mon vil møde nogen, som jeg kan tale andet end gebrokkent engelsk og tegnesprog med. I hvert fald ikke i ligeså høj grad, som jeg gjorde i mine første uger.
Og tilvænningen skyldes nok, at jeg næsten ingen rejsende har mødt fra jeg tog afsted fra Bali og igennem hele min tur ned gennem Malaysia.
I Kuala Lumpur boede jeg på et hostel, hvor jeg talte lidt med et par søde argentinske fyre, men vi foretog os ikke noget sammen.
Da jeg var i Melaka mødte jeg ikke en sjæl, og var faktisk helt alene i den store sovesal på mit meget moderne hostel.
Og da jeg var i Cameron Highlands boede jeg som bekendt ikke på noget særlig ungdomsvenligt hotel (4 STJERNER!), så derfor mødte jeg kun en pige, som jeg snakkede lidt med, da vi begge deltog i en guidet tur ud i højlandet.

Men det var faktisk først, da jeg nåede til George Town på øen Penang, at jeg begyndte at blive lettere irriteret over mit eget selskab. Det var lidt som, når man har været sammen med en gruppe venner i en hel uge, 24 timer i døgnet og efterhånden har lyst til at slå dem alle sammen i hovedet, hver gang de siger noget, fordi man næsten ikke har haft en minut til sig selv.
Sådan havde jeg det, da jeg sidste lørdag steg af bussen i George Town. (Som by the way er en fantastisk by!)

streetart

Dag 70 – George Towns streetart.

Jeg var virkelig træt af mig selv. Sådan Hold-nu-kæft-Amalie-du-er-så-pisse-irriterende-kan-du-ikke-bare-tie-stille-i-ti-sekunder?!-agtigt.
Og det blev ikke bedre, da jeg vågnede næste morgen efter igen at have sovet helt alene i mit lille hostels sovesal. (Hvem sagde lavsæson?)

Men jeg trak mit triste korpus ud af sengen og gik ud i byen, for det skal man jo, når man rejser. Og jeg havde desuden heller ikke mere rent tøj. Derfor gik mig og min kortblindhed ud for at finde et møntvaskeri eller en sød malaysisk dame, der gad at vaske mine sure sokker.
Og efter en del trasken op og ned ad George Towns gader i stegende hede og høj luftfugtighed fandt jeg et vaskeri. Og på vaskeriet sad Pablo.
Pablo var fra Spanien og havde sagt sit ingeniørjob op for at rejse rundt i fem måneder, først i Afrika, nu Asien og til sidst Sydamerika. Og så havde han heller ikke mere rent tøj.
Så vi snakkede sammen (Jeps! Jeg talte med et rigtigt menneske i mere end fem minutter) og han sagde henkastet, at vi da kunne finde ud af noget senere i aften. Han havde også mødt nogle andre solorejsende på sit hostel, så jeg kunne jo joine dem. Jeg nikkede og prøvede at sige ligeså henkastet, at det da sikkert kunne være meget hyggeligt, og at jo vi kunne skrives ved.
Og så gik jeg med mit rene og velduftende vasketøj og følte mig en del mere opløftet. Lige indtil jeg farede vild.

bluemansion

Dag 72 – Fællesudflugt til The Blue Mansion

Jeg fandt dog tilbage til mit hostel efter at have vandret fortvivlet op og ned af en trafikeret og forurenet vej, mens jeg skældte ud på mig selv.
Og til min store overraskelse og glæde fandt jeg, da jeg trådte ind i sovesalen, flere rigtige mennesker. De rigtige mennesker var tre piger, som også rejste rundt alene og som også var i stærkt socialt underskud.

Dermed blev resten af min tid i George Town og Malaysia brugt på at spendere tid sammen med sjove, søde og spændende mennesker fra alle mulige steder i verden.
For foruden Pablo og de tre piger fra mit hostel, som henholdsvis havde tyske og engelske pas, stødte der i løbet af min lille uge i byen, både hollændere, chilenere, amerikanere og endnu flere tyskere og englændere til.

katte

Dag 71 – I min søgen efter socialisering besøgte jeg George Towns kattecafe. Med rigtige katte.

Og det har været skønt. Skønt at grine, snakke, undre sig, kigge på kort og spise sammen med nogen. For selvom jeg i høj grad nyder at være at afsted alene og selv at kunne beslutte, hvad jeg skal og hvornår jeg skal det, så er det også rart, at dele oplevelserne med nogen. Og derudover at slippe for at udføre kunsten – at spise OG læse uden at spilde ned af sig selv. (For det er jo kun triste mennesker, der sidder helt alene og stirrer ud i luften, når de spiser, det ved alle jo)

Nu er jeg på egen hånd igen, og efter bunkevis af socialt samvær er det faktisk helt rart, at have lidt kvalitetstid med hende Amalie igen.
Også selvom jeg ikke håber, at der går ligeså lang tid, før jeg møder ligeså søde og ligeså needy rejsende, som jeg gjorde i George Town.

par

Dag 73 – Kærlighed i og til George Town

Fortællingen om Lykkebobler Og Grønne Bjerge

Efter et par ret så hårde dage (som jeg kommer ind på i et senere indlæg) har i dag endelig været en god dag. Så god faktisk, at jeg lige nu er fyldt med lykkebobler i hele kroppen. De hopper op og ned og kan slet ikke sidde stille.
Og hvis jeg ikke garanteret ville ende med at brække noget eller i hvert slå hovedet, så havde jeg også hoppet. Op og ned i den himmelseng, som skal være min sovetrone de næste to nætter.

himmeseng

HIMMELSENG!

Jeg er taget til Cameron Highlands. Et smukt sted i Malaysia, som er fyldt med frodige skove, grønne bjerge og britiske hoteller. Ja, britiske.
Malaysia var nemlig en gang i britisk koloni. Eller faktisk var det først en portugisisk, så en hollandsk og først derefter blev landet brugt som et second home for scones og fine britiske, te-drikkende mænd.
Og en af de te-drikkende mænd gik sig en dag en tur (Det er i hvert fald, hvad jeg forestillede mig, inden jeg selv tog turen med bus op af verdens mest snørklede bjergveje) og fandt det, der senere blev døbt Cameron Highlands.

Og her er det, i modsætning til resten af Malaysia, faktisk muligt at gå en tur uden at omkomme af væskemangel eller drukne i sin egen sved. Her er omkring 10 grader koldere, og selvom det for en dansker som mig alligevel er ganske lunt, er det efter en måned i über tropisk klima, ret lækkert ikke at være ved at dø lidt, hver gang man træder udenfor en dør.

Desuden, og det er det bedste af det hele, så har denne del af Malaysia holdt ret godt fast i den britiske indflydelse. Og det er netop en af grundene til, at jeg render rundt og fniser lidt hele tiden. Jeg har nemlig indlogeret mig på det mest fantastiske hotel i hele verden. I hvert fald, hvis man som mig er lettere anglofil.
Her er blomstret tapet, himmelsenge med kridhvide lagner, bløde lænestole og ild i pejsen.
Og så regner det! Jamen altså, det er helt fantastisk! (Til jer der undres nu – Jeg elsker regn, og at have været uden en eneste dråbe i en hel måned har været lidt hårdt for mit hyggegen)
Så hvad er opskriften på at gøre Amalie glad? Regn, british invasion og malaysiske priser åbnebart. Plus selvfølgelig den store, grønne og vidunderlige malaysiske natur, som jeg har stået og gloet på, som om jeg ikke kunne bruge mine øjne til andet.

lakehouse

Dag 67 – The Lakehouse Hotel og grønt hele vejen rundt.

Ja, det er afgjort rimelig fantastisk. Og hotellet her har gjort det tydeligt for mig, hvor meget et virkelig lækkert og fint værelse kan gøre for ens lykkefølelse.
En realisation, der har fået mig til at beslutte, at der ikke bliver booket flere røvsyge og anonyme hotelværelse fra min konto af. I stedet bliver det hostels op og hostels ned, og ind imellem, efter at have sparet gode penge på at sove tæt op af andre, så bliver der booket noget godt. Noget, der får lykkeboblerne til at hoppe rundt.
For det skal der altså også være plads til, selvom man rejser verden Asien rundt.

afternoontea

Dag 68 – Afternoon tea og bløde lænestole. Living the dream.