Fortællingen om Glæden Ved Hvide Mennesker

Okay, jeg indrømmer det. Overskriften lyder ufattelig racistisk. Og jeg indrømmer også, at jeg lidt skrev det, for at lokke jer herind. For hvad giver dig ellers, udover sex, mere lyst til at klikke på et link, end et der lover forargelse?
Intet. Tror jeg, jeg har ingen data på det.

Men jeg må nok skuffe jer lidt, for måske bliver I lidt forargede, men det er nok kun, hvis I er sådan nogle helt igennem politisk korrekte mennesker, som aldrig kunne finde på at indrømme, at vi alle ikke er ens og at forskellene på for eksempel folk fra Vesten og folk for Østen nogle gange er så stor, at vi ofte foretækker at tilbringe tid med folk, som minder om os selv.
I andre vil sandsynligvis starte ud med at tænke; Arh, come on, Amalie. Du er ude at rejse, er det ikke lige lovlig All-Inclusive og Star Tours agtigt, at sige sådan?
Men inderst inde vil I alligevel nikke genkendende til, hvad jeg fortæller, for I følte nøjagtig det samme den gang i stod på en smal og travl gade i Bangkok og ikke forstod et kuk af, hvad der foregik alt imens haner kaglede (kagler haner overhovedet? Nå, I ved, hvad jeg mener) og folk rundt om jer spiste larver på grillspyd.

gademad

Dag 57 – Gademad. Denne gang var det godt, andre gange er det virkelig, virkelig mærkeligt.

Jeg taler selvfølgelig om glæden ved at møde en anden vesterlænding, når man er rejst til et land langt, langt borte og så småt er ved at få flip af kulturchok- og sammenstød. Og hermed understreger jeg lige, at jeg altså ikke taler om min glæde ved hvide mennesker på en Ku Kux Klan måde. Den glæde, eller nok snarere had til det modsatte, må KKK’erne selv ligge og rode med.

Men jeg er selv blevet temmelig rystet over, hvor glad jeg kan blive, når jeg ser en anden vesterlænding. Og jo, jeg synes det er lidt pinligt. Det var jo meningen, at jeg skulle ud og være eventyrer og opleve verden og ikke mindst opleve, hvordan de lokale oplever deres del af den verden.
Men jeg forsøger altså, hvilket ikke så få gange har resulteret i, at jeg ender i en lettere slum-agtig gade fyldt med afhuggede kyllingehoveder, dyttende scootere og folk, der tilbyder mig falske Gucci-tasker.
Og det er selvfølgelig også en oplevelse. Og en autentisk en af slagsen.

Men nogle gange kan selv den bedste eventyrer altså synes, at det hele bliver lidt for meget, og i disse situationer er der nærmest intet bedre end at opdage, at man ikke er alene. Og med alene mener jeg, at være den eneste hvide person i et mylder af lokale.
Det blik som to vildfarne vesterlændinge kan sende til hinanden er guld værd og kan betyde, at de alligevel ikke ender med at sidde og græde på grund af overophedning, kulturchock eller bare god gammeldags faren-vild.
At møde en anden, som også selv synes det hele måske er lidt for meget, en som forstår, hvor man kommer fra og hvad ens referencerammer er, kan sammenlignes lidt med den følelse, man fik som 4-årig, når man endelig fandt sin mor igen efter at være blevet væk i supermarkedet. Det er fantastisk.

cykeltaxa

Dag 64 – Næsten ligeså fantastisk som disse cykeltaxaer.

Der er sikkert nogen rejsende, der bare falder i hak med alt, hvad de møder, også selvom det er så anderledes som noget overhovedet kan være.
Og de vil måske faktisk synes, at det er irriterende at møde en anden vesterlænding, fordi det så betyder, at det autentiske og hemmelige sted, de havde opdaget ikke er så hemmeligt længere. Jeg er ikke sådan.

Jeg vil sikkert altid nyde og glædes over det, når jeg møder andre ligesindede. Nogen, der måske også synes, at de ruller med grønt slim, som de sælger i malaysiske supermarkeder og hævder er dessert, også er mega mærkeligt.
Nogen som synes tændte lanterner er lige så fantastiske, som jeg synes de er.
Og nogen som også bare gerne vil have en helt almindelig burger en gang imellem.

lanterner

Dag 60 – Lanterner overalt.

Denne umiskendelige glæde ved at se et menneske fra samme del af kloden, som den jeg kommer fra, fik mig også til at tænke på noget helt andet. Det fik mig til at tænke på alle de mange flygtninge, der for tiden strømmer til Danmark.
Dem som sandsynligvis vil blive placeret sammen i boligområder, hvor der i forvejen bor folk fra deres del af verden.
Og der vil de sikkert synes, at det er rart og trygt at have landsmænd ved deres side, når de begiver sig ud i at lære Danmark og det danske system at kende og ikke mindst, når de oplever savnet til deres nu forladte land.

Det vil være rart, at møde en anden, der ligner dem og forstår, hvor de kommer fra og hvad de kommer med, når de står omringet af lyshårede danskere, hvor mange på et tidspunkt sikkert vil anklage dem for at holde sig for meget til deres egne og dermed ikke gøre nok for at integrere sig i det danske samfund.
Når kulturchokket over lige pludselig at bo i det kolde nord med regn, rugbrød og rapkæftede danskere vælter ind over dem, vil de sikkert glæde sig, når deres øjne finder nogle, der ligner deres.

Jeg synes derfor, at vi bør huske på vores egen glæde ved at blive forstået, som dem vi er. At være et sted, hvor folk kan lide de samme ting, forstår vores jokes og, hvor man sammen kan ryste på hovedet og le over de andres mærkelige talemåder, handlemønstre eller spisevaner.
Men også, at det er helt normalt at have det sådan, og at vi derfor ikke bør klandre folk for helst at ville være sammen med deres egne. Også selvom de samtidig gerne vil opleve noget nyt og måske blive en del af et helt nyt sted.

fugle

Dag 63 – Alene i mængden.

Ting Jeg Har Lært

  • I Asien skal du åbenbart også forhandle om tamponpriser, hvis altså ikke du vil betale Otte-og-fucking-treds kroner for en mikroskopisk pakke Tampax.
  • Kinesere er ligeglade med, hvor tæt de står op ad fremmede mennesker.
  • Når et hotel skriver, at de har trådløst internet betyder det ikke nødvendigvis, at det virker.
  • Medmindre du vil have kommentarer fra lidt for direkte mandlige tjenere om, hvor trist det er, at du rejser alene, skal du undgå strandkants-restauranter fyldt med kyssende par.
  • Tyske backpackere synes alt over 65 kroner for en hostelseng er for dyrt.
  • Hvis man tager en herreløs kattekilling op og kæler med den, vil de lokale give en det samme blik som værterne i programmer som Horders eller Pet Rescue giver The Crazy Cat Lady, når de opdager, at hun har 123 katte i sin to-værelses lejlighed.
  • Ingen vil dog kigge mærkeligt på dig, hvis du tager din bamse frem for at fotografere den. I hvert fald ikke, hvis du befinder dig i Singapore.
  • Ingen kommer til tiden i Asien.
  • Lad være med at læse om folk, der bliver ofre for narkosmuglere i lufthavne og derefter bliver smidt i indonesiske fængsler lige inden du selv skal flyve fra et narko-hadende land (Straf – 20 år i fængsel) til et andet ultra narko-hadende land (Straf – henrettelse plus lidt piskning)
bamse

Monsieur Bamse’ læser lidt Eat, Prey, Love.

Fortællingen om Tankefyldte Solnedgange og Den Lyshårede Fodboldfyr

De sidste tre dage har jeg tilbragt helt alene, og helt med vilje. Der har været masser af muligheder for at hænge ud med andre backpackere, mange af dem også solorejsende. Men jeg var fyldt med en uro, noget der ikke helt stemte og jeg trak mig derfor tilbage fra festlighederne og gik mine egne veje.
På Gili Air Island, hvor jeg befandt mig, var det dog ikke helt så nemt, som jeg havde troet at finde ensomme pletter, hvor man kunne falde i et med himlen og tænke alle de tanker, man havde brug for at tænke.
Der var fyldt med mennesker, og selvom øen var smuk, tropeagtig og spøjs på den gode måde, er jeg desværre nok lidt skuffet over manglen på ro.
En ro som jeg lige pludselig kunne mærke, at jeg havde stærkt brug for.

Jeg fandt dog heldigvis noget ro bare ved at være mig selv, og roen gav mig tid til at mærke efter og fordøje alle de mange indtryk, der er skyllet ind over mig de sidste par uger. Og det gav mig også tid til at føle savnet og mærke smerten, der ind imellem solbadning, læsning og svømmeture tittede frem og skar lidt i mig.

For jeg savner ham. Den Lyshårede Fodboldfyr. Det er et savn, der slet ikke er som jeg havde forestillet mig, og så alligevel er det.
Det er der ikke hele tiden, det hænger ikke over mig som en tung dyne og tynger mig ned og gør det umuligt at nyde mit eventyr, men det er der og selvom det ikke fylder ligeså meget, som jeg havde troet det ville, så er det akkurat ligeså sorgfyldt, som jeg havde regnet med det ville være.
Det er nemlig ikke bare et savn – Et savn er ofte noget, der er til at holde ud, fordi man ved, at man snart ser hinanden igen – det her er en sorg, en sorg der er næsten ligeså tung, som når en man har kær dør.
For vi er begge døde. Vi har forladt den verden, vi havde skabt sammen, og nu kan jeg langt om længe mærke, at vi aldrig kommer til at vende tilbage til den igen.

lonly solnedgang

Dag 56 – Solnedgangtid er alenetid

Det var dog ikke kun min alenetid, der fik sat erkendelsesrullen i gang.
På vej til Gili Air Island mødte jeg en spøjs tysk pige, som efter et bad breakup var taget til Indonesien for at deltage i et ti-dages meditations-retreat, som blandt andet indebar en meditationstid på 11 timer om dagen, ingen kommunikation med andre og blot to små måltider om dagen.
Hun strålede rimelig meget, da hun fortalte om det, og i løbet af min og hendes første dag på Gili Air fik vi talt en del om de der kærester, og om hvor ondt det kan gøre og hvordan det derfor er så vigtigt først og fremmest at være god mod sig selv, før man på ordentlig vis kan gå ind i et nyt forhold.

Vi lå i skvulpede rundt i det lave vand på en af øens mange strande og blev enige om, at selvom det er svært og hårdt og ondt er det nok meget normalt, at man i vores alder går fra kærester, man ellers havde troet skulle være den, man skulle giftes med. For det er sjældent at man som helt unge udvikler sig i samme retning og lige pludselig står man et helt andet sted end, hvor den anden står.

På et tidspunkt spurgte hun mig, hvad jeg ville ændre ved Den Lyshårede Fodboldfyr, hvis jeg kunne. Jeg tænkte længe over det. Først fløj der billeder af stakkevis af uvaskede tallerkner, som han var ualmindelig god til at udskyde at gøre noget ved, i gennem hovedet på mig og dernæst ideer om, hvor anderledes vores forhold ville have været, hvis han var typen, der sprang op af sofaen og sagde; Lad os pakke kufferten og tage et sted hen, sammen!
Alt det kunne være gode ændringer, tænkte jeg. Men det ville ikke betyde noget eller gøre noget ved, at vi i sidste ende alligevel ville blive nødt til at forlade hinanden.
Så jeg svarede; ”Jeg ville få ham til at elske mig mere. Få ham til at elske mig ligeså højt, som jeg elsker ham.” Og hun nikkede som om hun engang selv havde tænkt det samme.

kat

Dag 55 – Min første samtalepartner i to dage

Jeg er nu ikke i tvivl om, at Den Lyshårede Fodboldfyr elsker mig. En gang var jeg fuld af tvivl, uro og længsel, men i dag er jeg sikker på, at han elsker mig.
Og det er rart og betryggende og smukt at vide, at han er derude og føler lige præcis det for mig. At jeg er en af de få, der har fået en plads i hans ellers godt beskyttede hjerte. Men jeg ved også, at han ikke elsker mig nok.
Om grunden er, at jeg bare ikke er the one eller om han har pakket sit hjerte så godt ind i bobleplast, at hverken hans og min kærlighed ikke kan nå derind, det ved jeg ikke. Men jeg ved, at det til sidst blev for svært for mig at blive hos en, som jeg vidste ikke var parat til at kaste alt, hvad han havde i hænderne for ikke at miste mig.

Og selvom jeg både før og lige siden min afrejse har været fuld af tvivl, ved jeg efterhånden, at det er det rigtige. Og jeg ved, at jeg må bære sorgen og savnet og den angst det hele medfører med mig og lade det overvælde mig og få mig helt ned i knæ. Jeg må lade mig selv føle det hele, og først derefter kan jeg endeligt lukke døren til vores verden og pakke nøglen væk

både

Dag 54 – Man tænker bedst, mens solen går ned.

Find Din Indre Hippie Frem i Ubud – Balis Bedste By

Er der et sted jeg helt sikkert vil vende tilbage til, hvis jeg en anden gang besøger Bali, så er det Ubud. En by midt inde på øen omgivet af risterrasser, templer og yogadyrkende vesterlændinge.
Det er svært at forklare, hvorfor Ubud er så fantastisk, for selve byen er ikke fyldt med forfærdelig mange sights, medmindre man synes templer bare er det fedeste i hele verden, og der er hverken strand eller feststeder i nærheden.
I stedet flyder der en ganske særlig stemning hen over hele byen, en ro og åbenhed, der for det meste overdøver lyden af dyttende scootere og balinesiske massagesælgeres råben.

Derudover har jeg aldrig været en i så fremmedartet by og følt mig så tryg, som jeg gjorde i Ubud, og min indre hippie og ikke mindst foodie havde under hele opholdet et lyksaligt smil på læberne.
Jeg kan derfor kun anbefale at besøge denne spøjse by midt på Bali, da du med garanti vil vende hjem med både flotte souvenirs, oplevelser og måske endda en højere grad af indre ro.
Og hvis du ikke allerede er ved at booke flybilletten nu, så vil denne guide forhåbentlig få dig ind på Momondos hjemmeside hurtigere, end jeg kan nå at sige hindu.

Sov sødt i Ubud
Hvis du kan lide rismarker, god mad og stilhed, bør du booke en bungalow hos Nurs Guesthouse i Ubud. Stedet ligger oppe på en bakke, gemt væk bag rismarker og palmer, og det tager cirka ti minutter at gå til Ubuds hovedgade. Der er både pool, restaurant og en fabelagtig udsigt. Derudover ligger stedet ikke langt fra den berømte økologiske restaurant Sari Organik, hvor man kan spise sin aftensmad, mens man ser solen gå ned over risterrasserne.

nurh

Dag 45 – Nur Guesthouse og rismarker

Du kan også gå i forfatteren til Eat, Pray, Love, Elizabeth Gilberts fodspor og booke et værelse i The Liyer House, som er ejet af medicinmanden Ketut og hans familie. Den selvsamme som hjalp forfatteren med at finde sig selv og dermed til sidst kærligheden. (Ja, det lyder rimelig godt, ikk?) Stedet er omgivet af en smuk have med springvand, har en infinity pool, restaurant og spamuligheder. Og så koster det billigste værelse 184 kroner.
Så deeet.

love

Dag 50 – The Liyer House.

Mad din indre foodie
Du kan næsten ikke komme frem uden at falde over lækre spisesteder i Ubud, hvis du altså bevæger dig ned af sidegaderne. Der er alt, hvad man kunne ønske sig af sunde, spændende, kvalitetsbevidste, vegetariske, snaskede og hippe cafeer og restauranter.
Oplev hippieviben på Soma, hvor lækre vegetarretter, rawfood og sunde is og kager bliver langet over disken, mens vesterlændinge og balinesere sammen sidder og spiller guitar.

soma

Dag 49 – Grøn juice på Soma

Hvis du er mere til wraps, bjergudsigt og hjemmelavet is, så tag på The Clear Cafe, hvor man kan spise sig mæt i en fremragende tunwrap (Tunbøf, ikke fesen dåsetun) og en iskold mango-passionsfrugts juice, mens man nyder bjergudsigten.
Og hvis du er ved at sprænges for at smage nogle indonesiske retter, så smut ind i Dewa Warung, der ligger lige ved siden af Soma, og som sælger og laver de lækreste retter til åndssvagt billige penge.

clear

Soya vaniljelatte på Clear Cafe

Åben sindet og slap af
Der er tonsvis af yogasteder i Ubud, men det mest berømte er The Yogabarn, som tilbyder ustyrligt mange forskellige slags yogatimer, meditation og ikke mindst gratis foredrag af forskellig art hver eneste aften. Derudover er The Yogabarn også et godt sted at møde andre rejsende, hvis man har brug for lidt selskab.

yoga

The Yoga Barn

I Ubud er der også plads til stillesiddende afslapning, for eksempel på Bali Botanica Dayspa, hvor du kan forkæle dig selv med lækre massager og andre behandlinger. Jeg har aldrig følt mig så afslappet, som da jeg gik ud derfra efter en times kropsmassage, bodyscrub og blomsterbad, en ansigtsbehandling og en omgang fodmassage til den nette sum af 250 kroner.

Tag ud i naturen
Selvom selve byen byder på mange aktiviteter såsom shopping og yoga, for ikke at tale om The Sared Monkey Forrest, hvor vilde aber hopper rundt omkring en og elsker, når man giver dem bananer, så bør man også bevæge sig lidt udenfor Ubud for at opleve de smukkeste risterrasser, templer og sågar en vulkan.

abeer

Dag 47 – Aber en masse i Sacred Monkey Forrest

Der findes tusindvis af bureauer, der gerne vil tilbyde dig sådanne ture, men du får mest ud af selv at planlægge, hvad du gerne vil se og så spørge dig for hos de mange taxachaufførrer, der står overalt og vifter med taxaskilte.

tempeld

En familie besøger den hellige kildes tempel for at bede.

En tur til for eksempel The Holy Spring Tempel, risterrarsserne, en kaffeplantage, vulkanen Batur og måske et andet lille tempel på vejen bør ikke koste dig mere end 300.000 rupiers (140 kroner), men find din indre gnier frem og forhandl dig frem til prisen, ellers kan du nemt komme til at betale for meget.

risterrassere

Dag 51 – Risterrasserne i Ubud

Fortællingen om Malle Alene i Verden

Der er sket så meget, og samtidig så lidt siden jeg ankom til Bali for snart to uger siden. Jeg er blevet snydt, krammet, tilbudt massage og saronger, spist pandekager en masse og endnu flere risretter. Jeg har badet og gået langt, set templer og risterrasser og svedt som en i helvede.
Jeg har grædt og grinet, smalltalket og bigtalket og begravet mig selv i bøgernes verden, når det hele blev lidt for meget.
Og så har jeg været helt, helt alene sammen med tusindvis af andre mennesker. 

pandekager

Dag 48 – De bedste peanut- og bananpandeager på The Fat Turtle.

Lige nu er jeg i Ubud, en hippie/hipster kind of kunsterby med massere af udlændinge, der mere eller mindre har slået sig ned for at udbrede tanken om zen og yoga til turister og andre søgende mennesker. Der er veganer- og sunde juicesteder over alt, og der er ikke langt imellem vesterlændinge, der målrettet går mod The Yoga Barn i løstsiddende tøj og en aura af ro omkring sig.

Først elskede jeg det, så hadede jeg det og nu elsker jeg det igen. Jeg er selv blevet lettere forfalden til lækre juicer, vegetarretter og ikke mindst The Yoga Barn, hvor jeg har været fire gange i løbet af min tid her. Både til yoga og til foredrag om selvrealisering og om, hvordan man faster sig sund. Mit københavnerskeptiske-jeg har dog lidt svært ved at tage det helt så seriøst, men mit Bali-jeg er ret nede med det hele, måske fordi det virker som en opnåelig måde, at få det bedre med mig selv på.
Så i morgen, som er min sidste dag i Ubud, tager jeg til Gong-meditation med en svensk pige, jeg har mødt og som jeg allerede har haft lange dybe big-talk snakke med, snakke som jeg slet ikke troede, man kunne have med nogen, man kun har kendt i tre dage.

soma

Dag 49 – En meget sund juice på restauranten Soma.

Jeg griner dog alligevel stadig lidt af de kjortelklædte vesterlændinge, som oser af alt for meget hippi-hed, og jeg bed heller ikke helt på påstanden, som faste-oplægsholderen kom med om, at hvis bare man øver sig længe nok, så kan man sagtens leve af solens energi og intet andet. I ved, ligesom planterne gør.

Men det er nogle mærkelig følelser, som jeg går rundt med her på Bali.
Det ene øjeblik er jeg lykkelig over at være her, og over at gøre det på egen hånd, for så at blive fyldt med tunghed og gråt humør det næste. For hvor er jeg dog alene.
Og selvom jeg efterhånden har mødt en del mennesker, som jeg har nydt at tilbringe tid med, så er jeg her virkelig helt, helt alene. All by my self, som Bridget Jones så grimt synger.

tempel

Dag 46 – Templet hvor man kan vaske alle sine synder bort.

Det er både skræmmende og spændende, selvom jeg egentlig tror, at det mest skræmmende er, hvis jeg kommer hjem som præcis den samme, som jeg var, da jeg tog afsted. Fuck lommetyve og diarre, det uhyggeligste jeg kan forestille mig (lige bortset fra en indisk massevoldtægt eller at blive smidt i et thailandsk fængsel) er, at jeg lander i Kastrup Lufthavn og ikke har rykket mig en skid. At jeg bare falder tilbage i de samme gamle mønstre og ikke har fundet ind til hende, som jeg så gerne vil lære at kende. Hende, som ved jeg er derinde et sted, og som kan og vil meget mere, end hende jeg er lige nu.

Når de tanker kommer, og chokolade eller yoga ikke får dem skubbet væk, så trøster jeg mig selv ved at huske på den følelse, som overvældede mig og fyldte mig helt op, den første dag jeg var på Bali.

Jeg var lige ankommet til byen Seminyak, og det eneste jeg ville var at finde havet. Jeg ville ikke bade eller sole, jeg ville bare se det store hav, der spredte sig uendeligt langt ud foran mig. Og efter en noget turbulent tur bag på en scooter, fandt jeg det. Havet.
Det lå badet i solnedgangens lys og store bølger skyllede ind over stranden og hev i mig, da jeg stak mine fødder i vandet.
Og der ved havet i solen gik det op for mig, at jeg rent faktisk havde gjort det.
Jeg var taget afsted. Helt om på den anden side af jorden, helt alene og uden at vende om. Og så lo jeg.

bali

Dag 42 – Den bedste solnedgang.

Fortællingen om Et Lufthavnsfarvel

Jeg havde egentlig forventet endnu flere tårer, end dem der kom, da Den Lyshårede Fodboldfyr og jeg sagde farvel. Jeg havde forestillet mig, hvordan vi begge to hulkende ville klynge os til hinanden og hvordan jeg i en tåge af tårer endelig ville give slip på hans hånd og gå igennem sikkerhedskontrollen.
Faktisk så var det egentlig mere eller mindre det der skete, når nu jeg tænker lidt nærmere over det. Måske knap så meget hulken fra hans side af, og i stedet blot en enkelt mandig tåre eller to.
Men ellers så levede selve farvelseancen pretty much op til mine forventninger.
Det var hårdt og ondt og svært, og jeg kan stadig mærke følelsen af hans bløde sweatshirt mod min kind og hans hånd, der til sidst slipper min, da jeg vender mig om og går mod point of no return og væk fra fra ham og fra os.

burgere

Dag 39 – Den sidste kærlighedsnadver

Men efter det var der ikke rigtig noget, der levede op til nogen forventninger.
Jeg gik rundt i lufthavnen som en hver anden rejsende. En der måske bare skulle et smut til Barcelona eller Paris, og ikke en, der skulle være væk i tre måneder eller længere. Jeg købte en mascara og kiggede på bøger og kunne lige pludselig ikke mærke noget som helst.

lufthavn

Dag 40 – Sidste glimt af Europa

På flyet til London faldt jeg i søvn midt i læsningen af min medbragte bog (Americhana, som jeg i øvrigt stærkt kan anbefale, også selvom jeg faldt i søvn) og i Heathrow Lufthavn stillede jeg mig i kø til flyet mod Hong Kong, det fly der for alvor ville tage mig langt, langt væk, men gik ombord som var det et hvilket som helst fly.
Som om det ikke betød noget særligt.

Under flyveturen så jeg tre film og spiste pligtskyldigt den kinesisk-inspirerede flymad, hvorefter jeg forsøgte at sove. Jeg tænkte en del på Den Lyshårede Fodboldfyr, men uden at føle nogle særlige stik i hjertet og uden tårer.

I Hong Kong gik jeg rundt og rundt og forsøgte at tyde de kinesiske skilte og finde ud af, hvad der var værd at bruge tid og penge på at se. Jeg sejlede med en lille færge, kom op på toppen af The Peak og så ned over millionbyen og dens mange tusind lys, der farvede nattehimlen blå, lilla og grøn. Jeg spiste nudler og tog billeder og svedte, som jeg kun har svedt de få gange, jeg har begivet mig ud i at dyrke Hot Yoga.
Et par gange flød følelsen af savn ind over mig, og billeder af vores lejlighed, af ham og vores tid sammen poppede op på nethinden.
Men ingen tårer kom, og derfor troede jeg fejlagtigt, at jeg med lufthavnsfarvellet måske havde fået overstået det værste.

hongkong

Dag 41 – Hong Kong

Men da jeg sent om aftenen endelig havde fundet vej tilbage til mit hotel og havde låst mig ind på værelset var det som om det lille bitte værelse blev endnu mindre. Væggene trykkede imod mig og alting føltes forkert. Pludselig kunne jeg mærke, at jeg virkelig var helt alene, og at jeg havde sagt farvel til den, der igennem hele mit voksne liv havde været den, der var aller tættest på mig.
Og så græd jeg.

Du Er En Idiot Abroad Når…

  • Du ankommer til Hong Kong og vælger at tage en kjole på syet af stof, der minder umiskendeligt meget om det stof, som voksduge er gjort af. Du tilbringer derfor resten af den 30 grader varme dag i en mere eller mindre flydende tilstand.
sved

80 procents luftfugtighed og u-åndbart stof. Win Win.

  • I stedet for at købe en billet fra lufthavnen og ind til Hong Kong, stormer du væk fra billetkontoret med ordene; det er da alt for dyrt, du må være sindssyg, for derefter foretage en skamfuld u-vending, da det går op for dig, at prisen selvfølgelig ikke er i amerikanske dollars, men i Hong Kong dollars. Et beløb der svarer til cirka 36 sølle kroner. 
  • Du har puttet så meget lort ned i din backpacker-taske, at du er tæt på at tippe over, hver gang du tager den på. Men i stedet for at brokke dig, hvilket du alligevel ikke kan, fordi du er helt alene, messer du bare; Jeg er Cheryl Strayed, Jeg er Cheryl Strayed, alt imens du vakler frem mod dit hostel. 
  • Du næsten jubler af lykke, fordi der er gået hele fem dage og det eneste, du har mistet er din ladyshaver. Du tænker derfor, at din tendens til at miste alle dine ejendele når du bliver distræt, måske endelig er ovre. Lige indtil du ikke kan finde dit dankort.
  • Du tager på stranden og smører dig selvfølglige godt ind i solcreme. Derefter falder du i søvn i solen og bliver så forbrændt på dit ene baglår, at du ikke kan sidde ned i to dage.
av

Solcreme, min bare røv.

Fortsættes med garanti….