8 Steder Nye Københavnere Bør Kende Til

Jeg begiver mig ud i guidernes verden i dag, og det gør jeg selvfølgelig med en guide til byen over alle byer, København. Det kan dog være svært at være helt nyskabende over for rigtige københavnere, og derfor henvender denne her sig nok også mest til alle de mange tilflyttere, der kører ind over bygrænsen i disse dage.

kbh

Den bedste boghandel – Politikkens boghal

Da jeg boede i USA og arbejdede som au pair var stedet for størstedelen af mit tidsfordriv boghandlerkæden Barnes And Noble. Der kunne man i blandt hundredevis af rækker med ufattelig billige bøger synke ned i bløde lænestole og begive sig ind i bøgernes verden. I Politikens boghal er der lidt af den samme vibe. Der er ikke hundredevis af rækker med bøger eller bløde lænestole, men det er en moderne boghandel, hvor man gerne må læse i bøgerne inden man køber dem, og der er sågar også en blød sofa og en masse Haystole, man kan sidde i, mens man læser. Derudover kan man købe kaffe, kage og juice, hvis man vil forsøde læsningen en smule. Jeg tilbringer lidt for ofte en time eller to i bunden af boghallen med favnen fuld af bøger.

politiken

Flot brugskunst til billige penge – Notre Dame

Jeg er lidt af en bolignørd, og har siden jeg fandt ud af IKEA-katologet eksisterede læst det som en bibel. I dag går jeg dog lidt mere efter unikt design, men det er desværre ofte lidt dyrt. Hvis man er på SU har man for eksempel sjældent lige 500 kroner til en megamussel-tallerken. Men frygt ej, hos Notre Dame i Nørregade kan man finde virkelig flotte ting til boligen, og de koster sjældent det samme som en bondegård. Der er både lamper, puder, service, æsker, pynteting og andre køkkenting. Et sandt mekka for en bolignørd.

Lækker, sund og billig mad – Chilimili

Hvis jeg er lidt på røven eller bare får lyst til en god salat, så tager jeg på Chilimili. Der kan man få alskens forskellige salater, falaffel, wraps, sandwich og dagens varme ret. Det er i sig selv åndssvagt billigt, men alligevel kan man få 20 procent i studierabat. Og som om det ikke er nok, kan man hver dag efter klokken 21 få alt til halvpris, når der er happy hour.

chilimili

Gaden over alle gader – Jægersborggade

I kender den sikkert godt, da man efterhånden skal  have boet under en sten i nogle år, hvis man skal have undgået at høre om den berygtede gade, som nu er blevet berømt for dets små fine butikker og lækre spisesteder. Men jeg ville jeg alligevel lige highlighte den med kærlighed, da det virkelig er en af de hyggeligste gader i København, når det kommer til originale butikker og cafeer.
Det er her man både finder Grød og Manfreds, samt den hippie og bæredygtige kjolebutik, Resecond.
Og husk så endelig at fortsæt ud i Nørrebroparken, når du har oset nok.
Her er der nemlig byhaver, sjove legepladser og dejlig grønne pletter midt i byen.

Sandwich og juicestedet – Big Apple

Big Apple har flere filialer, men den hyggeligste ligger på hjørnet af Krystalgade og Fiolstræde. Der kan man synke ned i bløde veloursæder, mens man spiser lækre sandwich, som ALLE indeholder avokado. Der er flere forskellige slags juicer, og ikke kun de supersunde, som man får hønsemund af, når man tager en tår. 

bigappel

Det alternative burgersted – Burger and Bun

Et af de eneste økologiske burgersteder i København ligger selvfølgelig på Nørrebro, og der får man udover økologi også en anderledes burgeroplevelse.
Jeg har med Den Lyshårede Fodboldfyr været på utallige burgersteder i løbet af vores fem år lange forhold, men Burger and Bun slog virkelig benene væk under mig. Her kan man nemlig udover en sædvanlig amerikansk burger, både få en japansk, en australsk, en dansk, en fransk, en italiensk og en mexicansk burger, samt en hangoverburger og vegetarisk version. Derudover har de forskelligt lækkert tilbehør, milkshakes og desserter.

De hippiste og lækreste småkagebageri – Leckerbaer

Her kan du få de fineste småkager, når lysten til kage melder sig. Du kan også få almindelige kager, samt lækre desserter to go, og selvom der på billedet er fire småkager, advarer jeg lige: De ser små ud, men de mætter utroligt godt.
Så du kan sagtens spare din mave og pengepung lidt ved kun at købe to eller tre. Men uanset hvad, bør du besøge
Leckerbaer,
hvis du bare er halvt så kageglad, som jeg er.
(Jeg skrev bachelor om kager, så kan du selv regne ud efter det) 

leckerbaer

Den allerbedste mundvandsskabende croissant – Democratic coffee bar

Jeg er egentlig ikke særlig vild med crossainter. Ikke at jeg ikke kan lide dem, de har bare aldrig sagt mig det store. Alle de flager, der ender på skødet af en, når man tager en bid, det er ikke lige mig. Men på Democratic Coffee bar, som ligger på Hovedbiblioteket i Krystalgade, findes der den bedste croissant i verden.
Og her taler jeg ikke om deres almindelige croissant, som godt er nok har vundet prisen som Københavns bedste croissant hos AOK.
Nej, jeg taler om deres mandelcroissant.
Det mest vidunderlige, snaskende, men stadig sprøde form for bagværk, jeg nærmest nogensinde har smagt.
Prøv den, og gør det gerne når du alligevel har siddet og studeret i flere timer på biblioteket. Jeg tilskriver gerne denne mandelcroissant noget af æren for, at jeg kom igennem min bachelor.   

democratic

Reklamer

Fortællingen om Den Fede Film og Fødevareindustrien

Jeg havde egentlig tænkt mig at gå i gang med at se endnu et afsnit af Mad Men og spise Oreos , mens jeg på en og samme tid ville nyde noget Malletid, og have ondt af mig selv over netop at sidde alene lørdag aften og zappe zombieagtigt rundt på Netflix.
Men så faldt jeg over filmen Fed Up, som handler om, hvordan fødevareindustrien har gjort en kæmpe del af den vestlige befolkning fede ved blandt andet at infiltrere både de amerikanske kostråd og den mad der serveres på de offentlige skoler i USA.

Den fortæller, hvordan fødevareproducenterne langsomt, men sikkert har fjernet det naturlige fedt i de fleste forarbejdede produkter og erstattet det med sukker, for derefter at sælge dem som værende sundere alternativer eller ligefrem slankende.
Og samtidig bliver amerikanerne, og de fleste andre indbyggere i den vestlige verden bare federe og federe.

burger

Dag 23 – Rigtig mad i form af rigtig burger

Jeg lagde ret hurtigt Oreokiksene fra mig, og lyttede med forfærdelse, men egentlig ikke megen overraskelse, til de mange eksperter som fortalte, hvordan sunde og videnskabeligt beviste kostråd blev gemt væk af fødevareindustriens lobbyister og erstattet med ideen om, at det hele bare handler om, hvor mange kalorier man indtager i forhold til, hvor mange man forbrænder. En ide, de er blevet nødt til at holde fast i, for at kunne få folk til at købe deres produkter.

Men de fleste eksperter understregede i filmen, at holdningen om, at fede mennesker eller folk der generelt bare gerne vil tabe sig, bare skal spise noget mindre og løbe lidt mere, er en lodret løgn.
En kalorie er nemlig ikke bare en kalorie, og du kan spise nok så meget slankemad eller sulte dig selv på en kur af gulerødder og linser, men det bliver du ikke slank af.
I hvert fald ikke i særlig lang tid.

Ved at bilde folk ind, at det er deres egen skyld, at de er tykke, at de bare skal tage sig sammen og spise noget mindre eller endnu bedre, spise noget slankemad, har fødevareproducenterne tjent svimlende med penge, mens de har skubbet folk tættere og tættere på dødens rand.
Derudover har forsimplingen af, hvad det kræver at tabe sig gjort, at folk generelt tænker dårligt om overvægtige mennesker. Og det er her, filmen for alvor bed sig fast i mig. Hele sommeren har jeg opsnappet snak om fatshaming, altså konceptet om at få overvægtige mennesker til at få det dårligt over, at de er som de er, da det ifølge normalvægtige mennesker både er forkert og de overvægtiges egen skyld.

suppe

Dag 24 – Suppeaften uden Heinz

Jeg vil slet ikke sige mig selv for god til aldrig nogensinde, at have tænkt mit om, at ham den tykke på tanken nok ikke burde spise den ekstra hotdog. Men jeg har aldrig sagt det højt, og slet ikke til den overvægtige selv. For jeg ved, hvor svært det kan være at stå imod. Jeg er ikke tyk eller fed, men jeg kunne sagtens tabe mig et par kilo uden at komme til at ligne et KZ-offer. Jeg har prøvet adskillig kure og ved nu efter i nærmest 15 år at have tænkt alt for meget på mad og slankekure, at de ikke virker.

Og efter at have set Fed Up ved jeg også, hvorfor det er så svært at sige fra og ikke spise den pose vingummier, som ligger i skabet.

For ikke nok med, at fødevareindustrien har bildt os ind, at slankemad slanker, så gør den store mængde af sukker, der puttes i næsten alt forarbejdet mad, at vi bliver afhængige. Vi bliver afhængige af den mad, som ikke er god for os, og det kræver en enorm stor indsats at blive fri fra den. Både fordi afhængighed generelt er svær at overkomme, men især fordi vi bliver bombaderet med reklamer for præcis den slags mad, vi forsøger at undgå. Overalt er der plakater, der lokker med burgere og M&M’s, og i næsten alle butikker, om det så er en Silvan eller en Seven Eleven, er der slik, chokolade og sodavand, som gør alt for at blive købt og spist.

Og det er pisse uhyggeligt. Det er skræmmende, fordi der i så mange år er nogen, der har fået lov til at korrumpere sundhedssystemet og dermed vores kroppe, men det mest skræmmende synes jeg faktisk er, at de selv samme mennesker, har bildt næsten hele verdens befolkning ind, at det er de tykkes egen skyld. Og når hele verden er imod en, er det fandme svært at stå imod den afhængighed, som al den dårlige mad, vi godtroende har spist er overalt.

Det blev et meget langt indlæg om et meget bredt emne. Jeg håber, du har læst med helt hertil, og at du har lyst til at se filmen Fed Up. Og så håber jeg, at du laver noget rigtig mad i aften. Noget der kun er fyldt med lækre ingredienser i deres helt egen og naturlige form. For hvis vi alle gør det, mister fødevareindustriens og deres kunstige mad deres fodfæste.

fedup

Dag 25 – Er du også fed up?

Fortællingen om Kærligheden På Vallekilde

Fredag var kærlighedens dag. Jeg var nemlig til bryllup hos to af mine gode venner, Louise og Peter. De blev helt hemmeligt gift sidste år og fejrede hinanden med kun få gæster. Et år efter holdt de så den bryllupsfest, som de ikke kunne sidste år, fordi Louise var gravid med lille, søde Alma. Og bryllupsfesten blev holdt på Vallekilde Højskole, hvor de for fire år siden mødte hinanden. Og hvor jeg mødte dem.

bryllup

Dag 19 – Kærlighed på Vallekilde

Vi gik nemlig på højskole sammen i foråret 2011, og det ændrede vores allesammens liv. Louise og Peter fandt deres sjæleven i hinanden, og jeg fandt, udover de to, venner som for evigt vil betyde noget for mig.
Vallekilde blev vores allesammens andet hjem, et sted hvor alle holdt af og respekterede hinanden, og de fleste af os blev modnet til for alvor at gå i gang med voksenlivet, da højskoleopholdet sluttede.

På Vallekilde fandt jeg også sjælevenner, der ligesom mig var besat af en skrivelyst, og som jeg kom til at dele meget mere med, end jeg havde troet, da jeg blev sat af på Højskolevej 9, en isnende januardag for fire år siden.
For mig har Vallekilde givet mig en følelse af at høre til i en større gruppe, noget som jeg aldrig rigtig havde oplevet før. Og det har givet mig en større tro på mig selv, samtidig med at jeg for evigt vil føle, at jeg hører til et sted.

Det lyder ufatteligt sukkersødt, og det er det måske egentlig også. For selvfølgelig var der problemer og skænderier og til tider var der da også virkelig ulækkert, når drengene stod for rengøringen. Men det meste af tiden var der bare glæde, inspiration, kærlighed, samhørighed og fordybelse. Og det burde alle opleve mindst en gang i deres liv.

gynge

Dag 20 – De evige græsmarker findes på Vallekilde

Igår startede der et nyt hold på Vallekilde Højskole, og jeg ved at de får det bedste halve år af deres liv. Fyldt med kærlighed, venskab, vilde fester, stille stunder og dybe snakke. Og de vil gå derfra med følelsen af altid at have et andet hjem.
Et hjem, der ligger midt mellem marker og æbletræer, og hvor kærligheden ofte blomstrer.

Fortællingen om De Små Ting

Jeg tror, at jeg for tiden lider af det modsatte af rejsefeber. Jeg plejer ellers altid at være helt oppe på alle ti tæer i ugerne op til en ferie.
Jeg planlægger, skriver lister, finder tilbud, køber ind og skriver flere lister.
Og det er skam ikke, fordi jeg ikke har allerede har brugt to notesbøger op eller har hjertet 329 forskellige værelser og lejligheder på AirBnB, for det har jeg.
Jeg har også allerede lavet en super stram og tidsoptimistisk rejseplan for alle tre måneder og købt et motionsickness armbånd og et førstehjælps kit. Men jeg er stadig ikke helt oppe på dupperne.
I stedet er jeg nærmest sunket helt ned i mine ballarinaskos fodaftryk. Jeg er blevet helt ufattelig sløv, samtidig med at min hjerne bliver ved med at prikke til mig for at minde mig om alle de ting, jeg bør få ordnet inden jeg tager afsted.

Først troede jeg, at det var fordi, der var så meget jeg skulle nå, inden min afrejse, og at det simpelthen var uoverskueligheden i det, der fik sløvheden til at blusse frem. Men efter at jeg i den sidste uges tid har ladet mig selv give efter for sløvheden og næsten ingenting har gjort udover at tage på arbejde, tror jeg, at jeg har fundet ud af, hvorfor rejsefeberen ikke har indfundet sig endnu.
Det er nemlig slet ikke sløvhed, der har skubbet mig helt ned i skoene, det er savn. For selvom jeg glæder mig til min rejse og alle de eventyr jeg kommer til at opleve, så kommer jeg til at savne min hverdag og alle de mennesker, der fylder den ud.

Jeg har derfor sat en form for vidunderlig selvtortur i gang, hvor jeg fylder mine sidste dage op med dejlige oplevelser og små ting, som gør selv plaskvåde morgener til smukke øjeblikke.
Og det er både dejligt og frygteligt på samme tid. Dejligt fordi glæden over, at jeg har så mange dejlige mennesker i mit liv og at verden er fyldt med bittesmå ting, fylder mig næsten helt op. Og frygteligt fordi, at jeg ligeså snart glæden viser sig, titter sorgen og savnet også frem og skærer mig lidt i hjertet.

Og savn og sorg har det med at gøre folk sløve. Eller i hvert fald er det ofte sådan, de manifesteres i mig. Sløvhed med nutellaspisning på. Jeg har dog ikke tænkt mig at holde op med selvtorturen, eller nutellaspisningen for den sags skyld.
For selvom det gør ondt at opsøge de små øjeblikke med dem jeg holder af, så gør det mest godt.
Og så må rejsefeberen pænt vente i kulissen til jeg er klar til at stige op på alle ti tæer.

11121102_10153140145112297_1166334121_n

Dag 10 – Turist i egen by med ham ❤

11850796_10153140143597297_2031006304_n

Dag 13 – Bærrov og blomsterplukning

11846293_10153140144947297_895570327_n

Dag 11 – Aftentur og venindesnak

11868713_10153140145457297_1920188083_n

Dag 9 – Is og sommerbørn

11880282_10153140143387297_127586871_n

Dag 15 – Beautiful things

11880163_10153140143482297_1670164897_n

Dag 14 – Mors stikkelsbærdessert og filmaftener

Fortællingen om Min Store Rejse

Det har summet omme bag mine ører længe. Den lille spirende tanke, som har villet sende mig langt ud i verden, væk fra alting og all by my self. Og nu er der ikke længere særlig langt fra tanke til handling. Jeg skal nemlig ud at rejse.
Helt alene skal jeg afsted med min rygsæk på ryggen og mit kamera i hånden.
Jeg skal til Hongkong, Indonesien, Malaysia, Vietnam, Laos og Thailand.
Og hvis jeg ikke er blevet rejsetræt efter tre måneder og stadig har penge på lommen, tager jeg videre til Australien.

Tanken om at begive mig ud på egen hånd har nok været i mig i flere år, men først nu har den taget form. Først nu blev tanken om ikke, at tage afsted mod hvide sandstrande, prægtige templer og vilde gademarkeder næsten uudholdelig, og behovet for ro til at finde ud af, hvad jeg egentlig skal gøre med mit liv, begyndte at fylde næsten det hele. Jeg blev nødt til at gøre noget anderledes, og det noget kunne åbenbart ikke bare være at tage til Italien i to uger og glo ud på Middelhavet.
Så for et par uger siden bestilte jeg en enkeltbillet til Bali, og havde oprindeligt tænkt, at jeg ville komme hjem efter en måned. Men nu er slet jeg ikke sikker på, hvornår jeg vender næsen mod Danmark igen.

11850829_10153125236032297_104035326_n

Ingen Googlemaps – dag 8

Indtil videre glæder jeg mig, men vemodet og usikkerheden er efterhånden også begyndt at snige sig ind på mig. For hvordan skal jeg mon klare mig derover i Det Vilde Asien? Hvad skal jeg gøre, hvis der sidder otte gekkoer på mit hotelværelse, hvad hvis jeg bliver skør af mit eget selskab, og hvordan skal jeg overhovedet finde vej uden Googlemaps? Der er mange ting at bekymre sig om.

En af dem fylder dog mere end andre. For jeg efterlader også en stor del af mig selv, når jeg stiger ombord på flyet den 3. september, en del som jeg har kæmpet for at holde fast på i de sidste fem år, men som jeg ved ikke vil eller bør følge med mig på min store rejse.
Og selvom gekkoer og frygten for at fare vild virker skræmmende nok i sig selv, er det nu alligevel give-slip-delen, som jeg frygter mest.
Jeg har nemlig aldrig været særlig god til at sige farvel.

11854097_10153125238412297_1419983325_n

Op i skyerne – dag 5