Taknemmelighedsrunden #125

1. Selvom jeg altid er lidt ved at græde, når vækkeuret ringer 5.30, så er jeg alligevel efterhånden ved at vende mig til pendlerlivet. #HvemHarKidnappetDenRigtigeAmalie

2. The Chilling Adventures of Sabrina og House of Cards er på Netflix. #ViSesOmEnUgesTid

3. Studdy Buddy Elias er draget til Vietnam på ferie, men besluttede sig for at bruge sin sidste aften i Danmark i mit rablende selskab, hvilket jeg var svært glad for. #FriendshipGoals

4. En morgenmadsaftale på Hart Bakery med min dejlige veninde Sofie udviklede sig til en heldagsaktivitet med formiddagsvin på Granola, burgere til frokost, vintageshopping og aftenøl. #WhenBeingSelfEmployedIsWorthIt

5. Min Louise gav thaimad og til gengæld gav jeg en hånd med, da hun skulle have flyttet en meget stor og uhandy seng fra den ene del af lejligheden til den anden, alt imens vi lige fik vendt en smule af verdenssituationen og også lige fik komplimenteret hinanden for at være #StrongIndependentWomen

6. Bedsteveninden og jeg fik også vendt den der verdenssituation, mens vi powerwalkede ned i Vanløses storcenter for at opdatere vores garderober. #Effektivitet

7. Min mormor bestilte stegt flæsk i går, og som det gode barnebarn jeg er, ordnede jeg selvfølgelig det i et ruf. Og på vej ud af døren nåede min mormor både at sige tak for mad, og at hun altså også snart godt gad at blive oldemor. #NoStress

8. Og i går mængede Bedsteveninden og jeg os med resten af medieverdenen til årets Fagfestival, hvor vi var fornuftige voksne, der gik Tim foredrag og minglede. Lige indtil vi drak os fulde, dansede os helt svedne og derefter tog på mac’en pg spiste en af hver ting that is. #SorryNotSorry #FriendshipGoalsOneMoreTime

Reklamer

Ting mine studiekammerater siger #2

studie

 

– Jeg tror ikke, at jeg nogensinde kommer til at forstå det der klitorisprojekt.

– Det kunne være fedt at holde sådan en narkoaften med hele klassen.

– Altså piger, jeg har jo den fedeste club i London.

– Jeg kunne også bage en hashkage til jer allesammen og så bare ikke fortælle jer, at der er hash i.

– Man glemmer det lidt, men verden er jo rund.

– Jeg tror, at det er en god ide, at du tager ind på Kønssygdomsklinikken, sådan som du går og boller.

– Det kan være, jeg skal have en neglelak på i dag og lige skrive lidt på min roman.

– Jeg kan ikke tænke, når jeg ikke har nogen penge!

– Ja, jeg boller bare ikke.

– Okay, jeg siger lige noget bibelsk nu…

– Jeg stoler ikke på ting fra udlandet.

– Jeg bliver som udgangspunkt nødt til at se mig selv som en 10’er, fordi det er den eneste rigtige møde at møde verden på.

 

Læs den første omgang Ting mine studiekammerater siger lige her. 

Kan man overhovedet få en kæreste, når man har en blog?

Jeg har ikke skrevet et blogindlæg i 18 dage. Jeg ved ikke, om nogen er jer har opdaget det, men uanset så er det helt uhørt. Det er aldrig sket i bloggens tre år lange historie, at der er gået så lang tid uden, at jeg har sat mig ved tasterne og trykket udgiv.

Men der er noget, der har naget mig i lang tid nu. Noget som har suget alt inspirationen ud af mig, hvilket har gjort det til lidt af en kamp at sende indlæg ud i æteren. Og til sidst, nærmere betegnet for 18 dage siden, så besluttede jeg mig for at lytte til det, der nagede. Lytte uden at lade mig forstyrre af følelsen af, at jeg BURDE skrive noget. For let’s be honest, jeg bør jo ingenting, når det kommer til den her blog. Den eneste, der bestemmer er mig. Og jeg havde brug for en pause.

Jeg havde brug for en pause til at finde ud af, om jeg havde lyst til at fortsætte. Noget som jeg ikke rigtig har fundet svaret på endnu. Jeg er nemlig de sidste par månder kommet i tvivl, om mit ønske om at dele ud af mit perpektiv på alle de ting, som jeg ved rigtig mange går rundt og tumler med – som nogle gange gør livet hårdt og svært at komme igennem – har for store konsekvenser at dele. Om mine historier om forliste forhold, om manglende selvværd, om pinlige dates og om forbudte følelser kommer til at ødelægge mine chancer for at få et job, jeg gerne vil have og ikke mindst en mand, jeg gerne vil havde.

For et års tid siden skrev jeg, at der var en, der havde spurgt mig om netop det. Om det nu også var en god ide at dele så ærligt ud om mig selv, især i forhold til min karriere. Og på det tidspunkt ville jeg ikke høre tale om, at det måske ville være en god ide at tone det hele lidt ned. At dele lidt mindre. For pointen, grunden til at jeg skrev alt det her, grunden til at jeg delte ud var og er, at jeg gerne vil skrive om de ting, som jeg selv har brug for at læse. Jeg vil gerne skrive om de ting, som de fleste nøjes med at hviske til en veninde eller som de holder for sig selv, fordi det enten er for svært at sætte ord på eller fordi, de føler, at de nok er de eneste, der har det sådan.

Grunden til at jeg skriver er først og fremmest, fordi jeg gerne vil nedbryde tabuer, og fordi jeg er træt af, at læse det ene sponsorerede blogindlæg efter det andet fra kvinder, som uadtil har nærmest perfekte liv, og derfor aldrig taler om, når livet gør rigtig fucking naller. For igen, let’s be honest her, livet gør fucking naller for alle. Og derfor burde det ikke være noget, vi bør skjule fra hinanden.

Men efterhånden som jeg er trådt mere og mere ind i datingverdenen, og også er blevet mere seriøs og sikker på, hvad det er jeg gerne vil arbejde med i min karriere, er jeg blevet i tvivl, om jeg kan blive ved med at stå ved den holdning. Om jeg kan blive ved at have det mål. For selvom jeg virkelig stadig synes, at det ikke burde komme an på det, at det ikke burde have nogen betydning, og at hvis en kommende arbejdsgiver/kæreste ikke kan deale med, at jeg er sådan en, der skriver ærlige ting på nettet, og hvis de ikke kan finde ud af at skelne mellem Blogger Amalie og Den Rigtige Amalie, jamen så passer vi nok bare ikke sammen – så er jeg alligevel blevet i tvivl, om man kan, og om jeg tør, stille det så sort og hvidt op.

For jeg ved, at uanset min intention og uanset at folk virkelig, virkelig burde vide bedre end at danne sig et indtryk af, hvem jeg er udfra små øjebliksbilleder og velvalgte anekdoter fra mit liv, så er det alligevel præcis det rigtig mange gør. Og selvom jeg virkelig gerne ville blive ved med at være super modig og super ligeglad, så ved jeg ikke om jeg kan det mere. Jeg ved ikke, om jeg tør tro på, at jeg sagtens kan lande drømmejobbet, selvom der står så utrolig mange personlige ting om, hvordan jeg nogle gange ikke tror, at jeg er dygtig nok til netop at lande drømmejobbet. Og jeg ved ikke, om jeg tør satse på, at der findes en mand derude, der enten ikke vil lade sig påvirke af alle de ting, der står om mit turbulente kærlighedsliv eller som vil lade være at læse med indtil han har hørt alle de historier, jeg har skrevet om her på den helt naturlige måde. Måden der hedder at lære mig at kende ved rent faktisk at tale med mig.

Jeg ville virkelig ønske, at der findes både en fremtidig chef og en fremtidig kæreste, der kan og vil det, men jeg ved det jo ikke. Jeg ved ikke, om jeg ikke bare går rundt og skyder mig selv i foden hver eneste uge, når jeg poster indlæg efter indlæg om, hvordan jeg har det indeni. Og jeg ved ikke længere helt, om jeg tør tage chancen.

Jeg synes selv, det er mega kyllingeagtigt. Især fordi jeg jo netop synes, at vi alle burde blive bedre til at tale om, hvordan vi egentlig går og har det, og at alt ikke altid skal være så pisse pastelfarvet og instavenligt. Og det er også derfor, at jeg indtil videre har nøjedes med at gå igennem bloggens mange indlæg og fjerne dem, der er allermest selvudleverende, og som jeg ville have rigtig svært ved at et menneske, som jeg skal have noget at gøre med på et profeessionelt eller personligt plan kan læse uden, at jeg kan styre det.

Jeg er nemlig ikke klar til at lægge hele det her bag mig og lukke døren til Mit Uperfekte År. Men jeg kan også mærke, at jeg heller ikke længere kan være ligeså kæphøj, som jeg har været. Jeg ved ikke, hvad det kommer til at betyde helt konkret endnu, men jeg kan nok i hvert fald allerede nu sige, at der i hvert fald ikke kommer flere recaps af Tinderdates eller fortællinger om så personlige ting, at jeg lidt har ondt i maven, når jeg trykker udgiv.

Og det håber jeg, at I er med på.

Hvis jeg kunne ringe til min far i dag ville jeg….

Hvis jeg kunne ringe til min far i dag ville jeg for det første sige tillykke med de 63 år. Derefter ville jeg høre, hvad han skulle bruge dagen på. Om han skulle mødes med sine venner, om hvad han skulle have at spise. Om han havde hørt fra min farmor. Om hun havde sendt penge.

Jeg ville spørge, hvad han ellers gik og lavede. Eller nej, det ville jeg nok ikke, for det er ikke et særlig børneagtigt spørgsmål. Og med børneagtig mener jeg, at det oftest ikke er noget, som børn spørger deres forældre om. I hvert fald ikke, hvis de er vant til at tale med dem. Og hvis min far levede i dag, ville jeg være vant til at tale med ham.

Jeg ville sikkert i stedet svare på hans spørgsmål. Han ville sikkert gerne vide, hvad jeg gik rundt og lavede. Og jeg ville sikkert føle, at det lidt var et krydsforfør og blive irriteret. Og så ville jeg sikkert skifte emne og begynde at snakke om, hvornår vi skulle ses for at fejre ham.

Vi ville aftale, at min bror og jeg skulle komme til Hundested og besøge ham. At han ville stå for maden, og at jeg ville stå for kagen.

Jeg ville spørge, hvad han ønskede sig, og han ville svare “Ingenting, bare I kommer”.

Og jeg ville svare “Far, du skal da have en gave”, men så lade det være ved det, velvidende at jeg ville købe ham en bog om en eller anden krig, der engang har fundet sted for mange år siden et sted langt væk.

Og så ville vi sige farvel. Han ville sige, “Vi ses musling”.

Og jeg ville sige, “Vi ses far. Og tillykke igen, jeg glæder mig til at se dig i weekenden”.

Og så ville vi begge lægge røret på uden at mærke nogen form for smerte i brystet eller sorg i hjertet. Uden at mærke bekymring eller frygt. Uden at mærke andet end helt almindelig kærlighed.

Taknemmelighedsrunden #124

1. At sidde og arbejde på en cafe midt i skoven, mens regnen siler ned kan jeg stærkt anbefale. Især når det arbejde, du laver er noget, du elsker.

2. At erklære sin kærlighed til hinanden er efterhånden blevet en helt mainstream ting i min studiegruppe. Og det der er med til, at jeg rent faktisk står op kl. 5.45 for at tage til Odense og se dem alle sammen.

3. At have en lillebror, der fylder 26, og som man stadig får lidt lyst til at knibe i kinden nogle gange, er noget af det bedste. Især når vi en gang imellem får øjenkontakt hen over fødselsdagsbordet og griner fordi vi begge ved, at Woddy Allens portætter af excentriske familier på ingen måde kan måle sig med vores egen.

4. At være den der har vundet to af de sødeste mennesker i “skilsmissen” fra Fodboldfyren slår til hver en tid det, at jeg også vandt vaskemaskinen. Også selvom jeg virkelig også er glad for Bob. Men Bob giver bare aldrig rigtig særlig mange romshots eller gode livsråd. Det gør de to søde mennesker til gengæld.

5. At spille weekenden ind med et slag Dirty Ego og en masse lasagne (og alkohol) er nok den bedste ide min studiegruppe og jeg er kommet på indtil videre. Og vi er altså generelt ret iderige.

6. At Bedsteveninden vandt en af de største Radiopriser i Danmark i fredags, har gjort mig mere stolt end jeg nogensinde har været. Og ikke mindst taknemmelig for, at jeg er venner med så dygtigt, klogt og et fantastisk menneske.

7. At spise jelloshots og drikke store mængder alkohol lyder umiddelbart som en dårlig ide. Men det er det ikke. I hvert fald ikke når det bliver gjort med Bedsteveninden og Sødeste Nanna.

8. At have tømmermænd og søvnunderskud lægger til gengæld en pænt stor dæmper på ens søndag. Det er dog heldigvis ikke noget som en omgang sushi ikke kan råde bod på.

Når en lang, lang binge af How I Met Your Mother får dig til at sætte pris på livet før den store kærlighed

Jeg har de sidste par uger genset næsten alle afsnit af How I Met Your Mother (Pt. er jeg nået til afsnit ni i 9. og sidste sæson) Og gensynet med de fem venner fra New York har fået mig til at indse et par ting, som jeg ikke havde regnet med, at en sitcom ville kunne få mig til. Også selvom jeg inden, jeg begyndte at gense den godt vidste, at det var en aldeles fremragende en af slagsen.

Jeg er en “Ted” through and trough

Godt nok er jeg ikke arkitekt, og jeg elsker heller ikke Star Wars (Harry Potter, derimod OMG YAS) Men jeg er, på trods af min uvilje mod at modtage håndskrevne romantiske digte, egentlig nok lidt af en romantiker. Jeg tror på kærligheden og The One. Jeg er all for store romantiske gestures (så længe de ikke involverer rosenblade strøget ud over en seng) Jeg tror ikke på, at man skal tage sig til takke med den næstbedste, og jeg tror også ret meget på, at alt det der er sket og sker i mit liv har og er med til at gøre mig klar til at møde ham, der kommer til at knuselske, at jeg griner af næsten alt og fløjter Celin Dion sange, når jeg laver mad.

Det er ikke pinligt at drømme om den store kærlighed

Af en eller anden grund, selvom alle film, alle bøger og alle sange næsten alle sammen handler om jagten på kærligheden, så er det alligevel lidt pinligt, hvis man indrømmer, at man virkelig gerne vil have den. Og vi er allesammen også enige om, at hvis man først har ytret sit ønske om det, så sker det ikke. Man skal helst være ligeglad, sådan lidt ala nej-jeg-skal-bare-have-det-sjovt-og-noget-useriøst-lige-nu, før at det sker. Men i How I Met Your Mother er det ikke pinligt. Der må man gerne længes. Der må man gerne håbe. Og der må man gerne arbejde for det. Og sådan er det altså også i virkeligheden.

How I Met Your Mother handler om at blive voksen

Jeg tror, jeg var 18 eller 19, da jeg første gang så og dermed begyndte at nyde at se Ted, Barney, Robin, Marshall og Lily drikke øl på McClearen’s og date sig halvt ihjel gennem New York og senere hinanden. Og derfor var jeg også for ung til lægge mærke til og forstå, hvad serien endelig handler om. Den handler nemlig ikke om, hvordan Ted mødte moderen til sine børn, men om hans vej igennem ungdommen og ind i voksendommen. Den handler om den vej, der gjorde ham klar til overhovedet at møde hende, og om alle de ting, man går igennem i 20’erne. Der hvor man tror, man er og skal være voksen, men hvor man ikke rigtig er det endnu. Der hvor man elsker med alt, hvad man har og får revet sit hjerte ud af brystet. Der hvor man drikker sig fuld og opfører sig ididotisk. Der hvor man er ærdu og opfører sig idiotisk. Der hvor man lige pludselig opdager, at ens venner er vokset videre og længere op, end man selv er. Der hvor man nogle gange af netop den grund føler sig mutters alene, også selvom man i virkeligheden slet ikke er det.

Det så jeg ikke, da jeg var 19 år gammel, men her 10 år efter som 29-årig rammer historien om de fem venner –  som på samme tid er det helt samme sted og alligevel slet ikke er det – mig som både et hårdt spark lige i maven og som et varmt og trygt kram. Det her sker for alle, og det er til tider ufattelig hårdt, men også helt normalt. Det er sådan det at blive voksen. 

Og lige præcis derfor skal man huske at nyde tiden inden Kærligheden

Der er et afnsit i sæson 8 af How I Met Your Mother, Time Travelers hedder det, hvor Ted fortæller sine børn, at hvis han kunne gå 20 år tilbage i tiden til 45 dage før, han mødte deres mor, så ville han tage tilbage til sin gamle lejlighed og suge det hele til sig – alle de små ting, der dengang irriterede ham, men som nu står tilbage som små, fine quirks, der gjorde det hele lidt ekstra særligt. Han han ville tage forbi Marshall og Lily, Barney og Robin og bruge tiden sammen med dem i stedet for at sidde alene på en bar og ærgre sig over, at han endnu ikke havde mødt kvinden i sit liv. Og selvom han til sidst fortæller, at han nok også ville smutte forbi moderen, så han kunne få lov at få 45 dage ekstra sammen med hende – så var det hans ønske om at genleve de små øjeblikke i livet, som var det, der fyldte hans hverdag ud og gjorde den til en, han havde lyst til at stå op og være en del af – det der næsten gav mig en klump i halsen. For han har ret.

Ligesom jeg skrev her nytter det ikke noget at gå og vente og hungre efter det, der en gang kommer. Man får kun et liv, man får kun en gang i 20’erne og en gang i 30’erne. Og når man først har fået alt det, man drømte om, vil man garanteret se tilbage på sit liv, på de øjeblikke man på det tidspunkt ikke satte pris på og savne dem. Man vil savne den spændte følelse i kroppen. Håbet. Sommerfuglene.

Man vil savne tanken om, hvad der mon vil ske. Om et år, om en måned, om en uge. I morgen.

Taknemmelighedsrunden #123

1. Min mor gav middag og viste min bror og jeg sjove videoer, hun havde fundet på internettet i mandags. Og de var faktisk ret sjove.

2. Min dejlige veninde Kristina fyldte 41 i denne uge, og fordi jeg ikke er ligeså fattig som jeg var sidste år, da hun fyldte 40, besluttede jeg mig for at invitere hende ud at spise. Og det var det hyggeligste og lækreste nogensinde.

3. Mine studiekammerater har officielt ophøjet turene mellem København og Odense til noget, jeg rent faktisk ser frem til.

4. At spise pizza og se Gift ved første blik med Bedsteveninden efter ikke at have set hinanden i over 14 dage kan gøre alle onsdage til noget helt og aldeles fantastisk.

5. Jeg har desuden fundet ud af, at jeg bare skal invitere gæster, hvis jeg gerne ville lave mad selv. Ellers sker det ikke. Så derfor inviterede jeg Studdy Buddy Elias over til et blærerøvsagtigt vegetarmåltid, for you know, when in Rome og alt det der.

6. Min Louise inviterede på voksenmiddag og mojitos, og sjældent har jeg grint så meget. Ej det er løgn. Jeg griner tit så meget, men det gjorde det ikke mindre underholdende eller hjertevarmende.

7. Bobler og ufattelig mange penishistorier med de fire bedste ❤️

8. Life-Saver Anne har fået en baby. En virkelig sød en af slagsen, som jeg fik lov at møde i går. Og jeg er allerde ret sikker på, at vi kommer til at blive gode venner, ham og mig.

9. Det er blevet efterår. Og selvom jeg ærlig talt ikke er helt klar til det, så er det som altid heldigvis virkelig pænt.