Fortællingen om Glæden Ved Hvide Mennesker

Okay, jeg indrømmer det. Overskriften lyder ufattelig racistisk. Og jeg indrømmer også, at jeg lidt skrev det, for at lokke jer herind. For hvad giver dig ellers, udover sex, mere lyst til at klikke på et link, end et der lover forargelse?
Intet. Tror jeg, jeg har ingen data på det.

Men jeg må nok skuffe jer lidt, for måske bliver I lidt forargede, men det er nok kun, hvis I er sådan nogle helt igennem politisk korrekte mennesker, som aldrig kunne finde på at indrømme, at vi alle ikke er ens og at forskellene på for eksempel folk fra Vesten og folk for Østen nogle gange er så stor, at vi ofte foretækker at tilbringe tid med folk, som minder om os selv.
I andre vil sandsynligvis starte ud med at tænke; Arh, come on, Amalie. Du er ude at rejse, er det ikke lige lovlig All-Inclusive og Star Tours agtigt, at sige sådan?
Men inderst inde vil I alligevel nikke genkendende til, hvad jeg fortæller, for I følte nøjagtig det samme den gang i stod på en smal og travl gade i Bangkok og ikke forstod et kuk af, hvad der foregik alt imens haner kaglede (kagler haner overhovedet? Nå, I ved, hvad jeg mener) og folk rundt om jer spiste larver på grillspyd.

gademad

Dag 57 – Gademad. Denne gang var det godt, andre gange er det virkelig, virkelig mærkeligt.

Jeg taler selvfølgelig om glæden ved at møde en anden vesterlænding, når man er rejst til et land langt, langt borte og så småt er ved at få flip af kulturchok- og sammenstød. Og hermed understreger jeg lige, at jeg altså ikke taler om min glæde ved hvide mennesker på en Ku Kux Klan måde. Den glæde, eller nok snarere had til det modsatte, må KKK’erne selv ligge og rode med.

Men jeg er selv blevet temmelig rystet over, hvor glad jeg kan blive, når jeg ser en anden vesterlænding. Og jo, jeg synes det er lidt pinligt. Det var jo meningen, at jeg skulle ud og være eventyrer og opleve verden og ikke mindst opleve, hvordan de lokale oplever deres del af den verden.
Men jeg forsøger altså, hvilket ikke så få gange har resulteret i, at jeg ender i en lettere slum-agtig gade fyldt med afhuggede kyllingehoveder, dyttende scootere og folk, der tilbyder mig falske Gucci-tasker.
Og det er selvfølgelig også en oplevelse. Og en autentisk en af slagsen.

Men nogle gange kan selv den bedste eventyrer altså synes, at det hele bliver lidt for meget, og i disse situationer er der nærmest intet bedre end at opdage, at man ikke er alene. Og med alene mener jeg, at være den eneste hvide person i et mylder af lokale.
Det blik som to vildfarne vesterlændinge kan sende til hinanden er guld værd og kan betyde, at de alligevel ikke ender med at sidde og græde på grund af overophedning, kulturchock eller bare god gammeldags faren-vild.
At møde en anden, som også selv synes det hele måske er lidt for meget, en som forstår, hvor man kommer fra og hvad ens referencerammer er, kan sammenlignes lidt med den følelse, man fik som 4-årig, når man endelig fandt sin mor igen efter at være blevet væk i supermarkedet. Det er fantastisk.

cykeltaxa

Dag 64 – Næsten ligeså fantastisk som disse cykeltaxaer.

Der er sikkert nogen rejsende, der bare falder i hak med alt, hvad de møder, også selvom det er så anderledes som noget overhovedet kan være.
Og de vil måske faktisk synes, at det er irriterende at møde en anden vesterlænding, fordi det så betyder, at det autentiske og hemmelige sted, de havde opdaget ikke er så hemmeligt længere. Jeg er ikke sådan.

Jeg vil sikkert altid nyde og glædes over det, når jeg møder andre ligesindede. Nogen, der måske også synes, at de ruller med grønt slim, som de sælger i malaysiske supermarkeder og hævder er dessert, også er mega mærkeligt.
Nogen som synes tændte lanterner er lige så fantastiske, som jeg synes de er.
Og nogen som også bare gerne vil have en helt almindelig burger en gang imellem.

lanterner

Dag 60 – Lanterner overalt.

Denne umiskendelige glæde ved at se et menneske fra samme del af kloden, som den jeg kommer fra, fik mig også til at tænke på noget helt andet. Det fik mig til at tænke på alle de mange flygtninge, der for tiden strømmer til Danmark.
Dem som sandsynligvis vil blive placeret sammen i boligområder, hvor der i forvejen bor folk fra deres del af verden.
Og der vil de sikkert synes, at det er rart og trygt at have landsmænd ved deres side, når de begiver sig ud i at lære Danmark og det danske system at kende og ikke mindst, når de oplever savnet til deres nu forladte land.

Det vil være rart, at møde en anden, der ligner dem og forstår, hvor de kommer fra og hvad de kommer med, når de står omringet af lyshårede danskere, hvor mange på et tidspunkt sikkert vil anklage dem for at holde sig for meget til deres egne og dermed ikke gøre nok for at integrere sig i det danske samfund.
Når kulturchokket over lige pludselig at bo i det kolde nord med regn, rugbrød og rapkæftede danskere vælter ind over dem, vil de sikkert glæde sig, når deres øjne finder nogle, der ligner deres.

Jeg synes derfor, at vi bør huske på vores egen glæde ved at blive forstået, som dem vi er. At være et sted, hvor folk kan lide de samme ting, forstår vores jokes og, hvor man sammen kan ryste på hovedet og le over de andres mærkelige talemåder, handlemønstre eller spisevaner.
Men også, at det er helt normalt at have det sådan, og at vi derfor ikke bør klandre folk for helst at ville være sammen med deres egne. Også selvom de samtidig gerne vil opleve noget nyt og måske blive en del af et helt nyt sted.

fugle

Dag 63 – Alene i mængden.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s