Fortællingen om Tankefyldte Solnedgange og Den Lyshårede Fodboldfyr

De sidste tre dage har jeg tilbragt helt alene, og helt med vilje. Der har været masser af muligheder for at hænge ud med andre backpackere, mange af dem også solorejsende. Men jeg var fyldt med en uro, noget der ikke helt stemte og jeg trak mig derfor tilbage fra festlighederne og gik mine egne veje.
På Gili Air Island, hvor jeg befandt mig, var det dog ikke helt så nemt, som jeg havde troet at finde ensomme pletter, hvor man kunne falde i et med himlen og tænke alle de tanker, man havde brug for at tænke.
Der var fyldt med mennesker, og selvom øen var smuk, tropeagtig og spøjs på den gode måde, er jeg desværre nok lidt skuffet over manglen på ro.
En ro som jeg lige pludselig kunne mærke, at jeg havde stærkt brug for.

Jeg fandt dog heldigvis noget ro bare ved at være mig selv, og roen gav mig tid til at mærke efter og fordøje alle de mange indtryk, der er skyllet ind over mig de sidste par uger. Og det gav mig også tid til at føle savnet og mærke smerten, der ind imellem solbadning, læsning og svømmeture tittede frem og skar lidt i mig.

For jeg savner ham. Den Lyshårede Fodboldfyr. Det er et savn, der slet ikke er som jeg havde forestillet mig, og så alligevel er det.
Det er der ikke hele tiden, det hænger ikke over mig som en tung dyne og tynger mig ned og gør det umuligt at nyde mit eventyr, men det er der og selvom det ikke fylder ligeså meget, som jeg havde troet det ville, så er det akkurat ligeså sorgfyldt, som jeg havde regnet med det ville være.
Det er nemlig ikke bare et savn – Et savn er ofte noget, der er til at holde ud, fordi man ved, at man snart ser hinanden igen – det her er en sorg, en sorg der er næsten ligeså tung, som når en man har kær dør.
For vi er begge døde. Vi har forladt den verden, vi havde skabt sammen, og nu kan jeg langt om længe mærke, at vi aldrig kommer til at vende tilbage til den igen.

lonly solnedgang

Dag 56 – Solnedgangtid er alenetid

Det var dog ikke kun min alenetid, der fik sat erkendelsesrullen i gang.
På vej til Gili Air Island mødte jeg en spøjs tysk pige, som efter et bad breakup var taget til Indonesien for at deltage i et ti-dages meditations-retreat, som blandt andet indebar en meditationstid på 11 timer om dagen, ingen kommunikation med andre og blot to små måltider om dagen.
Hun strålede rimelig meget, da hun fortalte om det, og i løbet af min og hendes første dag på Gili Air fik vi talt en del om de der kærester, og om hvor ondt det kan gøre og hvordan det derfor er så vigtigt først og fremmest at være god mod sig selv, før man på ordentlig vis kan gå ind i et nyt forhold.

Vi lå i skvulpede rundt i det lave vand på en af øens mange strande og blev enige om, at selvom det er svært og hårdt og ondt er det nok meget normalt, at man i vores alder går fra kærester, man ellers havde troet skulle være den, man skulle giftes med. For det er sjældent at man som helt unge udvikler sig i samme retning og lige pludselig står man et helt andet sted end, hvor den anden står.

På et tidspunkt spurgte hun mig, hvad jeg ville ændre ved Den Lyshårede Fodboldfyr, hvis jeg kunne. Jeg tænkte længe over det. Først fløj der billeder af stakkevis af uvaskede tallerkner, som han var ualmindelig god til at udskyde at gøre noget ved, i gennem hovedet på mig og dernæst ideer om, hvor anderledes vores forhold ville have været, hvis han var typen, der sprang op af sofaen og sagde; Lad os pakke kufferten og tage et sted hen, sammen!
Alt det kunne være gode ændringer, tænkte jeg. Men det ville ikke betyde noget eller gøre noget ved, at vi i sidste ende alligevel ville blive nødt til at forlade hinanden.
Så jeg svarede; ”Jeg ville få ham til at elske mig mere. Få ham til at elske mig ligeså højt, som jeg elsker ham.” Og hun nikkede som om hun engang selv havde tænkt det samme.

kat

Dag 55 – Min første samtalepartner i to dage

Jeg er nu ikke i tvivl om, at Den Lyshårede Fodboldfyr elsker mig. En gang var jeg fuld af tvivl, uro og længsel, men i dag er jeg sikker på, at han elsker mig.
Og det er rart og betryggende og smukt at vide, at han er derude og føler lige præcis det for mig. At jeg er en af de få, der har fået en plads i hans ellers godt beskyttede hjerte. Men jeg ved også, at han ikke elsker mig nok.
Om grunden er, at jeg bare ikke er the one eller om han har pakket sit hjerte så godt ind i bobleplast, at hverken hans og min kærlighed ikke kan nå derind, det ved jeg ikke. Men jeg ved, at det til sidst blev for svært for mig at blive hos en, som jeg vidste ikke var parat til at kaste alt, hvad han havde i hænderne for ikke at miste mig.

Og selvom jeg både før og lige siden min afrejse har været fuld af tvivl, ved jeg efterhånden, at det er det rigtige. Og jeg ved, at jeg må bære sorgen og savnet og den angst det hele medfører med mig og lade det overvælde mig og få mig helt ned i knæ. Jeg må lade mig selv føle det hele, og først derefter kan jeg endeligt lukke døren til vores verden og pakke nøglen væk

både

Dag 54 – Man tænker bedst, mens solen går ned.

Reklamer

5 comments

  1. The journal of an explorer · september 22, 2015

    Du skriver så smukt og ærligt, jeg bliver helt opslugt af dine blogposts. Du har lige dét blog-verden mangler – personlighed og ærlighed. Keep up the good work!

    • Amalie Frøkjær-Rubbås · september 24, 2015

      Tusind tak, det betyder meget! Specielt når jeg endnu ikke er helt sikker på, om andre end mine venner og familie læser med. Del endelig gerne, hvis du har lyst!
      Kh

  2. The journal of an explorer · september 24, 2015

    Jeg kan kun anbefale, at du tilmelder dig grupperne: “Del din rejseblog” og “Danske rejseblogs” på Facebook. I Del din rejseblog gruppen kan du dele alle dine rejserelaterede blogposts, mens du i Danske rejseblogs gruppen kan spørge efter gode råd og anbefalinger til hele verden. Personligt har det hjulpet mig rigtig meget – både på besøgstallene og kommentarerne, men det har også hjulpet mig med at finde andre danske bloggere, som rejser rundt i verden 🙂

  3. Pingback: Fortællingen om Den Første Dag I Resten Af Mit Liv | Mit Uperfekte År
  4. Pingback: Fortællingen om Åbenbart At Have For “Travlt” Til At Se Netflix | Mit Uperfekte År

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s