Fortællingen om Venskab

Det tog mig cirka 25 år at forstå, at de venner jeg har og har haft gennem livet, overvejende gerne har villet være sammen med mig. At det ikke bare var noget, jeg troede, og at jeg ikke nødvendigvis betød mindre for dem, end de betød for mig.
Derfor er det også først efter, at jeg er blevet voksen, at jeg føler, jeg har fundet veninder, som jeg elsker og holder af, og som jeg er sikker på også føler det samme for mig.
Jeg har derfor heller ikke længere venskaber, hvor jeg føler, at jeg er den eneste, der holder forholdet i gang eller, hvor jeg ikke selv er helt med. 

venskab2

Dag 3 – Vilde blomster, vilde venskaber

Til gengæld har jeg alligevel venskaber, som til tider driver mig til vanvid.
En af mine bedste veninder og jeg har sådan et.
Jeg kan blive overvældet af irritation på grund af hende og kan synes, at hun er alt for meget og fylder det hele.
Disse tanker fylder nogle gange så meget, at jeg i øjeblikke kan tænke, at vi måske burde slutte vores venskab. At vi slet ikke passer sammen som veninder.
Men når jeg så ser hende igen efter et stykke tid, bliver tankerne skyllet hurtigere væk, end vi kan nå at kramme færdigt. Sådan havde jeg det i mandags, da jeg mødtes med hende for at drikke hvidvin og spise alt for meget mad i Torvehallerne. Der mærkede jeg, hvorfor det er, vi er veninder. At der ingen andre er, som fortstår mig som hende, og som ved lige præcis, hvad der skal til for at få mig til at le, når ingenting er sjovt.
Så hvorfor føler jeg også alt det uvenskabelige, så at sige?

venskab

Dag 2 – Venskab og nydelse

En gang tænkte jeg i frustration, at det til tider føltes som om, vi var kærester.
For jeg har aldrig skændtes med en veninde, som jeg har skændtes med hende.
Til gengæld har jeg heller aldrig følt så stærkt for en.
Vi har råbt og skreget, tudet, været fornærmede og slettet hinanden på facebook.
Vi har såret hinanden og følt, at den anden ikke var der, når vi havde brug for det. Men vi har alligevel begge to været klar til at hoppe på cyklen midt om natten, hvis der var gråd i den anden ende af røret.
Og jeg tror måske egentlig, at det er derfor, det kan være svært.
For man skændes ikke med nogen, man ikke er investeret i, og sjældent bliver man grænseløst irriteret på dem.
En anden god og klog veninde fik mig til at indse dette, og at min frustration formentlig oftest skyldes, at vi har mange af de sammen egenskaber og personlighedstræk. Vi supplerer på den måde ikke rigtig hinanden, men kæmper i stedet for at være os selv sammen med en, der kæmper ligeså meget om det samme.
Og det kan åbenbart få nogen til at slette den anden på facebook. (Mig…)

Har I også sådan nogle venskaber?

Reklamer

Fortællingen om Mig

I 1989 på en solrig søndag blev en lille pige født. Hun var som spædbørn er flest – et lillebitte menneske trykket sammen i folder og med silkeblød hud. Hendes mor havde langt etagefyldt firserhår og et gråt og et brunt øje. Hendes far havde dybe, mørke øjne og stærke arme. Den lille pige havde den søndag ingen rigtig øjenfarve fået endnu. Hun var stadig helt ny, helt åben og ganske ubeskrevet. Men sådan blev hun selvfølgelig ikke ved med at være.

Som den eneste i familien endte jeg med et par grønne øjne og en ukontrollerbar lyst til skrive. Men selvfølgelig endte jeg også med at blive mange andre ting, end en skrivelysten ung pige.
Jeg blev journalist med en forfatterdrøm i maven, en rejse- og  madelsker, en af dem, der måske har oplevet lidt for mange triste ting og en, som holder af stille aftener og store grin.

Alle disse ting er dog ikke hovedårsagen til, at jeg skriver her nu. Det er skrivelysten. Og der er sikkert ikke mange, der læser med endnu, måske kommer der det heller aldrig.
Men jeg vil alligevel fra i dag af fylde denne lille del af internettet med mine ord. Ordene vil blive akkompagneret af de billeder, som jeg i ugernes løb tager, som led i mit dokumentations- og fotoprojekt, og sammen vil de fortælle en historie om mig, et emne, en person, en tanke eller noget helt fjerde.
Fotoprojektet er en såkaldt 365 photochallenge, hvor deltagerne tager et billede hver dag i et helt år.
Det er rammen om denne blog. Og ordene er så fyldet.

vh

Og hvorfor skal du læse med, spørger du. Det skal du, hvis du savner noget, der fylder lidt mere i denne kæmpe mængde af blogs og medier, og hvis du sidder med en følelse, som du ikke helt kan beskrive, men gerne vil kunne genkende hos andre.

Hvis du også tænker lange tanker og forsøger at overbevise dig selv om, at du faktisk er helt okay, som den du er, samtidig med at du higer efter også at se, at alle ikke altid er perfekt pakket ind i lavendelduftende livsglæder.

Hvis du har det sådan, så skal du læse med her. For her vil der både være lyserøde happy thoughts og grimme følelser druknet i smeltet chokolade.

Vi ses, håber jeg.