Fortællingen om Ikke At Være Helt Klar Til Sex 

Okay, det er lidt øh prekært emne. Og jeg har da også gået rundt om det rimelig længe og tænkt, at jeg slet ikke kunne skrive om det. (Min mor læser jo trods alt med) Men som det er hver gang, jeg får det sådan med et blogindlæg, så ender jeg altid med at tænke, at det netop fordi jeg har det sådan, er endnu vigtigere at skrive det, fordi der nok også er andre, der har det på samme måde som mig. Så here goes.

I kender det nok godt. (Det håber jeg virkelig, så jeg ikke bare sidder og spyr intime detaljer om mit sexliv ud til ingen verdens nytte) Nogle gange er man vildt klar til sex. Som i han-puster-bare-på-dig-og-så-er-du-klar, klar. Andre gange tager det virkelig lang tid, og nogle gange bliver du slet ikke klar. Og så er der de gange, som det her blogindlæg handler om, hvor du tror, at du er klar, men når det så kommer til stykket, er du det faktisk ikke helt.

Det er de der gange, hvor det sikkert har været all hot and heavy, og fyren har gjort en god del forarbejde, og du derfor føler dig pænt med på at gå ordentlig i gang med at knalde. Men når I så går i gang, føles det faktisk alligevel ikke sådan vildt rart. Det gør ikke ondt, men det er bare heller ikke rigtig lækkert. For du var åbenbart ikke helt klar. Til sex.

Og hvad gør man så? Well, mine veninder kender åbenbart ikke rigtig til problemet. For da jeg nævnte det for dem, var den eneste respons jeg fik, at man da bare siger at fyren lige skal vente lidt.

Dag 299, år 2


Som I nok kan gætte er det altså ikke er det, jeg siger, når situationen opstår.
Jeg siger nærmere ikke noget. Og ligger i stedet og håber på, at det enten snart slutter eller bare bliver bedre. Hvilket jo oftest sker på et tidspunkt. Både det ene og det andet. Nok mest det andet. Men nogle gange også det første.

Jeg tror egentlig ikke rigtig, at jeg har tænkt over det før. Jeg har nok bare set det som noget, der desværre nogle gange skete, når man havde sex, men som man nok ikke rigtig kunne gøre så meget ved. Lige indtil det for nogle måneder siden slog mig, at man jo egentlig nok godt kunne sige, at man altså ikke var helt klar alligevel. For altså, hvis en fyr ikke er helt klar, så er der jo ligesom ikke rigtig andet at gøre ved det end at gøre ham klar eller at droppe showet. Og det er der vel sjældent nogen piger, der bliver irriterede eller sure over.

Og læg lige mærke til ordene der – irriteret og sur. Akavet og ødelæggende kan også komme med. Det er altsammen noget, man som pige (i hvert fald mig) tit tænker, at man (jeg) ikke så gerne vil have skal være noget en fyr skal blive eller føle, når man er i gang med the dirty stuff. Og derfor vil man (jeg) hellere holde mund end at råbe op. Man skulle jo nødigt være til besvær, right? Men faktum er jo desværre bare, at det bliver ødelagt for dig. Du får det akavet helt alene. Og måske bliver du endda også sur og irriteret. På dig selv.

Der er sikkert masser af piger og kvinder, der sagtens kan finde ud af gøre opmærksom på diverse problematikker under sex. Og det er da heller ikke fordi jeg selv slet ikke kan finde ud af at sige fra eller til. Jeg ejer skam også en nej-hat og en gør-som-jeg-siger-hat. Men jeg bruger nok mest tid på at sige til. Og ja tak. Eller lidt til venstre. Men ikke så meget nej tak. Eller vent lidt eller av. Medmindre det altså gør sådan ondt for alvor.

Men det skal jeg blive bedre til. For helt ærligt, sex skal ikke bare være okay. Det skal lækkert. Og vidunderligt. Og fantastisk. Og sex skal slet ikke være et område, hvor vi føler, at vi ikke vil være til besvær. Hvor vi siger ja, selvom vi nok egentlig mener nej eller i hvert fald vent lidt og, hvor vi ikke er helt med – altsammen fordi vi ikke vil gøre fyren sur eller tror, at det bare er sådan sex nogle gange er. 

For det er det ikke, har jeg fundet ud af. 

Taknemmelighedsrunden #59

1. Jeg taler ret meget om coaching, selvudvikling og personlighedstyper til dem omkring mig, der gider at lytte. Og egentlig også dem, der ikke rigtig gider. I mandags talte jeg igen, igen om sidstnævnte, da min mor gav middag til min bror, hans kæreste og jeg. Og derfor var det en lille (stor) fryd, da både min bror og hans kæreste ikke længere kunne holde ud at høre mere om Enneagramtyper uden at vide, hvad de selv var, og derfor tog en test, som jeg længe har anbefalet dem at tage. Og en endnu større fryd var det, at jeg fik bekræftet, at jeg havde haft ret om bror all along. #muhahaha

2. Ja, jeg kan godt lide at putte folk i kasser. Så ved man jo, hvor man har dem. Og hvad, der er bedst at sige, når de er sure.

3. Jeg har arbejdet ret meget i denne uge, men på intet tidspunkt har jeg tænkt, at jeg hellere ville lave noget andet. #joblykke

4. Var til businesssparringsmøde i min fagforening og fik et “Det ser vist ud til, at du har meget godt styr på det” med på vejen. Og det var sgu meget rart. Lover forresten, at jeg nok snart skal fortælle jer om, hvad det er, jeg går og brygger på.

5. Spiste spontan toast og is sammen med Kage-Anne i torsdags, da sommeren fucking endelig kom til Danmark. Og da jeg kørte hjem med alle mulige forskellige slags kulhydrater i maven, og så på sommersolen, der gjorde himlen helt lyserød var jeg rimelig meget lykkelig. #venindeogsommerkærlighed

6. Fik også endelig set den dejligste Louise i denne uge. Og fik samtidig en glædelige nyhed, som jeg er virkelig stolt af og som fylder mig rimelig meget med kærlighed, når jeg tænker på det. 

7. Skulle holde møde med en kommende praktikant på arbejdet, og følte mig meget voksen og lidt mærkelig tilpas over at sidde på den anden side af bordet. Men så igen – det var også ret fedt lige pludselig at være blevet sådan en type.

8. Synes lige jeg endnu en gang vil nævne det der psykogode vejr, der ramte Danmark torsdag og fredag, og som stadig hænger lidt ved.

9. Min Sofie kommer om lidt og spiser aftensmad. Og vi skal have dahl. #lovemedlovepå

tak

Dag 293, år 2 – Sommer i København

Du Ved Du Er Socialt Akavet Når

– Du ofte kommer til at sige tak, når folk siger godmorgen til dig. 

– Du næsten aldrig siger tak, når folk giver dig et kompliment, men i stedet formår både at grine og mumle uforståelige ting på samme tid. 

– Du altid klapper folk på ryggen, når I krammer farvel som sådan en blanding af et tough-guy-homie-dunk og et det-her-kram-bør-slutte-når-jeg-har-klappet-dig-to-gange-i-ryggen-signal. 

– Du ofte glemmer, hvordan folk du ikke kender særlig godt ser ud. 

– Du altid vælger de værst tænkelige tidspunkter til at bringe eventuelle kønssygdomme op med din bolleven. Som fx midt i en lettere dirty SMS-udveksling om mandens veludrustede kønsorgan. 

– Du har svært ved at undertrykke impulsive og dårlige far-jokes 

Dag 292, år 2 - I-DI-OT

Taknemmelighedsrunden #58

1. Har fået trænet og lært en masse mere om coaching på masterniveau i denne uge, og det har både givet ro og har skabt tumult. Så det er præcis, som det skal være og altid plejer at være.

2. Har faret frem og tilbage til møder nærmest alle dage, og har derfor følt mig meget voksen og businessagtig. Også selvom det har betydet, at jeg på grund af alle møderne ikke rigtig har fået lavet så meget andet.

3. Var til et “Brug din stemme ordentligt” event hos Journalistforbundet tirsdag morgen sammen med søde Linnea, som efterfølgende over en kop kaffe spurgte om jeg da ikke ville holde tale på Røst festivalen næste weekend. Så det skal jeg nu. Du kan komme og høre mig lørdag d. 27. maj.

4. Havde Bedsteveninden til middag og vin tirsdag aften lige efter, at endnu en af Fodboldfyrens damer meldte sig på banen. Og det var rart at have hende ved hånden lige efter det. Specielt fordi hendes syn på hævn er meget… konservativt.

5. Apropos Fodboldfyren, så mødtes jeg med en af hans medstuderende fra dengang, han læste i Odense, og det var også ganske rart og hyggeligt. Specielt fordi hendes syn på Fodboldfyren…minder meget om mit eget.

6. Spiste mig mæt i burgers og sundaes sammen med Kage-Anne, i torsdags (som jeg btw lige vil pointere altså har en af de smækreste kroppe, jeg længe har set, også selvom hun elsker kage) og det var en af de aftener, hvor min perlelatter kunne høres langvejs fra. Altså fordi det var virkelig hyggeligt og sjovt.

7. Fredag fik jeg talt med Fodboldfyrens Kvinde Nummer 4, og det var som det plejer at være i sådanne situationer, både ganske brugbart og ganske hyggeligt. Så tænker umiddelbart, at jeg i det mindste må give ham det, at han indtil videre kun har formået at finde kvinder med både humor og intelligens at være mig langvarigt utro med….

8. Fredag var også dagen (eller aftenen) hvor jeg slog Drengevennen ikke en, ikke to, men tre gange i petanque. Hvilket var aldeles underholdende. Og hyggeligt.

9. Lørdagen tilbragte jeg mest på langs. Først i min egen sofa, mens jeg så Sense8, som seriøst bare er en monstergod serie, og derefter på Kage-Annes sofa, mens vi så Eurovision og spiste oceaner af slik.

10. Og i dag har jeg gået tur og nydt vejret. Tænkt gode tanker og glædet mig over, at jeg for det meste er glad, ja nærmest lykkelig. Og så har jeg også taget et billede af de her mælkebøtter.

Dag 289, år 2 – Mælkebøtteland 

Fortællingen om Et Velkommen Til Fodboldfyrens Kæreste Nummer Fire  

Eller kæreste og kæreste. Hun siger selv, at de var bollevenner. I citationstegn. Hvad end det så betyder. Jeg har ikke talt med hende. Kæresten/bollevennen altså. Hun skrev en kommentar til dette blogindlæg og fortalte, at også hun har haft et forhold til Fodboldfyren, og at hun har fulgt mig længe, og har været i tvivl om hun skulle sige noget eller ej.

Det har hun så gjort nu. Men som sagt har jeg ikke talt med hende, så jeg ved ikke mere, end hvad der står i hendes kommentar. Jeg har ellers svaret og sagt, at hun meget gerne må skrive en mail til mig, men har intet hørt endnu.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige eller mene efterhånden. Jeg havde jo allerede en ide om, at der måtte være flere forhold, siden manden ikke har kunnet regne ud, hvem det var, der havde fortalt mig sandheden. Og jeg har endda også håbet at høre fra flere, så jeg kunne stykke endnu mere af dette umulige puslespil sammen. Men at sidde der midt i et strategimøde på arbejdet og læse sådan en besked, det var…hårdt. Og irriterende.

Jeg blev nemlig ked af det. Selvfølgelig vil de fleste nok sige, men ked-af-det-heden overraskede mig. For jeg ved jo godt, hvem han er nu. Jeg ved jo godt, hvad det er han har gjort. Jeg ved godt, at alt var løgn. Så hvorfor bliver jeg ked af det? Hvorfor gør det ondt?

Jeg ved det ikke rigtigt. For oftest så hader jeg ham bare. Og samtidig er jeg taknemmelig for, at jeg aldrig behøver at se ham igen. At jeg slap væk. Og så fylder vreden. Lysten til at lade alle, der kender ham og holder af ham vide, hvilket menneske han i virkeligheden er. Og den lettere beroligende tanke om, at han sandsynligvis aldrig kommer til at opnå noget i sit liv, men i stedet kommer til at ende ensom og alene på en lædersofa købt med kontanthjælp.

Men selvfølgelig fylder sorgen også. Sammen med ked-af-det-heden. Især når jeg i glimt husker øjeblikke, som indtil for et halvt år siden altid har været forbundet med kærlighed. Øjeblikke og glimt fra det liv, vi levede sammen og som jeg troede på. Minder om ham, som jeg troede elskede mig.

Så derfor skriver jeg nu. Drikker et glas vin og ryger en cigaret. Alt imens Beyonce kører på fuld smadder. Jeg skriver, så jeg kan forstå – ikke ham, det kommer jeg aldrig til – men mig selv. Forstå og lytte til alt det, der rumsterer lige nu. Både hadet, vreden, tristheden, men også kærligheden. For den var der, og den var ægte. Den var ægte for mig. Og det er jo derfor, det gør ondt.

Dag 284, år 2 – Skriver hjertet ud


 

Taknemmelighedsrunden #57

1. Kaffe i solen med den sødeste mor, en masse bryllupsplanlægning og en datter, der næsten ikke kan vente med gifte sin mor væk. #daughterzilla

2. Kyllingetærte, jordbær med fløde og kvalitetstid med Bedsteveninden.

3. Seje kvindelige journalister i et sejt journalistisk netærk, en inspirerende podcastskaber og forfatter, samt en lovning på en fredagsbar i sommerlandet.

4. Ingen huller i mine tænder, også selvom den sidste, der havde fingrene i min mund, var en cambodjiansk tandlæge for halvandent år siden. #phew

5. Workinglunch med Bedsteveinden, og med udsigt til et hav af mænd.

6. Nye, sorte støvler. #fuckingfinally

7.  Kaffe med Pizza-Anne, som ellers er begravet i specialeskrivning.

8. En weekend, der slet ikke har været ensom alligevel;

9. Statens Museum for Kunst, sødeste Sofie, stegte ting og bobler og grin.

10. Kaffe med den sødeste tante og ikke mindst hjælp til at få styr på, hvad mine kommende firmaer skal hedde. (Ja, jeg skal åbenbart have to) #workinggirl

11. Den første sommeraften, grillfest hos lillebroderen, øl, vin og grin. Pølser og pølsesnak. Kram og kærlighed.

12. Brunch med min Anna. #venindekærlighed

13. Gule rapsmarker

Dag 281, år 2 – gult hav

Fortællingen om At Være Ensom i Et Hav Af Venner

Jeg håber, det er muligt at skrive det her indlæg uden at lyde som en stor whiny brokkerøv. For det er virkelig ikke det, jeg vil. Eller synes, jeg er. Og jeg har da også overvejet slet ikke skrive noget. Men så igen, hvad fanden skal man ellers bruge sin blog til, hvis altså ikke man er sådan en, der finder det vigtigt at fortælle verden, hvilke par strømper, man har valgt at tage på i dag. (Av, nu kom jeg vist alligevel til at lyde….bitchy)

Så nu fortæller jeg det. Og håber samtidig, at folk forstår, at det ikke er en anklage, brok eller surhed. For det er det ikke. Jeg tror egentlig mest det er frygt og gamle sår. Blandet med en lille smule tristhed. Okay, lidt mere end en lille smule.

Jeg har ingen planer i weekenden. Eller det er løgn. Jeg skal spise brunch med min sødeste Anna på søndag, men indtil da skal jeg ingenting. For alle mine veninder er optagede. Og da jeg fandt ud af det igår, efter en ellers dejlig formiddag med et tandlægebesøg, der viste ingen huller og frokost med Bedsteveninden, så blev jeg først trist og derefter tvær. Og måske også lidt skuffet.

Selvfølgelig er det ikke nogens skyld, og man kunne da også argumentere for, at jeg kunne have været ude i bedre tid, og at mine veninder og venner jo altså ikke er ansvarlige for, at jeg har noget at lave i weekenden. Så det gjorde jeg. Altså argumenterede. Men følelserne blev alligevel siddende. Ja, faktisk voksede de sig større og satte sig endnu bedre fast, indtil jeg endte med at råbe af min ovn, fordi den blæste varm damp i hovedet på mig, da jeg åbnede lågen for at tage den pizza ud, jeg aggressivt havde klasket sammen.

Og så måtte jeg lige sætte mig ned og tale lidt med mig selv. For at finde ud af, hvorfor det gik mig sådan på. Og hvorfor det i dag stadig svier lidt. Det var ikke let, for det hele føltes blandet sammen i en stor pærevælling af nederenhed, men der var alligevel en sætning, der blev ved at skille sig ud og dukke op.

Det er altid mig, der spørger. 

Det er det nu ikke. Hvis jeg skal være ærlig. Der er masser af gange, hvor jeg er den, der bliver spurgt. Og jeg nærer slet ingen tvivl om, at mine veninder vil mig. Men jeg tror dog alligevel, at jeg “vinder”, hvis der nogensinde er nogen, der laver et regnskab over, hvem der tager mest initiativ. Og det gør lidt ondt. Og sender mig samtidig direkte tilbage til alle de gange, hvor jeg har følt mig udenfor og forkert. Og hvor jeg ikke måtte være med. Hvilket egentlig førte mig direkte videre til den næste gennemgående følelse – frygt.

Dag 266, år 2 – Alene

Jeg er bange for at miste. Jeg er bange for, at alt det jeg har kæmpet for at opbygge og al den kærlighed – som jeg gerne indrømmer, at jeg er dybt afhængig af, fordi det er den eneste, udover min families, som jeg har – vil forsvinde. For så ved jeg ærlig talt ikke, hvad jeg skal gøre.

Jeg har altid følt mig lidt alene. Lidt forkert. Lidt på kanten. Men i løbet af det sidste halvandet år, har jeg følt mig mere rigtig end, jeg nogensinde har følt mig før. Jeg har følt, at jeg hører til. At dem jeg holder af og elsker, elsker og holder af mig, fordi jeg er, som jeg er. Jeg har følt mig langt væk fra kanten, og meget mere midt i midten. Og der vil jeg gerne blive ved med at være. Men jeg ved også, at det kommer jeg ikke til. Livet i 20’erne er flygtigt. Det er en tid fuld af forandring, og det liv man lever i dag er ikke nødvendigvis det liv, man lever i morgen. Det er både det, der gør 20’erne til noget af det mest fantastiske, men også til noget af det sværeste. For jeg ved god, at mine venskaber ikke kommer til at blive ved med at være, som de er nu. Og selvom jeg synes, jeg udvikler mig, endelig har fundet min rette hylde og er på vej hen et sted, så føles det alligevel som om mine veninder bevæger sig lidt hurtigere end mig. Og det gør det nogle gang lidt svært at trække vejret. For hvad hvis de alle sammen bevæger sig for langt væk?

Det hele er stadig lidt rodet. Og det er jo, som I kan se, heller ikke bare en ting, der fik mig til at råbe af ovnen. Det er både fortidsshit, nutidsshit og fremtidsshit. Og der er nok egentlig ikke rigtig så meget at gøre ved det andet end at trække vejret ned i maven, give mine tanker plads og lytte til mig selv. Det er dog bare lidt svært, når en anden insisterende stemme bliver ved med at råbe op.

Nogle gange kunne det bare være rart, hvis jeg ikke altid selv skulle sørge for, at jeg har planer for weekenden. 

Men det er nok utopi. Og nok utopi for de fleste. Medmindre du er en af de der bloggere, der viser deres sokker frem, måske.

 

 

Fortællingen om At Være Bange For At Skrive Bogen om Fodboldfyren

I dag var jeg til min sidste samtale hos min psykolog hos TUBA. Jeg er nemlig done. Færdig. Fixet. Eller noget. Jeg har i hvert fald ikke flere gange tilbage hos TUBA, og det er helt i orden. Jeg har det godt. Jeg har lært en masse. Jeg er kommet tættere på mig selv og har fået en større forståelse for, hvorfor jeg, som mange andre børn af alkoholikere, gør som jeg gør i bestemte situationer. Føler som jeg føler. Tænker som jeg tænker. Så det er helt fint, at der er ikke er mere TUBA tilbage. Jeg har dog, fordi jeg er en evig sucker for at sidde og tale om mig selv, og derudover også har en grundlæggende angst for at blive deprimeret igen, lavet en aftale med min psykolog om, at hun bliver ved med at være min psykolog. Nu bare uden TUBA. Ikke at jeg tror, at jeg kommer til at bruge hende helt vildt meget, men mere så jeg ved, at hun er der, hvis jeg får brug for det. Og det er rart.

Vi talte om mange ting i dag, mig og hende. Men vi talte mest om Fodboldfyren. Om hvordan tristheden er væk, men vreden stadig hænger fast, som tyggegummi i håret. Om hvordan det tager tid at blive hel, når man er blevet slået i tusind stykker gang på gang igennem seks år. Om hvordan det stadig er svært overhovedet at tænke på at smile oprigtigt til en fyr, fordi det at åbne op for tanken om kærligheden, også åbner op for tanken om svigt. Og egentlig også fordi alle de stykker af mig, der endnu ikke er blevet klistret sammen igen, ikke er stærke nok til at tro helt på, at der faktisk er nogen derude, som gerne vil mig. Som ville synes, at jeg er fantastisk, og som ville elske mig, som den jeg er.

Og så snakkede vi om bogen. Den bog, jeg langsomt og overhovedet ikke særlig kontinuerligt, skriver på. Bogen, der skal fortælle hele sandheden. Den der skal afslutte hele denne historie en gang for alle. Den der skal give mig closure. (Og herre mange penge, forhåbentlig)

Jeg vakler nemlig nogle gange omkring den bog. Ikke fordi, jeg ikke vil skrive den, ikke fordi jeg ikke tør være ærlig, ikke fordi der med garanti kommer til at stå mange flere intime ting om mig, end der gør på hele denne blog. Det er ikke derfor.
Nej, jeg ved ikke, om jeg tør, fordi jeg ikke ved, om jeg kan. Om jeg kan klare det. Det er hårdt at skrive om alle de ting, der gjorde ondt. Og det er hårdt at gøre det på den måde, som en bog kræver det. Når jeg skriver her på bloggen om de ting, der var svære, er det et tilbageblik. En efterrationalisering. Det kan til tider være hårdt, især disse indlæg, men det er ikke ligeså svært, som når jeg i bogen skal gå ind i den pige, som jeg var den gang. Hende som ikke vidste bedre. Hende som bare prøvede det bedste hun kunne. Hende som ikke anede, hvad der ventede.

Og jeg er bange for, at jeg kommer til at ødelægge mig selv ved at gå ind i og tilbage til den pige, som engang var. Jeg er bange for, at jeg ved at sidde og dvæle ved hver eneste detalje, holder jeg mig selv tilbage fra at komme videre. Helt og ordentligt videre. Jeg er bange for at blive ved med at være i stykker.

På den anden side, så er jeg også bange for ikke at skrive den. For jeg ved og kan mærke, hvor vigtigt det er for mig. Og jeg tror også, helt dybt inde, at det er den eneste måde, jeg kan give ordentlig slip på. Også selvom vejen derhen vil være dark and full of terrors. 

Så ja, jeg vakler lidt. Også selvom jeg egentlig godt ved, hvad det ender med.

En forfatter.

Dag 199, år 2 – Forfatterlife

 

Taknemmelighedsrunden #56 

1. Chefen har været i Danmark, hvilket har resulteret i rigtig mange gode møder, ros samt en stor opbakning til mit-eget-firma-projekt. #arbejdslykke 

2. Spontant cafebesøg med Bedsteveninden og Kage-Anne fyldt med grin, insidejokes og mandesnak. 

3. Fantastisk opbakning fra alle jer dejlige læsere, venner og familie efter mit blogindlæg om Fodboldfyrens nyeste beskyldninger. Tak. ♥️ 

4. Penis. #dondrapertotherescue

5. Mit første kundemøde gik virkelig godt. Som i virkelig godt. Som i jeg-har-fået-endnu-mere-blod-på-tanden-godt. #ogendnumerearbejdslykke 

6. Frokost med den dejligste Louise, som på sin fantastiske blog har skrevet om, hvordan det er at blive forladt og efterladt med to små børn. 

7. Forårsfest i Sofias Hus med de dejligste kollegaer og den lækreste sushi. #hjertetfyldtmedkærlighed 

8. Fancy voksenmiddag med Bedsteveninden og Kage-Anne. Vin, latter, store snakke, sjove snakke og en skrålende cykeltur i støvregn. #everythingislove 

9. Søndagssolskin og en mormor, der venter på at blive bespist. 

Dag 273, år 2

Fortællingen om Fodboldfyrens Nye Beskyldninger

Det går sgu ikke så godt det der med ikke at skrive om Fodboldfyren. Men til mit forsvar troede jeg, da jeg skrev det indlæg, at det faktisk var slut med flere overraskelser. Det var det dog ikke. Som jeg skrev her, hørte jeg for nylig fra en af de andre kærester, der fortalte, at han havde ringet for at høre om det var hende, der havde sladret. Og igår aftes fik jeg så en meget vred besked fra Fodboldfyrens nye kæreste, hvor hun anklagede mig for at have kastet æg på deres vinduer. Noget som jeg på ingen måde har gjort. For som jeg skrev til hende, har jeg hverken lyst til at bruge tid eller penge på at have noget med hverken ham eller hende at gøre. Og desuden synes jeg det ville være spild af æg. For jeg kan virkelig godt lide æg. Og går heller ikke ind for madspild. 

Udover at beskylde mig for at have kastet æg på deres vinduer, beskyldte hun mig også for at have et sørgeligt liv. Et liv, hvor det eneste jeg går op i er Fodboldfyen og at det er både trist og pinligt, at jeg ikke kan finde ud af at komme over ham. 

Jeg burde selvfølgelig bare lade det ligge. For jeg ved jo, at intet af det hun siger har noget på sig og at grunden til, at hun overhovedet går op i og læser det, jeg skriver om ham her på bloggen er fordi, hendes forhold til ham er ligeså ulykkeligt som mit var. Men jeg blev sgu vred. Og jeg er stadig vred. Jeg bryder mig nemlig ikke om at blive beskyldt for noget, som jeg ikke har gjort, føler eller er. 

Ja, jeg er stadig afsindig vred på ham, og den vrede fylder stadig meget hos mig. Men det er også det. Jeg hverken piner over ham, er jaloux (faktisk helt vildt meget tværtimod) eller savner ham. Og ja, jeg skriver om ham herinde, noget som er min ret og som by the way er helt og aldeles lovligt, og det kan af nogen sikkert godt opfattes som om, at jeg stadig er alle tre ovenstående ting. Jeg ved heldigvis, at det ikke er sådan, men anerkender dog stadig, at nej – jeg kan hverken sige, at jeg har tilgivet ham, er ligeglad med ham eller er helt og aldeles okay. For det har jeg og er jeg ikke. Og det er derfor, jeg skriver. 

Det er stadig hårdt og tungt at leve med, at ham som jeg elskede i mange år, i virkeligheden var et falskt monster. Det river stadig i mit hjerte, når jeg tænker på alle de gange, jeg følte noget stærkt og han bare lod som om. Det gør stadig ondt at have kendt ham. 

Og jo, jeg har da lyst til at hævne mig. Men det gør jeg som sagt ved at skrive en bog, ikke ved at kaste æg på hans vindue. Noget jeg desuden tænker, at der er plenty af andre piger, som ikke arbejder med deres vrede gennem en bog, som kunne finde på og kunne have lyst til at gøre. 

Jeg derimod kan nu bedst lide min hævn konstruktiv og pengeindbringende og mine æg stegt på en pande. Men det er måske bare mig. 

I like my eggs fried – Dag 269, år 2