Fortællingen om Min Store Rejse

Det har summet omme bag mine ører længe. Den lille spirende tanke, som har villet sende mig langt ud i verden, væk fra alting og all by my self. Og nu er der ikke længere særlig langt fra tanke til handling. Jeg skal nemlig ud at rejse.
Helt alene skal jeg afsted med min rygsæk på ryggen og mit kamera i hånden.
Jeg skal til Hongkong, Indonesien, Malaysia, Vietnam, Laos og Thailand.
Og hvis jeg ikke er blevet rejsetræt efter tre måneder og stadig har penge på lommen, tager jeg videre til Australien.

Tanken om at begive mig ud på egen hånd har nok været i mig i flere år, men først nu har den taget form. Først nu blev tanken om ikke, at tage afsted mod hvide sandstrande, prægtige templer og vilde gademarkeder næsten uudholdelig, og behovet for ro til at finde ud af, hvad jeg egentlig skal gøre med mit liv, begyndte at fylde næsten det hele. Jeg blev nødt til at gøre noget anderledes, og det noget kunne åbenbart ikke bare være at tage til Italien i to uger og glo ud på Middelhavet.
Så for et par uger siden bestilte jeg en enkeltbillet til Bali, og havde oprindeligt tænkt, at jeg ville komme hjem efter en måned. Men nu er slet jeg ikke sikker på, hvornår jeg vender næsen mod Danmark igen.

11850829_10153125236032297_104035326_n

Ingen Googlemaps – dag 8

Indtil videre glæder jeg mig, men vemodet og usikkerheden er efterhånden også begyndt at snige sig ind på mig. For hvordan skal jeg mon klare mig derover i Det Vilde Asien? Hvad skal jeg gøre, hvis der sidder otte gekkoer på mit hotelværelse, hvad hvis jeg bliver skør af mit eget selskab, og hvordan skal jeg overhovedet finde vej uden Googlemaps? Der er mange ting at bekymre sig om.

En af dem fylder dog mere end andre. For jeg efterlader også en stor del af mig selv, når jeg stiger ombord på flyet den 3. september, en del som jeg har kæmpet for at holde fast på i de sidste fem år, men som jeg ved ikke vil eller bør følge med mig på min store rejse.
Og selvom gekkoer og frygten for at fare vild virker skræmmende nok i sig selv, er det nu alligevel give-slip-delen, som jeg frygter mest.
Jeg har nemlig aldrig været særlig god til at sige farvel.

11854097_10153125238412297_1419983325_n

Op i skyerne – dag 5

Reklamer

4 comments

  1. Thejournalofanexplorer · august 26, 2015

    Glæder mig til at læse om din tur -det kan kun blive spændende! Bon voyage 🙂

  2. Pingback: Fortællingen om A Never Ending Heartbreak | Mit Uperfekte År
  3. Pingback: Fortællingen om Den Første Dag I Resten Af Mit Liv | Mit Uperfekte År

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s