Fødselsdagstanker: Det absurde i at gå så meget i panik over et fucking tal

I dag er jeg fyldt 29 år. Jeg er nu ligeså gammel, som Fran Fine i Alletiders Barnepige påstod, at hun var igennem samtlige sæsoner af serien, fordi det der med at være over 30 og single åbenbart var en dødssynd.

Jeg er ligeså gammel som min mor, da hun fødte mig. Og jeg er ældre end min mormor var, da hun var gift, havde to børn, et hus og et arbejde som folkeskolelærer. Jeg er 29 somre og går i dag ind i mit 30. år. Og det skal nok gå altsammen.

Det er jo bare et tal, siger jeg til mig selv. Men det tal ville grangiveligt betyde mindre, hvis jeg var et andet sted i mit liv. Hvis jeg allerede havde jobbet, kæresten og barnet. Men det sjove er, at jeg ikke som sådan længes efter nogle af de ting. Jeg ønsker mig dem, men der er stadig masser af ting, jeg gerne vil nå inden, jeg får dem. Jeg er slet ikke færdig med at være ung, dum og fuld på hverdage. Jeg er ikke færdig med at rejse rundt i verden og lede efter dele af mig selv, jeg ikke vidste fandtes. Jeg er ikke færdig med, at stå op kl. 11 og spise kold pizza til morgenmad. Jeg er ikke færdig med at være mig selv.

Og derfor burde det jo være ligegyldigt med det tal. Men det er det bare ikke alligevel. Jeg har aldrig været andet end ung. Og det lige pludselig ikke at være det sådan rigtigt længere er skræmmende. Også selvom det jo ikke betyder noget for andre end mig selv. Jeg er godt klar over, at det er mine egne overbevisninger, uskrevne regler og forbehold, der gør det svært. Der er ingen andre, der siger at jeg ikke kan det, jeg gerne vil på grund af min alder, at jeg burde tage at blive voksen eller som spørger, om jeg ikke skal til at skynde mig lidt. Det er kun mig. Og så måske også lidt samfundets syn på, hvad man burde lave, når man er en 29-årig kvinde. Men altså, samfundet burde jo også virkelig bare lukke røven på det punkt.

Det sjove er, at som jeg skriver det her går det mere og mere op for mig, at det måske faktisk ikke er frygten for fremtiden, frygten for om jeg kommer til at nå de ting, jeg gerne vil og om, hvad andre tænker om mig, der gør det at fylde 29 skræmmende. Det er ligeså meget tristheden over, at alting forandrer sig. Melankolien i, at en æra snart er slut. At det hver eneste dag bliver en lille smule mere anderledes i takt med, at vi bliver ældre og dermed ændrer os. For hold kæft, hvor har været og er det sjovt at være ung og fri. Hold kæft hvor bliver mit hjerte fyldt med bobler og kærlighed, når jeg tænker på alle de ting, jeg har oplevet og de mennesker, jeg har oplevet dem med. Og det er det, jeg ikke har lyst til at sige farvel til.

Der vil selvfølgelig være masser af kærlighed og bobler i årerne, der kommer. Masser af nye oplevelser. Og jeg ved også godt, at jeg ikke kommer til at skulle sige farvel til at det sjove. Der kommer måske bare lidt mindre af det eller det tager en anden form, fordi min tid og mit liv sikkert bliver fyldt ud med noget, der er sjovt og dejligt og fyldt med kærlighed på en anden måde.

I fredags sad jeg på en trappesten med Min Louise og røg en sidste fuldemandscigaret inden solen stod helt op. Vi fnisede, krammede og talte om en blanding af dybe og latterfremkaldende åndsvage ting. Og hele vejen igennem cigaretten, som vist nok gik fra en til to, måske tre, der sugede jeg det hele til mig. Louises lyse hår, hendes fuldemandssnøvlen, hendes arm om min skulder. Himlen der langsomt gik fra sort til blå, trappestenen under mig, der stadig var lun fra solen, 7elevens neonlysende skilt.

Og nu har jeg skrevet det ind i vores kronologi. Vores historie. Min historie. Den som fortæller at jeg, Amalie Frøkjær-Rubbås havde de bedste, de hårdeste, de sjoveste, de mest grådkvalte, de lykkeligste, de mest livsomvæltende, de sejeste og de mest kærlighedsfyldte 20’ere.

Og uanset hvordan mit år som 29-årig og mine år i 30’erne kommer til at blive, så ved jeg, at jeg har levet det allerbedste jeg kunne de sidste ni år. Og det skal sgu da fejres.

Reklamer

Taknemmelighedsrunden #110

1. Don Draper har en pastamaskine. Og evnerne til at lave pasta cabonara.

2. Og jeg har virkelig gode evner som bland-selv-slik-blander.

3. Jrg fik 7 i min mundtlige eksamen, og jeg kunne ikke være gladere. Især fordi, jeg undervejs hele tiden var lidt i tvivl om det var rigtigt, det vi lavede.

4. Bearnaiselogen overraskede dejlige Rikke, der har afleveret sit speciale med pizza og vin i Kongens Have. Og hendes ansigtsudtryk var det hele værd.

5. Og da regnen begyndte at falde drog Rikke og jeg videre for at drikke drinks og fnise.

6. Fredag bød på gensyn med søde, dejlige højskolevenner til øl i Folkets hus og sommeraftenfniserier.

7. Og som en eksamenslæsningstreat kommer søde Studdy Buddy Elias forbi for at spise ærtesuppe og se dokumentar om New York Times og Trump. For vi er jo journalister.

20’ernes kontraster: Når du popper fortrydelsespiller med tømmermænd, mens dine veninder bliver gravide og holder parmiddag

For nogle måneder siden mødtes jeg med min Bearnaiseloge for at fejre Verdens Bedste Annes fødselsdag med brunch, champagne og kærlighed. Bruncen faldt morgenen efter en bytur, som nogle af os havde været på, og som det altid sker, når Bearnaiselogen samles, faldt snakken hurtigt på mænd, sex og hvad der dertil hører. Vi grinede og plejede vores tømmermænd, en fortalte om et nyligt break-up, en fortalte om sit arbejde, der var blevet jævnt stressende, jeg recappede mit engangsknald fra aftenen før og en annoncerede, at hun var gravid.

En kontrastfyldt samtale blev vi enige om, alt imens vi hvinede af lykke over den glade nyhed – en nyhed som for bare nogle år siden, og til stadighed alt afhængigt af hvem, der kommer med den, ikke umiddelbart ville blive mødt med et tillykke, men med et; Er du okay? Hvad gør du?

Det at være sidst i 20’erne er underligt. På en og samme tid er vi voksne, men vi er også unge. Vi drikker os fulde på hverdage, men står op og går på arbejde. Vi pointerer at det er meget voksent, hvis nogen køber en opvaskemaskine, og vi ønsker os samtidig en højere end de nyeste par sko. Vi går i byen og drikker os hammerlamme, men kommer ikke senere hjem end kl. 3 om natten. Vi spiser chips til aftensmad og den næste dag holder vi fint middagsselskab med tre retter og hjemmelavet surdejsbrød.

Vi er lidt all over the place.

Og så er der kontrasterne imellem os. Nogle er helt sat. Med job og kæreste, pensionsopsparing, parmiddage og en babyplan. Andre lidt mindre fastlåste, men stadig med et fultidsjob på hånden og kærestens navn på postkassen. Og så er der dem, der stadig render lidt rundt og leder. Efter lidt af det hele. Dem der skyller fortrydelsespiller ned med reparationsbajere og som enten er på dagpenge, er projektansatte eller stadig studerer. Dem som tit har en ny sjov historie fra Tinderlivet klar og som stadig kun køber økovarer først på måneden.

Det sjove er dog, at stedet hvor vi hver især befinder os i live ikke betyder særlig meget for troen på en selv, tvivlen på om vi nu også gør det rigtige, om det vi er i gang med er det, der er meningen med livet. Den tvivl er i os alle, selv dem med pensionsopsparingen og babyplanen. Og selvom den måske popper lidt oftere op hos dem af os, der stadig ikke helt er sikre på hvilken retning, der er den rette, og som i øvrigt har fået fucket deres cyklus totalt op af alle de der fortrydelespiller, så er det svært at blive voksen ligegyldigt hvorhenne i livet vi er.

Gør jeg det godt nok? Laller jeg for meget rundt? Er det overhovedet det rigtige job, jeg har? Er ham jeg er sammen med the one? Er det rigtigt, at få et barn nu? Spilder jeg min tid? Hvad gør jeg, hvis jeg aldrig finder min hylde? Hvad hvis jeg gror fast, hvor jeg er?

Vi taler om alle de ting. Og alle, uanset civilstatus, job, uddannelse og økonomi tænker de samme ting. Hvilket nok også er derfor, at vi trods kontrasterne imellem os stadig kan finde ind til hinanden og være sammen om det, der er vigtigt. At være veninder og for alvor at være ved at blive voksne. På den ene eller anden måde.

Taknemmelighedsrunden #109

1. I mandags lod jeg som om, at det ikke var sommer udenfor og brugte dagen på at se alle afsnit af Evil Genious og spise jordbærtærter med Don Draper.

2. LYSE SOMMERAFTENER.

3. Bedsteveninden kom forbi og sagde både kloge og sjove ting. Og det var rart.

4. Mødtes med Studdy Buddy Elias for at studere, og da vi efter cirka fem timer med grin og snak sagde farvel igen, indrømmede vi begge to, at study time egentlig bare havde været en undskyldning for at hænge ud.

5. HJEMMELAVEDE COOKIES.

6. Spiste flødepasta med min søde Anna og grinede og grinede både før, under og efter.

7. Life-Saver-Anne gav middag og gammeldags hindbærsodavand, mens hun lyttede til mig vrøvle.

8. THE HANDMAID’S TALE.

9. Drak kaffe med søde Kirstine, der gerne ville høre på kloge ting, jeg havde at sige om freelancelivet, hvilket jeg blev meget beæret over.

10. Sushi, creme brulé, rosé og virkelig mange grin med min veninde Sofie.

11. Tog med min mor og min mormor til Dragør for at nyde sommeren og hinandens selskab, og det var som altid som at være med i en Woody Allen film. Og også meget, meget hyggeligt.

12. SMØRREBRØD I DRAGØR.

13. Mødtes med søde, søde Frederikke fra mit studie for at sladre, spise burgere og grine. Og da vi var færdig med det, mødtes med vi med tre andre studdy buddies for at fortsætte med førnævnte, nu bare i plenum. Og det var noget af det hyggeligste.

14. Og senere i aften kommer Verdens Bedste Anne til cookies. Og det bliver godt.

Anmeldelse: Mor og far sidder i grøften

GAVE

Jeg elsker Tivoli. Som i elsker. Og som det Københavnerbarn jeg er, har jeg også tit holdt fødselsdag i hovedtadens fineste have, hvilket nok har gjort min kærlighed til Europas ældste forlystelsespark lidt større. Lyse sommeraftener, fuglekvidder blandet med glade hvin, candy floss, smukke lys, der glimter når mørket falder på, kilden i maven.

Tivoli har det hele. Og derfor var jeg også ekstra spændt på at se den nye sommer revyforestilling, Mor og far sidder i grøften, som mere eller mindre er en hyldest til Tivolis nu snart 175 år som forlystelseshøjborg.

Og med Peter Frodin, Kirsten Lehfeldt, Mia Lyhne og Anders W. Berthelsen på scenen samt vildt mange kendisser blandt publikum og premierevin i pausen var det en virkelig god aften. Især fordi jeg havde Bedsteveninden med som min plus-one.

Men også fordi de fire skuespillere gjorde det virkelig godt deroppe på scenen i Glassalen. Jeg bliver altid imponeret, når skuespillere formår at diskutere i munden på hinanden på en realistisk måde, og det kunne de fire her i den grad. Synge kunne de også, og det var især Peter Frodins Pjerrotsang, der fik mig til at klukle. Men det allersjoveste og bedste, hvis I spørger mig, var når det hele blev lidt mørkt. Når der blev prikket til Tivolis mere dunkle side med en fortælling om de børn, der gennem årene er forsvundet midt i legen og glæden og aldrig er blevet fundet igen. Fire granvoksne  skuespillere klædt ud om som forsvundne børn i 50’er tøj, og som talte som var de med i en Far til fire film, er stadig det, som sidder fast i mit hovede, når jeg tænker på forestillingen. Og så selvfølgelig Mia Lyhne som tissekone.

Tjek det ud her.

Taknemmelighedsrunden #108

1. Sverige er nice. Og det samme er vejret i hele Skandinavien.

2. Jeg har badet i en sø, drukket vin til solnedgang, spist lækker mad, gloet på vand, grint og talt med min studdy buddy og suget sommeren til mig. Alt sammen i et lille hus i skoven. I Sverige.

3. Jeg har også fået afleveret endnu en eksamen. Den onde af dem.

4. Min mor har givet god mad og haveafslapning de sidste par dage. Hvilket jeg vil sige er nogle ret gode dage at have adgang til en have.

5. Drak aftenøl med Min Louise, mens vi vendte denne uges verdenssituation.

6. Og fik udvekslet et par kærlighedserklæringer med Bedsteveninden over telefonen, fordi vi ikke har kunnet finde tid til at se hinanden i denne uge.

7. Er sgu gået viralt som Netflix = Anders Hemmingsen har delt min utroligt likede kommentar. Og jeg er pissestolt. Og det er min chef også.

8. Fik endelig besøgt Hanna, der har verdens hyggeligste kaffebar, og som laver verdens bedste islatte.

9. Og i dag har jeg spist jordbærtærter, badet og indtaget pizza til solnedgang med Don Draper, som godt kunne se at København også er ret så nice.

Fortællingen om altid at lede lidt efter en far

Jeg har altid været fascineret af fædre. Da jeg var helt lille af min egen far, hans stærke arme, hans krasende skæg, hans legende væsen. Da jeg blev ældre begyndte jeg at sammenligne fædre. Tanja havde en far, der lavede amerikanske pandekager og talte med accent. Nadias far havde tatoveringer og endnu stærkere arme end min egen fars. Michellas far havde en stor BMW og gav os penge til shawarma. Cathalinas far købte breezers og gav livslektioner.

Min far stegte frikadeller, spillede guitar, fiskede og var fuld. Og en dag, der døde han. Alt for tidligt. Før han nåede at lære mig at være voksen. Før jeg nåede at føle, at jeg ikke behøvede ham længere.

Min fascination af fædre er nok blevet endnu større efter det. Jeg fandt dem overalt. Fædrene. Både i virkeligheden og fiktionen. Dem, der passede på deres døtre, dem der kæmpede for at få lov at se dem, dem der lærte dem om de vigtige ting i livet, dem der skældte ud og satte grænser, dem der fik tårer i øjnene af stolthed.

De fleste mænd på min fars alder med rare ansigter og dybe stemmer fik tilført en historie, en personlighed, en rarhed og kærlighed. Jeg projekterede alle mine uforløste længsler efter faderkærlighed over på alle dem, jeg kunne komme til. Og jeg længtes og længstes efter at blive passet på.

Og det gør jeg til dels stadig. Forskellen er dog, at jeg for nyligt endelig indså, hvad det var jeg gjorde. Hvad det var jeg tillagde alle disse mænd, og samtidig forstod jeg, at lige meget hvor længe jeg leder, så finder jeg aldrig en far igen. Jeg kommer aldrig til at få en, der er der uanset hvad. En der med stolthed i øjnene sender mig ud i verden. En der vil gøre alt for, at jeg skal få det godt. Jeg får aldrig en, der passer på mig.

Spørgsmålet er om jeg overhovedet behøver det. Jeg er en voksen kvinde, der i grunden sagtens kan passe på sig selv. En der har masser af kærlighed i sit liv og som egentlig også gør ret meget for tiden for netop at vise, at jeg er voksen og kan selv. Men savnet til det, som jeg i grunden aldrig rigtig fik er alligevel så kæmpestort inde i mig, at det åbenbart indtil nu har manifesteret sig selv i en lyserød forestilling om, hvordan det ville være at have en rigtig far.

Også selvom at min mor gav mig alt det og lidt til, som min far ikke kunne.

Den dag for nogle uger siden, hvor jeg forstod, hvad det var jeg i alle disse år har gået og higet og ledt efter og samtidig også forstod, at jeg jo aldrig kommer til at få det var det både en lettelse, men også en enorm sorg. En lettelse fordi, jeg måske nu, snart, kan holde op med at lede og en sorg over alt det, som jeg føler, jeg havde ret til at få, men som jeg aldrig rigtig fik. En uretfærdighed og en følelse af magtløshed over endnu engang at måtte skuffe den lille pige inden i mig, som virkelig bare gerne ville passes på af sin far.

Og ikke mindst en sorg over, at jeg ikke kan forvente, ikke bør håbe længere og i stedet nu skal slippe trangen til at blive taget sig af. I hvert fald på den der kompromisløse og betingelsesløse måde en far tager sig af sin datter på.