Det forbandede, forbandede savn

Det er knap tre uger siden, at det var otte år siden, at min far han døde. Jeg havde planer om at skrive et indlæg om det store savn, som bor i mig og som jeg nogle gange har svært ved at rumme. Men så døde Jonas, og savnet og dets vigtighed blev skubbet til side af sorgen over, at en så ung, smuk, dygtig, sjov, hjælpsom, spøjs og elskværdig ung mand nu ikke længere er en del af verden.

Jeg havde derfor tænkt, at indlægget om savnet nok ikke blev til noget her midt i sorgen over en andens død. Men så ringede Mette til mig. Vi har studeret sammen, og hun ringede fordi, hun manglede en kilde til en historie om unge, der har mistet deres fædre.

Igår kom hun så forbi. Helt fra Aarhus og stillede spørgsmål efter spørgsmål med sin fine nordjyske dialekt om, hvordan det er at leve med savnet og aller vigtist – hvordan det er ikke at have haft chancen for at lære min far ordentlig at kende.

Sidste år skrev jeg et blogindlæg om netop det. Om hvordan jeg pludselig havde indset, at der var så frygtelig mange ting, som jeg ikke kender til eller ved om min far. Ret præcist er der 15 år af hans liv fra da han drog afsted mod Danmark og til han mødte min mor, som jeg ikke ved noget som helst om. Og der er desværre også næsten ti år fra min bror og jeg stoppede med at se ham kontinuerligt og til han døde, som jeg heller ikke kender detaljerne fra.

Jeg ved ikke, hvad han kæmpede med indeni. Jeg ved ikke, hvad han elskede. Jeg ved faktisk ikke engang, hvad hans livret var. Jeg ved ikke præcist, hvorfor det var han tog fra Norge til Danmark, jeg ved ikke, hvem hans venner var eller hvad han syntes om sit nye land. Jeg ved ikke, hvad han frygtede eller hvad han drømte om, jeg ved ikke, hvad han løb væk fra eller hvad han løb hen imod. Jeg ved ikke, hvad det var ved min mor, der fik ham til at blive forelsket i hende, og jeg ved ikke, hvad han tænkte om at blive far.

Sorg er tungt. Den sætter sig på dig og trykker dig ned. Og den kan være næsten ubærlig at bære rundt på. At leve sammen med. Det er på en eller anden måde en blanding af uforløst kærlighed og savn blandet med dyb, dyb tristhed. For det meste håndterer jeg dog den godt. Jeg taler om min far, fortæller historier, mindes og husker. Alt sammen uden at sorgen får lov at ødelægge det. Også selvom den altid er lige under overfladen af grinet. Men nogle gange så vinder den. Midt i talestrømmen knækker stemmen. Midt i smilet kommer gråden. Midt i kærligheden kommer savnet.

Og så lader jeg den fylde. Nogle gange kun for en kort stund, andre gange lader jeg den sidde indtil noget udefrakommende skubber den i baggrunden. Nogle gange græder jeg. Hulker. Andre gange kommer der kun en enkelt tåre. Og så er der de gange, hvor savnet og sorgen ikke bliver til andet end en følelse af slukket håb. For alt jeg egentlig ønsker mig i verden er at få lov at tale med min far bare en gang til.

Reklamer

Fortællingen om overhovedet ikke at være færdig med at tale om Fodboldfyren

I december lavede jeg en side på bloggen med et kartotek, hvor alle indlæg om Fodboldfyren, både før og efter afsløringen, skulle ligge så nye læsere kunne finde historien på en lidt mere overskuelig og kronologisk måde. Og da jeg sad og kiggede igennem alle indlæggene, og jeg til sidst så det endelig resultat kunne jeg ikke lade være med at ryste lidt på hovedet af mig selv. Der var 42 indlæg. Ikke alle handler decideret om ham, men han bliver nævnt på den ene eller den anden måde i hvert eneste af dem.

42 indlæg om en mand. Og derefter et stort interview i Femina. Plus andre planer, som jeg endnu ikke er nået langt med, og derfor holder lidt for mig selv.

Ja, det virker lidt meget. Og jeg kan derfor på sin vis godt forstå de mennesker i mit liv, der har spurgt, om jeg ikke snart har talt nok om Fodboldfyren. Om jeg ikke snart er færdig.

Min mor sagde sågar på et tidspunkt –  efter jeg fortalte hende om de mange søde og virkelig sårbare og ærlige beskeder jeg har fået efter mit interview, og som jeg kæmpede lidt med at svare på, da jeg gerne ville give det bedste svar og samtidig sige tak – at jeg jo heller ikke var en ekspert.  At jeg også var så meget mere end den historie, og at jeg skulle huske det i stedet for at blive ved med at hænge fast i fortællingen om min ekskæreste.

Og selvom jeg selv blev lidt overrasket over antallet af indlæg dedikeret til Fodboldfyren, er jeg hver gang nogen har sagt noget, der minder om ovenstående blevet irriteret. Og egentlig også lidt såret. For nej, jeg er fucking ikke færdig. Jeg er først lige begyndt.

Begyndt at forstå det hele. Begyndt at mærke, hvad det har gjort ved mig. Begyndt at komme videre. Og det har jeg brug for at fortælle om.

Jeg har brug for at fortælle og bearbejde, hvad det har betydet for mig at leve i et psykisk voldeligt parforhold. Jeg har brug for at sætte ord på alle de ting og steder, hvor hans ord og handlinger stadig svirrer rundt i mit hoved og stadig har magten over mig. Og jeg har brug for at fortælle alle de kvinder, der selv står i det eller har gjort, at det hårde, det frygtelige, det sindsødelæggende, men også det selvopbyggende først begynder efter, du har forladt ham. Og at det at gå sin vej til sammenligning er meget, meget lettere.

Alle taler om det stærke i at gå. Alle taler om, hvor mange kræfter det tager. Alle taler om, hvor vigtigt det er. Alle taler om, hvordan du når derhen, hvor du rent faktisk kan gå. Men ingen taler om tiden efter. Ingen taler om alle de nætter, hvor tomheden, skammen og gråden overmander dig. Ingen taler om de hviskende stemmer i dit hoved, der lyder som hans og som fortsat fortæller dig, hvor lidt du er værd. Ingen taler om, hvordan fanden du kommer videre derfra.

Og lige præcis derfor er jeg slet, slet ikke færdig med at tale om Fodboldfyren.

Taknemmelighedsrunden #95

1. Et godt kram, en dejlig snak og en smuk gåtur med Min Louise.

2. Ristaffel og Stranger Things med Life-Saver-Anne.

3. En god start på min nye kandidatuddannelse, som I kan læse lidt mere om her.

4. Aftensmad, øl og en tur down Memory Lane med Bedsteveninden.

5. Netværksmøde og cookies med en masse seje journalistkvinder.

6. Kagebagning og en masse kram med to små, søde mennesker.

7. Fastelavnsbollespisning med den bedste bror i verden.

8. Fredagsøl og spændende diskussioner med min nye medstuderende.

9. Don Draper.

10. Nattøj og lejlighedsnusning i mit lille hjem.

11. Og om lidt middag med to af de sødeste damer.

Fortællingen om at opdage, at jeg slet ikke er nået så langt på min rejse, som jeg troede

For et halvt år siden sprang jeg ud som selvstændig, og det har været, en mildt sagt, hård start. Sådan tror jeg dog de fleste selvstændiges først halve år er. Og nok også hele. Få penge, meget usikkerhed og masser af arbejde. Mit halve år har dog også været krydret med en voksende tvivl. En tvivl om det jeg havde begivet mig ud på, nu også var det rigtige.

Tvivlen har ikke gået på det at være selvstændig, for det har jeg drømt om i mange år, men mere om det jeg havde slået mig og mit firma op på i virkeligheden var det, jeg havde allermest lyst til at lave. Det kom lidt ind fra siden af. En ide fra en tidligere kollega. Noget der virkede indlysende på det tidspunkt, men som efterhånden er blevet mere og mere mudret i mit hoved.

Jeg er god til at skrive. Jeg elsker kommunikation. Og jeg er en virkelig talentfuld SoMe-nørd. Men om jeg brænder sådan for reals for det? Det ved jeg ærlig talt ikke rigtig. Jeg tror, det er noget jeg godt kan lide, fordi jeg er god til det. Og det er også fint, for hvem vil ikke gerne være god til sit arbejde? Men det er ikke det, jeg drømmer om, om natten. Jeg har ikke store fluffy håb og drømme om at bygge et kommunikationsimperium og lære fra mig.

I stedet, og sådan har jeg egentlig nok haft det i virkelig lang tid, drømmer jeg om at bruge mig selv i mit arbejde. At skrive, at fortælle, at holde foredrag og workshops, lave podcast – og med alt det nå mennesker, som kan bruge det, jeg giver og kan til noget i deres eget liv.

Men det er samtidig også noget, der skræmmer mig. Noget som jeg ikke helt tror på, at jeg kan. Og derfor sidder jeg med det derhjemme. Gemmer det til mine dagdrømmerier. Og nogle gange tror jeg på det. Går i gang. Arbejder på alt det, jeg gerne vil. Men det er som om morgendagens lys efter en aften fyldt med iver, med tro, med gumption tager det hele fra mig igen. Og nogle gange tror jeg ikke en gang på, at jeg kan det, jeg allerede har sagt mig for – mit firma.

De fleste gange, det meste af tiden er jeg egentlig bare rimelig grundforvirret og i tvivl. For hvad fanden skal jeg stille op med mit liv? Jeg føler mig allerede lidt som en fiasko, for helt ærligt – jeg havde jo fundet ud af det. Havde jeg ikke? Var jeg ikke kommet ret langt i jagten efter det liv, jeg satte mig for at få, da jeg gik fra Fodboldfyren? Det troede jeg i hvert fald, men efterhånden føles det ikke helt sådan.

Det sjove er, at jeg jo til alle andre ville sige, at det er helt okay at være grundforvirret, at være i tvivl og ikke at vide, hvilken vej man skal gå. For det er det jo. Og derfor har jeg også besluttet mig for at bruge noget tid på at finde ud af det uden samtidig at slå mig selv oven i hovedet over endnu ikke at vide det.

I torsdags begyndte jeg på en kandidat i journalistik. Beslutningen om at starte har været svær, fordi jeg aldrig rigtig har haft lyst til at læse videre, og det at jeg overhovedet søgte ind handlede mest om, at jeg så i det mindste kunne få en smule økonomisk stabilitet. Men henover julen og januar er beslutningen vokset på mig. Jeg tror, det bliver godt. Jeg tror, jeg kommer til at lære en masse. Jeg tror, jeg kommer til at blive klogere. Og allermest tror jeg på, at det vil give mig en ro til at finde ud af, hvad jeg skal stille op med mig selv og mine drømme.

Måske finder jeg ud af, at jeg skal leve de store drømme ud og se min kommunikationsvirksomhed som en måde at skaffe penge til det, som de store drømme ikke dækker. Måske finder jeg ud, at jeg de store drømme slet ikke er mine alligevel. Måske finder jeg nogle helt andre.

Jeg ved det ikke. Jeg ved rent faktisk ikke sådan super meget i øjeblikket. Altså udover, at jeg i 2018 skal lade være med at sidde og putte med mine drømme. Og derfor ved jeg også, at jeg indtil videre vil bruge min tid på at være en god studerende. På at skrive her på bloggen. På at skrive nogle artikler for at spæde SU’en op. Og på at lave en podcast. For det er den største drøm lige nu. Og den skal ikke vente mere.

Den dag Jonas døde

De kaldte ham Røde. Ikke fordi han var kommunist, men fordi hans hår havde samme farve som varm kobber. Jeg kaldte ham Jonas, når jeg spurgte min bror om, hvordan det gik med den ældste ven, han havde.

Min bror og Jonas lærte hinanden at kende i 1. klasse og har hængt sammen lige siden. I barndommen og ungdommen helt uløseligt, i voksendommen lidt mindre. Men stadig tæt. Forbundet af fortid, nutid og fremtid.

Sidste søndag blev det bånd brudt. For af grunde vi ikke ved eller forstår ville Jonas ikke livet længere. Igår begravede vi ham. Under et ubærligt lag af våd jord og under et smukt tæppe af blomster.

Jeg har intet skrevet her siden sidste søndag. Efter opkaldet, der ændrede hele verden. Mine fingre har kriblet, men alt der kom frem handlede om Jonas. Intet andet kunne komme igennem. Og derfor skriver jeg nu om drengen og manden, som ikke her længere. For jeg kan ikke andet.

Hele ugen har jeg tænkt på den lille Jonas. Drengen, der fylde min brors barndom ud. Drengen, der efter 18 år hørte til i vores familie. Drengen, der irriterende spurgte om titusind ting på togturen min bror, jeg og Jonas altid tog sammen fra Husum til Nørreport for at komme i skole. Drengen, der kunne diskutere alt i en uendelighed. Drengnen, der altid stod klar med hjælp til dem, der havde brug for det. Drengen, der købte en frihedsgudindekrone med hjem til mig fra New York, en krone som jeg beholdt i en kasse i mange år efter, fordi tanken bag altid gjorde mig varm om hjertet af taknemmelighed over at blive tænkt på.

Min sorg er dog lille i forhold til den, som har sat sig ovenpå min bror og den gruppe af venner, som Jonas var en del af. Sat sig ovenpå hans forældre og hans kæreste. På hans familie. Og min sorg er ligeså meget på grund af deres sorg. Jeg savner Jonas. Men jeg savner ligeså meget den verden, der var til før i søndags. Før alle der stod tæt omkring ham i livet fik knust alt omkring dem.

Forleden så jeg et afsnit af The Blacklist, hvor antagonisten Raymond Reddington forklarer en selvmordstruet kvinde, hvad hendes valg vil betyde for de mennesker, der står hende nær. Han spørger;

“Have you ever seen the aftermath of a suicide bomber? I have. You could tell where the suicide bomber was standing when the west blew. It was like a perfect circle of death. There was almost nothing left of the people standing closest to him. 17 dead. 46 injured. Blown to pieces. The closer they were to the bomber the more horrific the effect. That’s every suicide. Every single one. An act of terror perpetrated against everyone who has ever known you. Everyone who has ever loved you. The people closest to you, the ones who cherish you are the ones who suffer the most pain, the most damage. Why would you do that? Why would you do that to people who love you?”

Jeg ved ikke, hvad der foregik i hovedet på min brors bedste ven, da han besluttede sig for at tage sit eget liv. Måske troede han virkelig, at det ville være bedre for alle og ham selv, hvis han ikke var her længere. Jeg ved det ikke, det er der ingen, der gør. Men uanset, hvad hans bevæggrunde var er der et hav af mennesker, der nu bliver nødt til at leve med den historie. En historie om en ven, en bror, en søn, en kæreste, der tog sit eget liv, før de nåede ikke at hjælpe ham. Og det er ubærligt.

Jeg er ikke vred. Måske er der nogen, der er, hvilket jeg forstår. Men mit krop er fyldt med sorg, med tristhed og med afmagt over, hvor ondt det hele er. Og ikke mindst, hvor ondt det gør på dem, der stod Jonas aller nærmest. Samtidig er jeg også flov. Flov over selv at have været der, hvor Jonas også var. Også selvom det i retrospekt nok var mere et råb om hjælp, end en final act. Jeg er flov over, at jeg selv har skabt noget af den sorg, som rammer dem, som kendte Jonas. Og jeg er flov over, at jeg i dag siger, at man aldrig må begå selvmord – at det må man bare ikke, når nu jeg selv har forsøgt. Det virker hyklerisk på mig. Også selvom jeg jo mener det, fordi jeg netop er blevet klogere.

Men mest af alt er jeg bare ked af det. Ulykkelig over at så smukt et menneske ikke her længere.

IMG_9326.JPG

 

 

Taknemmelighedsrunden #94

1. Er meget taknemmelig for, at jeg ventede med at se Stranger Things til der var to sæsoner klar på Netflix. At skullet have ventet et helt år på at finde ud af, hvad der sker med Eleven havde jo været ulideligt.

2. Apropos serier kan jeg varmt anbefale Godless på Netflix. Især hvis man har en sød bror, der har pizza klar, når afsnittet går i gang.

3. Min seje iværksætterkollega, Mette Maria har startet en iværksættergruppe på Facebook for kvinder, og i onsdags mødtes mange os til en masse snak og gode idéudvekslinger. Og det var fedt.

4. I fredags holdt jeg fri. Fri fordi min far døde den 26. januar for otte år siden. Og derfor brugte jeg dagen på at lave rare ting. Jeg købte blomster, besøgte min fars grav, gik en tur på kirkegården, ringede til min farmor, drak kaffe og læste i min bog på en cafe og brugte aftenen på sofaen foran fjernsynet med en Toblerone i skødet. Og det var virkelig rart.

5. Filmen I, Tonya er virkelig, virkelig god. Især hvis man ser den sammen med Verdens Bedste Anne og har maven fuld af sushi.

6. Og the er også godt. Især hvis man har en hovedpine, der har stået på i nu knap 48 timer. #LookOnTheBrigthSide

10 steder hvor dating og jobhunting minder alt for meget om hinanden

1. Til jobsamtaler gælder det om at få dine mindre gode sider til at lyde som styrker, som fx når du oversætter det, at du er virkelig dårlig til at møde ind kl. 9 til, at du altid er den sidste, der går fra kontoret *fordi du var den sidste, der kom*

2. På dates gælder nogenlunde den samme regel. Han elsker at stå tidligt op og løbe en tur = du kan også virkelig godt lide at løbe *hen til pizzeriaet inden det lukker*

3. Du må af en eller anden grund aldrig virke for ivrig, når der er en fyr, du kan lide. Du skal i stedet helst være cool og afventende, og virke som om du altså har mange andre muligheder, hvis han ikke er helt på.

4. Når du skal forhandle din nye løn på dit nye job, som du kun får, hvis I kan blive enige om et passende beløb, må du heller aldrig nogensinde for guds skyld virke for ivrig. Det er faktisk en god ide at virke lidt ligeglad med, at du lige har landet drømmejobbet og en endnu bedre ide er, hvis du kan lade som om, der er en større spiller på banen, der gerne vil give dig mere i løn, end det du er blevet tilbudt.

5. I en ansøgning skal du helst ikke skrive for meget om dig selv. Nej, virksomheden vil gerne læse om ja, virksomheden. Og selvfølgelig hvad du kan gøre for virksomheden. Og hvad du godt kan lide ved virksomheden. Og ikke mindst hvorfor du gerne vil arbejde i virksomheden.

6. På dates skal du heller ikke tale for meget om dig selv. Du skulle jo nødig virke selvoptaget. Og desuden vil din date alligevel helst tale om sig selv. Din date vil også rigtig gerne svare på spørgsmål, hvor du virker virkelig spændt på, hvad svaret er. Også selvom det kan være svært at virke spændt på noget, der handler om frimærker eller statisikker.

7. Hvis man skal have et job, så skal man networke. Mingle. Smalltalke. Man skal ud over rampen og ud af sin komfortzone, og så lige pludselig falder man over jobbet. Eller i hvert fald en person, der kender en, som kender en, som måske kan give dig et nummer på en, der arbejder et sted, du ikke rigtig gider at arbejde. Men som de siger; Man skal jo starte et sted. Og det sted kan ligeså vel være en kommune i Vestjylland som et high tech firma i Ørestaden, ikk?

8. Hvis man skal have en kæreste skal man networke. Mingle. Smalltalke. Man skal ud over rampen og ud af sin komfortzone. Og så lige pludselig falder man over ham. Eller man falder i hvert fald over en eller anden, som måske er meget sød, men som ikke rigtig er din type og som virkelig godt kan lide søskildpadder eller sumobrydning, og som ikke rigtig forstår, hvorfor du køber økoæg. Men altså, nu skal du ikke være så kræsen, vel?

9. Det gælder om at være kæk, men ikke for kæk på Tinder. Derudover skal du også helst virke som the girl next door, dog uden at være en basic bitch. Du må gerne se fræk ud, men du må ikke være slutty. Dine billeder skal helst formidle, at du både har et stabilt job, samtidig med at du rejser verden rundt, dog helst ikke på den der trivielle turist-back-packer-måde, hvor du poserer med en dresseret abe på skulderen. Derudover er det også en god ide at virke moderlig, dog uden overhovedet at skrive noget om gerne at ville have børn. Et plus point er, hvis du formår at vise, at du er glad for mad, helst kød, men uden at det kan ses på din krop.

10. I dit CV er det en god ide at komme med lidt finurlige informationer om dig selv. Gerne noget, hvor du beskriver dine hobbies. Hvis du ikke har nogen er det derfor en god ide lige at finde på et par stykker, så det ikke virker som om, du efter arbejde bare går hjem og ser Netflix. Hvis du er en kvinde i slut 20’erne er det desuden en god ide, at skrive at du er single og bor alene, også selvom du ikke er det. Man skulle jo nødigt ansætte nogen, der har tænkt sig at få børn inden for den nærmeste fremtid. Eller overhovedet. Du må dog heller ikke virker alt for macho, derfor kan det være en god ide at tilføje strikning eller zumba til de der imaginære hobbies.