Fortællingen om Et Lufthavnsfarvel

Jeg havde egentlig forventet endnu flere tårer, end dem der kom, da Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg sagde farvel. Jeg havde forestillet mig, hvordan vi begge to hulkende ville klynge os til hinanden og hvordan jeg i en tåge af tårer endelig ville give slip på hans hånd og gå igennem sikkerhedskontrollen.
Faktisk så var det egentlig mere eller mindre det der skete, når nu jeg tænker lidt nærmere over det. Måske knap så meget hulken fra hans side af, og i stedet blot en enkelt mandig tåre eller to.
Men ellers så levede selve farvelseancen pretty much op til mine forventninger.
Det var hårdt og ondt og svært, og jeg kan stadig mærke følelsen af hans bløde sweatshirt mod min kind og hans hånd, der til sidst slipper min, da jeg vender mig om og går mod point of no return og væk fra fra ham og fra os.

burgere

Dag 39 – Den sidste kærlighedsnadver

Men efter det var der ikke rigtig noget, der levede op til nogen forventninger.
Jeg gik rundt i lufthavnen som en hver anden rejsende. En der måske bare skulle et smut til Barcelona eller Paris, og ikke en, der skulle være væk i tre måneder eller længere. Jeg købte en mascara og kiggede på bøger og kunne lige pludselig ikke mærke noget som helst.

lufthavn

Dag 40 – Sidste glimt af Europa

På flyet til London faldt jeg i søvn midt i læsningen af min medbragte bog (Americhana, som jeg i øvrigt stærkt kan anbefale, også selvom jeg faldt i søvn) og i Heathrow Lufthavn stillede jeg mig i kø til flyet mod Hong Kong, det fly der for alvor ville tage mig langt, langt væk, men gik ombord som var det et hvilket som helst fly.
Som om det ikke betød noget særligt.

Under flyveturen så jeg tre film og spiste pligtskyldigt den kinesisk-inspirerede flymad, hvorefter jeg forsøgte at sove. Jeg tænkte en del på Den Lyshårede Fodboldfyr, men uden at føle nogle særlige stik i hjertet og uden tårer.

I Hong Kong gik jeg rundt og rundt og forsøgte at tyde de kinesiske skilte og finde ud af, hvad der var værd at bruge tid og penge på at se. Jeg sejlede med en lille færge, kom op på toppen af The Peak og så ned over millionbyen og dens mange tusind lys, der farvede nattehimlen blå, lilla og grøn. Jeg spiste nudler og tog billeder og svedte, som jeg kun har svedt de få gange, jeg har begivet mig ud i at dyrke Hot Yoga.
Et par gange flød følelsen af savn ind over mig, og billeder af vores lejlighed, af ham og vores tid sammen poppede op på nethinden.
Men ingen tårer kom, og derfor troede jeg fejlagtigt, at jeg med lufthavnsfarvellet måske havde fået overstået det værste.

hongkong

Dag 41 – Hong Kong

Men da jeg sent om aftenen endelig havde fundet vej tilbage til mit hotel og havde låst mig ind på værelset var det som om det lille bitte værelse blev endnu mindre. Væggene trykkede imod mig og alting føltes forkert. Pludselig kunne jeg mærke, at jeg virkelig var helt alene, og at jeg havde sagt farvel til den, der igennem hele mit voksne liv havde været den, der var aller tættest på mig.
Og så græd jeg.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s