Fortællingen om De Små Ting

Jeg tror, at jeg for tiden lider af det modsatte af rejsefeber. Jeg plejer ellers altid at være helt oppe på alle ti tæer i ugerne op til en ferie.
Jeg planlægger, skriver lister, finder tilbud, køber ind og skriver flere lister.
Og det er skam ikke, fordi jeg ikke har allerede har brugt to notesbøger op eller har hjertet 329 forskellige værelser og lejligheder på AirBnB, for det har jeg.
Jeg har også allerede lavet en super stram og tidsoptimistisk rejseplan for alle tre måneder og købt et motionsickness armbånd og et førstehjælps kit. Men jeg er stadig ikke helt oppe på dupperne.
I stedet er jeg nærmest sunket helt ned i mine ballarinaskos fodaftryk. Jeg er blevet helt ufattelig sløv, samtidig med at min hjerne bliver ved med at prikke til mig for at minde mig om alle de ting, jeg bør få ordnet inden jeg tager afsted.

Først troede jeg, at det var fordi, der var så meget jeg skulle nå, inden min afrejse, og at det simpelthen var uoverskueligheden i det, der fik sløvheden til at blusse frem. Men efter at jeg i den sidste uges tid har ladet mig selv give efter for sløvheden og næsten ingenting har gjort udover at tage på arbejde, tror jeg, at jeg har fundet ud af, hvorfor rejsefeberen ikke har indfundet sig endnu.
Det er nemlig slet ikke sløvhed, der har skubbet mig helt ned i skoene, det er savn. For selvom jeg glæder mig til min rejse og alle de eventyr jeg kommer til at opleve, så kommer jeg til at savne min hverdag og alle de mennesker, der fylder den ud.

Jeg har derfor sat en form for vidunderlig selvtortur i gang, hvor jeg fylder mine sidste dage op med dejlige oplevelser og små ting, som gør selv plaskvåde morgener til smukke øjeblikke.
Og det er både dejligt og frygteligt på samme tid. Dejligt fordi glæden over, at jeg har så mange dejlige mennesker i mit liv og at verden er fyldt med bittesmå ting, fylder mig næsten helt op. Og frygteligt fordi, at jeg ligeså snart glæden viser sig, titter sorgen og savnet også frem og skærer mig lidt i hjertet.

Og savn og sorg har det med at gøre folk sløve. Eller i hvert fald er det ofte sådan, de manifesteres i mig. Sløvhed med nutellaspisning på. Jeg har dog ikke tænkt mig at holde op med selvtorturen, eller nutellaspisningen for den sags skyld.
For selvom det gør ondt at opsøge de små øjeblikke med dem jeg holder af, så gør det mest godt.
Og så må rejsefeberen pænt vente i kulissen til jeg er klar til at stige op på alle ti tæer.

11121102_10153140145112297_1166334121_n

Dag 10 – Turist i egen by med ham ❤

11850796_10153140143597297_2031006304_n

Dag 13 – Bærrov og blomsterplukning

11846293_10153140144947297_895570327_n

Dag 11 – Aftentur og venindesnak

11868713_10153140145457297_1920188083_n

Dag 9 – Is og sommerbørn

11880282_10153140143387297_127586871_n

Dag 15 – Beautiful things

11880163_10153140143482297_1670164897_n

Dag 14 – Mors stikkelsbærdessert og filmaftener

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s